Et musikalsk geni og et hjertevarmt menneske

Nekrolog

Et musikalsk geni og et hjertevarmt menneske

Lars Bo Jensen satte uudslettelige aftryk i andres liv. Som musiker, der skabte glæde og fællesskab. Som menneske, der elskede og var elsket af alle

Povl Erik Markussen,  

Åbn lyd i nyt vindue

Lars Bo Jensen blev født 3. marts 1952. Han døde den 16. august 2024. Sognepræst Poul Joachim Stender forestod Lars Bos bisættelse fra Kirke Saaby Kirke torsdag den 29. august 2024.

Prædikenen

Poul Joachim Stender prædikede ved Lars Bo Jensens bisættelse den 29. august 2024 i Kirke Saaby kirke. Du kan hente prædikenen her  (PDF-fil).

Musikken begyndte i Roskilde

Lars Bo var et musisk menneske. Han voksede op i København og var barn i Kristuskirken på Nørrebro. Teenageårene levede han i Roskilde og i Roskilde Baptistkirke. Selv om han boede i Albertslund hos sine forældre, tog han flere gange om ugen til Roskilde. Her havde han en fætter og to kusiner, som var med i kirkens børne- og ungdomskor under ledelse af Karin Wang Markussen. Lars Bo blev pianist, og i koret fik han lov til at udfolde sine musikalske evner. Det var også i Roskilde, han fandt sine første musikalske venner og etablerede et orkester, som spillede datidens ungdomsmusik. Dette orkester blev også tilknyttet kirkens børne- og ungdomskor.

”Med glädje ska jag bära ett glatt och positivt minne av honom.” (citat fra Facebook)

De gode år

I forbindelse med sit HF-studie flyttede Lars Bo til Roskilde. Han flyttede ind hos os, og blev et medlem af vores familie: Den fjerde bror til vores tre drenge. Lars Bo og Karin havde et meget tæt samarbejde om musikken i BaptistKirken og de mange ting, der skete de år. I samarbejde med DBUF (Danske Baptisters Ungdoms Forbund, red.) og Gunnar Kristensen (generalsekretær i BaptistKirken, red.), arrangerede vi en ungdomsuge, som sluttede med en Gospel Night i kirken, hvor Lars Bo og hans orkester spillede den fedeste musik.

Lars Bo var også med i arbejdet blandt narkomanerne i Roskilde, hvor vi etablerede “Svinehuset”, et værested for Roskildes unge. Samtidig blev det et musikalsk frirum for Lars Bo og hans musikalske venner fra byen.

I 1976 var Lars Bo med til at starte Holsterodde-lejren på Bornholm. På Musikstævnerne i 1980’erne var han det musikalske omdrejningspunkt. Lars Bo har skrevet melodier til flere af Søren P. Grarups salmer.

Musikken var ikke begrænset til kirken: Lars Bo var også med til at danne et band, som spillede til firmafester mm. I flere år var de fast orkester til DSB’s julefrokoster!

”Han gjorde avtryck! Sörjer med er.” (citat fra Facebook)

Musikstudier

Lars Bo fortsatte sin musikalske udvikling, og i 1975 blev han optaget på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvor han læste til Almen Musikpædagog. Uddannelsen brugte han senere som musiklærer på Højskolen i Tølløse og lærer på en privatskole i Roskilde. En stilling som musik- og ungdomspræst i Kristuskirken i København blev det også til.

Organist og kirkemusiker

Det var som organist i Roskilde og Lyngby Baptistkirke, at Lars Bos interesse for kirkemusikken blev vakt, og han uddannede sig til organist på Sjællands Kirkemusikskole i Roskilde. Nu var vejen banet for at arbejde som organist i folkekirken, og han havde flere vikariater i folkekirkerne omkring Roskilde.

”Lars Bo har verkligen betytt mycket för många.” (citat fra Facebook)

Lars Bo søgte og fik en ledig deltidsstilling i folkekirken i Jyllinge. I begyndelsen til stor glæde for ham selv, men senere også til stor glæde for menigheden og præsterne. Alle satte utrolig stor pris på Lars Bo som musiker og som menneske.

Salmer af Søren P. Grarup med melodi af Lars Bo Jensen

Du finder salmerne på www.spgrarup.dk:
Klik på “Salmer”
Under “Hvor Jord og Himmel Mødes” finder du følgende med melodi af Lars Bo:

Under “Andre nye salmer” er der:

Et elsket menneske

Han var elsket af de mennesker, han færdedes blandt. Det så vi i forbindelse med bisættelsen, hvor flere end 20 medlemmer og tidligere præster var mødt frem fra Jyllinge Kirke. To af kirkens tidligere præster udtrykte deres uforbeholdne anerkendelse af Lars Bo som menneske og som organist og musiker. Lars Bo magtede at spille både til gudstjenester og til kirkens fester. Et musikalsk geni og et hjertevarmt menneske. I sin tid som organist komponerede han blandt andet overstemme til mange salmer og præ- og postludier.

Lars Bo var et stort og oprigtigt menneske, som man hyggede sig med. Flere har udtrykt: “Vi kommer til at savne Lars´ smittende latter.”

Den sidste tid

Desværre blev Lars tiltagende døv, og derfor lukkede han sig inde i sine sidste leveår. Men alle os, der har kendt Lars Bo Jensen, vil sige tak for alt det, du gav os. Og tak for alt det, der lever videre – din fantastiske musik, som vi heldigvis har lov at bruge.

Ære være Lars Bo Jensens minde.

 


Klik på billedet og hent pdf-fil med node og tekst til “En regnvejrsaften”

En anekdote

Mens artiklen blev til skrev jeg sammen med Povl Erik om melodier, Lars Bo havde skrevet til Søren P. Grarups tekster. En aften dukkede der en mail fra Povl Erik op i indbakken med denne tekst:

“Karin og jeg snakkede om sange, hvor Lars Bo har medvirket. Vi snakkede om at begynde ved begyndelsen. ‘En regnvejrsaften’ med tekst af Søren og melodi af Karin.
Den blev til en sen aften på Rolighedsvej i Roskilde, hvor Lars Bo stod ved vores gadedør, totalt gennemblødt og modløs og trist. På vej fra Albertslund til Roskilde gik hans knallert i stykker, midtvejs, og han måtte gå gennem regnen resten af vejen.
Lars Bo fortæller om hændelsen: Modløs og trist. Men i fællesskabet med de unge i koret finder han, midt i modløsheden, trøst og håb. Søren sætter sig denne aften og skriver teksten, og Karin får inspiration til melodien.”

Henrik Andersen
Webredaktør

 

URL: https://baptist.dk/et-musikalsk-geni-og-et-hjertevarmt-menneske/