Asta Jørgensen er 100 år gammel, men det er langt fra det eneste bemærkelsesværdige ved hende. baptist.dk har været på besøg hos Asta, og det blev en samtale om barndommen, kærligheden og kaldet.
Maria Klarskov,
”Jeg voksede op i et godt, kristent hjem. Om aftenen samlede min mor os seks søskende i køkkenet og fortalte historier. Hun havde ofte ondt i ryggen, så jeg kan huske, at hun altid sad op ad den varme ovndør”, fortæller Asta med stor kærlighed i tonefaldet. ”Min mor fortalte historier om Jesus og om englene, som passer på os. Desuden fortalte hun os, at der langt væk boede mennesker, som var sorte og meget fattige. Det havde jeg svært ved at begribe – sorte mennesker?” Asta smiler ved tanken om sin barnlige forundring. ”Hver uge fik vi børn hver et stykke sæbe. En uge passede jeg godt på min sæbe og en aften sagde jeg: ’Mor, her er mit stykke sæbe til de sorte, så de kan blive vasket!’.” Asta ler hjerteligt: ”Jeg troede jo, at de var sorte, fordi de var beskidte og ikke havde sæbe. Dér startede min drøm om at rejse ud på missionsmarken”.
Det er ikke det her, du vil med dit liv.
”Da jeg var syv år, døde min mor, og det var frygtelig hårdt. Min far stod jo dér med seks børn og en gård. Jeg græd meget, men heldigvis hang der i mine forældres soveværelse et billede af en smuk engel. Min mor havde jo fortalt om englene, og jeg vidste, at hun nu var sammen med dem. Så jeg bad englen om at passe godt på mor og fortalte alt det, jeg gerne ville fortælle min mor. Jeg gik derind hver dag i lang tid”. Man fornemmer, at dén engel virkelig passede på den lille Asta midt i sorgen.
”Som ni-årig kom jeg ud at tjene. Det var hårdt arbejde. Jeg kan huske, at jeg en dag, da jeg lå på knæ i kartoffelmarken, sagde til mig selv: ’Det er ikke det her, du vil med dit liv!’” Asta ser meget bestemt ud, og man forstår, at dér i kartoffelmarken traf hun et vigtigt valg. ”Samtidig havde jeg sådan en længsel i mit hjerte efter at blive en kristen. Jeg bad meget, men jeg troede, at der skulle ske noget: At jeg skulle mærke en særlig fred. Den havde jeg ikke.”
”Senere fik jeg nattevagter på åndssvageanstalten Ebberødgård. Jeg var glad for at være der, og hver nat kom en nat-trice. Hun sagde: ”Frk. Christensen, De skulle blive sygeplejerske”. Men det kunne jeg slet ikke se, at jeg kunne. Jeg havde ikke gået meget i skole, og jeg følte mig altid dum, dum, dum i skolen. Men hun stod fast, og jeg søgte ind i Esbjerg og i Hjørring. Jeg valgte at tage til Hjørring, fordi jeg aldrig havde været i Vendsyssel. Det kunne være spændende.”
Jeg tænkte: ’Du glade, hvad er nu det. Det her fortæller du aldrig derhjemme!
”På hospitalet i Hjørring var Lydia Nikolajsen sygeplejerske, og hun fattede kærlighed til mig sølle skrog. Hun inviterede mig med i kirke, og vi fulgtes ad fra hospitalet. Jeg troede, vi skulle i Sankt Kathrine Kirken, men Lydia tog mig med ind i baptistkirken. Jeg tænkte: ’Du glade, hvad er nu det? Det her fortæller du aldrig derhjemme!’ Men jeg var nødt til at gå med. På bænken foran mig sad en smuk dame, der vendte sig om og gav mig hånden, mens hun sagde: ’Du skal altid være velkommen her!’ Det gjorde et stort indtryk på mig. Så jeg endte med at komme i baptistkirken, og inden jeg tog til Sjælland for at gøre min sygeplejeuddannelse færdig, blev jeg døbt i Hjørring Baptistkirke.”
”Som færdig sygeplejerske tog jeg til Bruxelles for at arbejde for Røde Kors, mens jeg lærte fransk. Her mødte jeg en dansk missionær fra Burundi. Hans tøj var slidt, og han så miserabel ud. Da jeg kom hjem fra Bruxelles, mødte jeg en flot ung mand hos min veninde Valborg. Han bad Valborg om at gå ud, og så bad han om et kys. Jeg ville ikke kysse en fremmed mand, for jeg kunne ikke kende missionæren fra Bruxelles.
Her oplevede hun, at Gud gav den fred, hun havde længtes efter.
Men han insisterede, og det endte med, at vi blev forlovet. Det hele skulle gå hurtigt, for han skulle snart tilbage til Burundi, så vi lærte faktisk først hinanden at kende på vores bryllupsrejse i Holland. En aften holdt han en meget smuk tale om missionsmarken, og dér blev jeg forelsket i min mand!” Asta smiler kærligt, og det forstås, at her oplevede hun, at Gud gav den fred, hun havde længtes efter.
Asta Jørgensen:
- født 7. juli 1916
- uddannet sygeplejerske og jordemoder
- gift med Jens Anker Jørgensen, der døde i 1985
- de fik tre drenge, mens de var i Burundi; de bor alle i Danmark i dag.
- bor i eget hus i Vrå, hvor hun nyder at sidde på altanen, gerne med en god samtalepartner.
”Vi tog derefter til Burundi. Her skulle vi afløse et missionærpar, der skulle hjem til Danmark en tid. Kvinden var jordemor og havde startet en fødeklinik, men da jeg ikke var uddannet jordemor, havde hun lukket klinikken. Afrikanerne kom alligevel, så snart sad der en fødende kvinde foran døren. Jeg måtte jo tage imod barnet så godt, jeg kunne. Fem år efter kom vi hjem til Danmark på ferie, og her blev jeg uddannet som jordemor”. Freden, hun oplevede ved at være på rette sted, lyser stadig ud af Asta.
”Herefter gik vi i gang med at bygge nye missionsstationer sammen med afrikanerne, bl.a. klinik og kirke. Vi havde ingenting, og det var hårdt. Vi startede med et telt, en primus og en lille løn fra Danmark. Vi var fattige, men det var så godt at kunne hjælpe, for der var meget at gøre”. Hun holder en lille pause: ”Det vigtigste er at lytte til, hvor Gud kalder én hen. Så sørger Han for resten”.
URL: https://baptist.dk/at-lytte-til-guds-kald/
