Jamie Lynn Cunningham,
Lyt til artiklen her:
Åbn lyd i nyt vindueDen 31. december 2024 opløses en af baptisternes ældste menigheder officielt. Midtsjællands Baptistmenighed i Nyrup har på to på hinanden følgende ordinære menighedsmøder vedtaget at opløse menigheden ved årets udgang. De glæder sig dog over, at de handlede rettidigt og ordentligt overfor hinanden, selv om ikke alle ønskede lukningen. De kan se hinanden i øjnene vel vidende, at de har samarbejdet i en god tone og haft omsorg for hinanden.
De handlede rettidigt og ordentligt overfor hinanden, selv om ikke alle ønskede lukningen.
Som så mange andre landmenigheder, der engang samlede mange børn og unge i søndagsskole, til spejdermøde og ungdomsforening, er også Midtsjællands menighed i dag stærkt forandret på grund af den almene demografiske udvikling. Menighedsfællesskabet består nu primært af ældre og har et vigende medlemstal.
Pyramidesalen er nærmest blevet et mindesmærke over menighedens samlingskraft.
Kirkebygningens store udvidelse i 70’erne, Pyramidesalen, er nærmest blevet et mindesmærke over menighedens samlingskraft, og lokalerne er områdets mest eftertragtede samlingssted. Derfor er det ikke uden vemod, menigheden forlader de lokaler, der betød så meget for fællesskabets sammenhold. De håber på, at bygningen fortsat kan blive brugt til kristne formål, men ”den må hellere blive revet ned fremfor at stå og forfalde”, siger fjerde-generations baptist, Anni Kofoed.
Det er tydeligt under interviewene, at medlemmerne holder enormt meget af hinanden og har en stærk baptistisk tradition. Selv om de fleste er langt over pensionsalderen, så er de heldigvis mobile nok til at køre ca. 15-20 kilometer til andre menigheder i Tølløse, Holbæk, Ringsted, Osted[1] eller en folkekirke.
Medlemmernes generelle helbred har gjort omsorgstjenesten i menigheden lettere, da kun få har haft brug for besøg, men helbredet holder ikke for evigt, og der er for få unge kræfter til at bære de knap halvtreds medlemmer selvstændigt videre.
Flere har kunnet klare at besøge de syge i en præsteløs tid, men de praktiske opgaver med bygningens vedligehold fylder mere, end de fleste bryder sig om. Menigheden samles dog fortsat til gudstjeneste om søndagen med skiftende prædikanter. Nogle få synger morgensang sammen om onsdagen, og nogle, der normalt ikke kommer i kirken, nyder fællesskabsaftener. Derudover har menigheden en lille gruppe i Kvindenetværket samt to cellegrupper.
På nuværende tidspunkt ser det ud til, at alle de forskellige forsamlinger stopper til januar, da opsætning af stole og bord, madlavning og oprydning er blevet for tungt. Men de længes stadig efter Gud og efter andre, de kan dele Gud med.
Det skulle gøres ordentligt og med omsorg, og derfor blev beslutningen først taget i 2023.
Menighedens trofaste kerne fik i hast dannet et menighedsråd med fem medlemmer tilbage i 2017 efter flere turbulente år og overvejelser om at lukke allerede i 2016. Det skulle gøres ordentligt og med omsorg, og derfor blev beslutningen først taget i 2023. I den svære erkendelse og processen frem mod en nedlæggelse af Midtsjællands Baptistmenighed har netop ordentlighed været en bærende værdi. Alle var enige om at holde fokus på en god tone og koncentrere sig om nedlukningen. Endelig ønskede de at holde en takkefest for menigheden, der gennem generationer har været et fast samlingssted og dannet udgangspunkt for andre sjællandske menigheder.
Det stærke sammenhold og den fælles forståelse for den svære situation betyder rigtig meget for dem, der har været en aktiv del af processen. De håber, at alle bliver velsignet i deres fremtidige menigheder og åndelige fællesskaber, og at menighedens penge kan blive til velsignelse for BaptistKirkens projekter og forvaltning. Der er også et underliggende håb om, at eventuelle gamle sår læges, når frøet lægges i Nyrups muld.
[1] Evangelisk Frikirke Danmark
Se video fra besøg i Midtsjællands menighed i 2014, hvor Aage og Margith Sprotte fortæller.
URL: https://baptist.dk/alting-har-sin-tid/