Louise Heldgaard Bylund, cand.theol. og ph.d.,
Lyt til anmeldelsen:
Åbn lyd i nyt vindueÅrligt udkommer der nye børnebibler på det danske marked, og man kan måske få tanken, om der virkelig kan blive ved med at være behov for nye genfortællinger? Svaret er ’Ja’. Nye børnebibler bidrager med noget nyt, og det er også tilfældet med Den store historie Bibel, som er udgivet i 2024 af ProRex Forlag.
Den store historie Bibel
er skrevet af N.T. Wright
Illustreret af Helena Perez Garcia
Oversat af sognepræst Asbjørn Janke Hansen
Udgivet af ProRex Forlag 2024.
For det første er Den store historie Bibel særlig ved at indeholde 140 fortællinger. Det er langt flere end de fleste børnebibler. Blandt de 140 historier er selvfølgelig klassikerne om Noa, Moses, David og Peter. Men vi kan også læse en lang række tekster, som ellers ikke finder vej ind i udgivelserne for børn. Vi møder fx adskillige profeter i Det Gamle Testamente og en stribe fortællinger fra Apostlenes Gerninger. En del fortællinger med kvindelige hovedpersoner er der også blevet plads til. Hertil kommer et forfriskende bredt udvalg af genrer i form af nytestamentlige breve og gammeltestamentlig poesi. Denne børnebibel kan altså inspirere os alle til at gå på opdagelse i Bibelens mange krinkelkroge sammen med børn og unge. Der er meget at hente, når man tør bevæge sig væk fra arken og de trygge travere.
Men vi kan også læse en lang række tekster, som ellers ikke finder vej ind i udgivelserne for børn.
Den store historie Bibel er desuden særlig, fordi den er skrevet af den engelske teolog og tidligere biskop, N.T. Wright, der forsker i Det Nye Testamente. Det betyder, at bibelgenfortællingerne springer ud af en langt større indsigt i det bibelske univers, end det er tilfældet i den typiske børnebibeludgivelse. Wright laver den teologiske tolkning, at de mange bibelske fortællinger i virkeligheden er én sammenhængende fortælling om Guds fortløbende historie og plan med mennesker. Alle fortællingerne bindes sammen med referencer på kryds og tværs. Og der ligger relativt komplicerede tanker om synd, offer og tilgivelse bag.
Bibelgenfortællingerne springer ud af en langt større indsigt i det bibelske univers, end det er tilfældet i den typiske børnebibeludgivelse.
Det blik på fortællingerne og den store baggrundsviden får den konsekvens, at børnebibelen har et vanskeligt sprog og et højt abstraktionsniveau, særligt i Det Gamle Testamente og den sidste del af Det Nye Testamente. Med ord og vendinger som ’tragte efter’ og ’lade hånt om’ rammer mange fortællinger sprogligt forbi de 6-10-årige, som er den tiltænkte målgruppe.
Børnebibelen har et vanskeligt sprog og et højt abstraktionsniveau.
Den store historie Bibel udfylder et hul på børnebibelmarkedet med sit brede og modige udvalg af fortællinger, og det kan tjene til inspiration for alle os, der går på opdagelse i bibelhistorier sammen med børn og unge. Den store historie Bibel vil gøre gavn på hylderne hos fx præster og børnekirkemedarbejdere. Jeg vil anbefale, at man vælger sig en fortælling og på forhånd går den igennem og overvejer de sværeste vendinger, inden man bruger den sammen med børn og unge. Omvendt er Den store historie Bibel ikke oplagt som gave ved barnevelsignelsen eller som godnathistorie i det gennemsnitlige danske hjem. Den er for kompliceret, også selvom barnet er fyldt seks år. Den funktion er der heldigvis så mange andre børnebibler, der kan udfylde. Netop derfor har vi brug for, at der bliver ved med at udkomme nye børnebibler.
Louise Heldgaard Bylund er cand.theol. og ph.d. i teologi. Hun arbejder som projektleder for Detmedgud.dk hos KFUM-spejderne. Louise har forsket i emnet: “Børnebibler som bindeled mellem individ og tradition – En analyse af fem danske børnebiblers materialitet og paratekster.”
Desuden er hun medlem af Bibelselskabets bestyrelse, medlem af redaktionen for tidsskriftet Bibliana og en del af Bibelselskabets oversættergruppe på Biblen 2036.
URL: https://baptist.dk/den-store-historie-bibel/