Zainab Nasrati er troende muslim. Her fortæller hun om sin overbevisning.
Hanne Kiel,
Lyt til artiklen:
Åbn lyd i nyt vindueZainab Nasrati:
”Jeg har troet på Gud hele mit liv. Mine forældre er troende, og de har svaret på mine mange spørgsmål. Jeg har gået på muslimsk privatskole, så jeg var altid omgivet af andre muslimske børn. Det var en selvfølge at tro på Gud, og det føltes som det mest naturlige.
Troen på Gud var en del af min verdensopfattelse og af min samvittighed: Det er betydningsfuldt, hvad man gør. Gør man noget rigtigt, ser Gud det, og gør man noget forkert, ser Gud også det; og hvis man angrer, er Gud tilgivende og barmhjertig. Det har jeg været bevidst om altid.
I udskolingen blev jeg optaget af at læse om Gud. Jeg begyndte at gå med hijab og at opsøge moskeen. Samtidig skete der et skifte i forhold til mine jævnaldrende. Siden 9. kl. har jeg været tilknyttet miljøet omkring moskeen. Jeg deltager i fredagsbønnen regelmæssigt og lytter til imamens tale.”
”Nej, egentlig ikke – måske fordi jeg så mig selv som meget religiøs og som voksen og ansvarlig.
Jeg kalder det helst ikke ’min tro’, for ordet tro indebærer, at man kan tvivle – og jeg tvivler ikke.
Jeg har fundet glæde og ro og passion ved at lære min overbevisning at kende. Jeg kalder det helst ikke ’min tro’, for ordet tro indebærer, at man kan tvivle – og jeg tvivler ikke. Jeg har ikke en tro, men en overbevisning.
Jeg bruger hijab – jeg er altid klædt, så min krop er tildækket fra håndled til ankler, og mit hår er skjult af tørklædet.”
”Det er en irriterende myte, for vi er ikke undertrykte, men selvstændigt tænkende. Det kræver stor selvstændighed at bære hijab i det danske samfund. Mine forældre har ikke tvunget mig til det. Det var mit eget valg. Det er et bevidst valg af mådehold. Min krop er privat. Det drejer sig om at markere hengivenhed til Gud og samtidig afdæmpe seksualiteten i det offentlige rum, for dér er det vigtigere, hvad du kan bidrage med intellektuelt.”
Det kræver stor selvstændighed at bære hijab i det danske samfund.
”Jeg har lyttet meget til Omar Suleiman. Han er imam og hans taler ligger på YouTube. Han fortæller historier fra profetens liv. Han er enormt inspirerende.”
”Min overbevisning fylder alt. Man beder fem gange dagligt, og hver bøn betyder, at man stopper op og holder sig bevidst om Gud og om sine egne handlinger. Den bevidsthed betyder meget. Bønnen er som at blive krammet. Gud ved, at du gør dit bedste – uanset andres holdning og uanset udfaldet.
Bønnen er som at blive krammet.
Bønnen består dels af faste elementer, dels af fri personlig bøn. Man beder altid vendt mod kachba’en i Mekka. Stående reciterer man åbningskapitlet i Koranen og andre fast formulerede bønner, og knælende med panden mod gulvet beder man sin personlige bøn. Bønnen er en direkte kontakt mellem Gud og dig – der er intet mellemled.
Jeg vil gerne opbygge et hjem og en husholdning, hvor atmosfæren er præget af Gud. Min mand er konvertit. Han blev ikke muslim, fordi jeg krævede det, men jeg har altid vidst, at jeg skulle giftes med en troende muslim, fordi min overbevisning er så fundamental for mig. Jeg ville gerne dele overbevisningen om, at vi skal samme sted hen efter døden. Når vi får børn, vil jeg virkelig gerne give min overbevisning videre til dem.”
”Intentionen bærer alle handlinger. Hvis du giver for at tjene Gud, er det en god handling, men hvis din intention er, at du vil vise dig, mister handlingen sin værdi.
Det er vigtigt at leve sit liv og tilbede Gud, som om man kan se Gud. Gud er uendeligt stor, og vi skal tilbede velvidende, at Gud ser os.
Barmhjertighed, som Gud er barmhjertig, tilgivelse og det gode naboskab er væsentlige værdier for mig.
Jeg skelner ikke mellem muslimske værdier og danske værdier. Det meste er heldigvis fælles. Islam er min direkte norm for valg af værdier. Jeg sorterer fra med islam som udgangspunkt.”
Læs også “Ro i hjertet – vejen til kristen tro for en iransk kurder”.
URL: https://baptist.dk/jeg-har-troet-paa-gud-hele-mit-liv/