De bærer stadig et håb

De bærer stadig et håb

Christoffer Wilki arbejder blandt børn og unge – oftest drenge – som er flygtet fra Afghanistan eller Syrien uden deres forældre eller familie. De er strandet i Grækenland, hvor Christoffer prøver at tænde lys i deres mørke. Her fortæller han om sit arbejde

Dan Biswas og Christoffer Wilki,  

dscn0672
Christoffer Wilki:

Faros:

Faros hjælper uledsagede mindreårige flygtningebørn og -unge samt sårbare flygtningefamilier i Athen, Grækenland. Faros er startet med støtte af International Aid Services (IAS DK) og flere danske kirker. Læs mere på www.faros.org.gr og støt arbejdet via MobilePay: 7534 5855 (mærk Athen).

Min dag veksler mellem at være på vores kontor og besøge de forskellige aktiviteter, som vi tilbyder i Athen. I Faros har vi tre arbejdsgrene:

– Faros Day Center, som indeholder vores drop-in center og shelter for uledsagede mindreårige flygtninge
– et familiecenter, Hope Center, for kvinder med børn
– et aktivitetstilbud for børn, der bor i en af de større flygtningelejre

Størstedelen af min arbejdstid går med rekruttering, træning og koordinering af frivillige. Vi har korttidsfrivillige fra hele verden, men vi er i gang med at engagere flere langtidsfrivillige fra vores græske partnerskabskirker for at skabe et bæredygtigt miljø, der er genkendeligt og trygt for de mennesker, vi hjælper. Udover dette bruger jeg min tid på engelskundervisning for drengene på drop-in centeret samt sportsaktiviteter som fodbold og beachvolley, der er et stort hit blandt dem!

Jeg vil bryde mure ned

Jeg færdiggjorde mit studium i februar og har længe haft en drøm om at komme til udlandet og arbejde. Gennem Roskilde Baptistkirke, som er engageret i Faros, kom jeg i kontakt med Dan og Patricia Kirk Biswas, der startede organisationen, og jeg mærkede virkelig, at deres hjerte for de flygtende børn og organisationens vision tiltalte mig.

Det er givende, om end til tider hårdt.

De seneste par år har jeg haft en voksende længsel efter at ’bryde mure ned’ mellem folk. Vi lader tit vores frygt adskille os fra mennesker, der ligner os mere, end vi tror. Når jeg lærer en flygtende person fra Afghanistan, Syrien eller et andet sted at kende over et spil skak eller en fodboldkamp, oplever jeg en stor følelse af mening, genkendelighed og medmenneskelighed på tværs af grænser og virkeligheder.

dscn0486

Det er normale børn og unge i en meget unormal og udfordrende situation, som har forårsaget nogle reaktionsmønstre, der til tider er fremmede for os. Trods traumatiske oplevelser, som er svære at sætte sig ind i, bærer disse børn og unge dog stadig på store håb for fremtiden og en evne til at smile. Det giver mening, at børnene udvikler sig og lærer engelsk og græsk, får nye venskaber eller bliver bedre til at passe på sig selv. At de for en kort tid får lov til at opleve den barndom og ungdom, som blev taget fra dem. Det er givende, om end til tider hårdt. Jeg får lov til at være en lille del af deres rejse mod en bedre fremtid.

Udover de personlige årsager motiverede det mig også fagligt at være med til at opbygge en frivilligkultur i et land, som ikke har den store tradition for frivilligt arbejde. Hvordan kunne jeg være med til at motivere almindelige grækere til at engagere sig i at gøre en forskel for alle de mennesker, som er kommet til deres land?

Guds hjerte for den lidende

Jeg oplever både lyse og mørke øjeblikke hernede. Når en dreng kommer og siger, at jeg har betydet noget for ham i en svær tid, og jeg ser, at den dreng har åbnet sig og udviklet sig, siden han kom. Det er en stor glæde. Samtidig føler jeg mig også magtesløs og nedslået, når jeg får indsigt i, hvad børnene går igennem og har gået igennem, og at man kun kan hjælpe dem delvis.

Med lukningen af grænserne er tusindvis af mennesker strandet i Grækenland.

For mig repræsenterer sådanne oplevelser to sider af, hvad det vil sige at forsøge at have Guds hjerte for de lidende. At tage del i genoprettelsen af det brudte og glæde sig, når forandring sker, men samtidig også være til stede i de undertryktes smerte og opleve den sammen med dem – håbe for dem. Jeg bliver mere afhængig af Kristus for at finde styrken, når alt udtrykker håbløshed, men også klar over, at er jeg fuldt udrustet i Ham til at være lys for mennesker omkring mig.

faros-kids-festival-to-elaionas-1

Konstant forandring

På nuværende tidspunkt er Grækenland den primære indgang til Europa for flygtninge, der kommer over Tyrkiet. Ændringer i konflikterne i Mellemøsten eller EU’s politik på området mærker vi derfor hurtigt i det daglige arbejde. Antallet af personer, der kommer over vandet, er faldet drastisk siden efteråret, men der ankommer stadig folk hver dag.

Da jeg kom i starten af året, var de græske grænser mod nord stadig åbne, og det medførte, at mange flygtninge kun brugte to-tre dage i Athen. Med lukningen af grænserne er tusindvis af mennesker strandet i Grækenland. Det medfører, at vi har uledsagede mindreårige flygtninge, som har brugt drop-in centeret i op til seks måneder, og som nu overvejer at søge asyl her i Grækenland. Det giver os muligheden for at skabe en anden, længevarende relation til barnet og få indblik i, hvordan vi bedst kan hjælpe. Vi må hele tiden tilpasse vores indsats til en situation i konstant forandring.

 

URL: https://baptist.dk/de-baerer-stadig-et-haab/