Fyodor taler og Lars Midtgaard oversætter på Sommerstævnet (Foto: Astrid Melkær Andersen)
Sommerstævne '24
På Sommerstævne ’24 fortalte den ukrainske præst Fyodor Raychynets tre beretninger fra 32 dages russisk besættelse af hans hjemby Bucha, ti kilometer nordvest for Kiev
Henrik Andersen,
Lyt til historien her:
Åbn lyd i nyt vindueFyodors tre fortællinger fra Bucha blev fortalt tirsdag formiddag på Sommerstævnet. Fortællingerne blev fulgt op af en teologisk udlægning ved et seminar dagen efter.
Baptist.dk bringer de tre historier som en serie. Uden kommentarer eller fortolkning. Historierne taler for sig selv: Fra håbløshed til håb – fra grusomhed til omsorg. Læs den tredje historie om Fyodors menighed i Bucha efter den russiske besættelse.
Der er 2.012 kilometer fra Mariager til Bucha, men en verden til forskel for de mennesker, der oplevede 32 dages russisk besættelse i marts 2022.
Fyodor taler og Lars Midtgaard oversætter på Sommerstævnet (Foto: Astrid Melkær Andersen)
Fyodor beretter:
”Vores menighed og kirke ligger lige midt i Bucha. Vi har den bedste beliggenhed. Da den russiske besættelse af Bucha begyndte, var kirken nærmest et epicenter. Den 22. februar 2022, to dage før den russiske invasion, havde vi et menighedsmøde. På det møde tænkte vi ligesom alle andre på det tidspunkt: ”Hvad nu hvis…?” Hvad gør vi som kirke, hvis det sker? Vi besluttede os for, at kirken skulle have et lager af mad og vand og kunne lave strøm. Hvis der skete noget, kunne kirken tage mod mennesker og forsyne dem med de mest basale ting for at overleve.
Og som I ved: Det skete jo!
I krigens første dage fandt 174 mennesker beskyttelse i kirkens kælder. De allerfleste af dem var ikke medlemmer i vores kirke. Men det var præcis det, vi ønskede, da vi forberedte os: Vi ønskede at tjene byens befolkning.
Mit personlige problem var, at jeg boede inde i Kiev kun ti kilometer fra Bucha. Og den 25. februar – inden jeg nåede tilbage til Bucha – sprængte vores soldater alle broerne på de veje, der fører til Bucha for at forhindre russerne i at rykke frem mod Kiev.
Massakren i Bucha
Bucha er en forstad cirka 10 kilometer nordvest for Kiev. I forbindelse med den russiske invasion i Ukraine i februar 2022 var Bucha besat af russerne i 32 døgn fra slutningen af februar til udgangen af marts. Da ukrainske tropper nåede ind i Bucha efter befrielsen, fandt de et antal mennesker myrdet på gader og veje. Enkelte var forsøgt begravet sporadisk. Den internationale presse blev inviteret til Ukraine for at bevidne uhyrlighederne. Ukrainske myndigheder oplyser antallet af dræbte i massakren, der fandt sted umiddelbart før den russiske tilbagetrækning, til 458. FN og andre uafhængige organisationer har et lavere tal. Senere er der udstedt internationale arrestordrer på en række navngivne russiske soldater, der menes at være ansvarlige for massakren. I alt mener man, at omkring 1.400 mennesker i og omkring Bucha døde under besættelsen: Enten ved direkte krigshandlinger eller som følge af krigen (mangel på mad, vand, medicin mv.)
Jeg kunne ikke rejse hjem til Bucha, det var helt umuligt. Russerne var i Bucha, broerne var væk og mellem Kiev og Bucha var der slagmark og ingenmandsland. Og mobilnettet var næsten brudt sammen. Alligevel fik jeg en aften en opringning fra en af kirketjenerne i Bucha. Han sagde: ”Der er flere end 100 mennesker i kirkens kælder, og de er alle sammen syge. Vi har brug for det mest nødvendige medicin.”
Jeg sidder inde i Kiev – kun ti kilometer væk – og jeg har tilgang til alt den medicin, de mangler i Bucha. Men jeg kan ikke få det til Bucha. Jeg forsøgte flere gange, men vores soldater ville ikke tillade det.
Soldaterne sagde:
”Er du ude på at blive slået ihjel? Du ved, du ikke kan krydse slagmarken, og selv hvis det skulle lykkes, så venter russerne i Bucha. Og de lader dig ikke komme videre!”
Hvordan ville du have det, hvis du havde alt det til rådighed, som dine venner og din menighed mangler desperat, men du kan ikke hjælpe?
Tak Gud, at besættelsen sluttede! I Bucha varede den nøjagtig 32 dage og det var 32 dage i helvede! Vi kom styrtende ind med hjælp. Og da vi kom ind i Bucha, troede jeg, at jeg var kommet til apokalypsen – altings endeligt. Jeg kom til vores kirke og den var fuld af mennesker. Der var flere end 800 mennesker i kirken. Vi kender faktisk det nøjagtige antal, for vi delte madpakker ud til dem alle sammen. Da jeg kom ind i bygningen, begyndte jeg at kigge efter mennesker, jeg kendte, mennesker fra menigheden. Før krigen var vi omkring 200 medlemmer i menigheden, nu var der pludselig 800 mennesker i kirken. Jeg ledte efter de 200 kendte ansigter, men jeg genkendte kun 37. Så mit første spørgsmål var selvfølgelig: ”Hvor er resten af min menighed? Hvad er der sket med dem? Har de overlevet? Hvor er de?”
Det var sådan livet i vores kirke i Bucha, forandrede sig fuldstændigt.
Nu er det sådan, at 60% af dem, der kommer til søndagsgudstjenesten, er nye i vores kirke. Det er mennesker, der fandt et tilflugtssted i kirken i krigens allerførste frygtelige dage. Det er mennesker, der har mistet noget eller mistet nogen. De har mistet alt hvad de ejer, eller dem de elsker – eller begge dele. De er dybt traumatiseret.
Pludselig er mere end halvdelen af vores menighed fuldstændig ny for os. Det er mennesker, der ingen baptistisk tradition har med sig – overhovedet. Vi var nødt til at forandre vores måde at tilbede på og vores måde at prædike på.
Vi indså, at vi er her for at tjene mennesker, der har haft de værste oplevelser i livet. Og vi gør vores bedste for at tjene disse mennesker, der slet ikke har fortjent deres skæbne. Mennesker, der er gået gennem helvede på jord, selv om de bestemt ikke var de største syndere.
Vores kirke har nu besluttet at tjene soldaternes familier og familier, der er socialt udsatte. Deres børn og deres unge, men også børn og unge, der har mistet deres forældre. Vi har militærpersoner til at undervise børnene og de unge: Ikke i at kæmpe eller slå ihjel, men i at undgå de miner, som russerne har efterladt overalt i og udenfor Bucha, og som ikke er fjernet endnu.
Når jeg deler disse historier med jer, så er det ikke kun for at fortælle om elendigheden, men også for at fortælle, at vi som menighed har besluttet, at vi vil være et håbets sted. Vi er nødt til at dele det håb, vi har i Kristus, det håb vi finder i de profetiske skrifter, selv om vi lever midt i en håbløs verden.
Inden Fyodor fortalte de tre historier fra Bucha delte han også tre tanker om krig, der sætter rammerne omkring de tre beretninger:
Den var den sidste af Fyodors beretninger fra Bucha. Vi håber, at du er blevet klogere på livet, troen og krigen i Ukraine af at læse dem.
Tre fortællinger fra Bucha
Interview med Fyodor Raychynets: ”Når krigen bliver menneskers virkelighed”
URL: https://baptist.dk/tre-fortaellinger-fra-bucha-menigheden-i-bucha-efter-besaettelsen-3/