Relationer i cyberspace

Torsdagstanke

Relationer i cyberspace

Henrik Andersen,  

Hver anden torsdag åbner en særlig kanal i cyberspace. Den er forbeholdt otte voksne mænd fra Aalborg, der har sat 1½ time af til at diskutere livet og døden og alt i mellem. Et frirum med Google Meet som facilitator.

Vi logger os på mødet og lytter til ugens oplæg fra en af de andre deltagere eller diskuterer den seneste prædiken. Måske har vi set en film, hørt en podcast eller også er der et aktuelt spørgsmål, der kræver opmærksomhed. Der er plads til bøn, forbøn og forskellige meninger. Især det sidste. For vi har ofte meget forskellige meninger. Både om det vi tror på, og det vi stemmer på. Fællesskabets eneste regel er, at vi vil prioritere det.

Det var meningen, at vi skulle være et ”rigtigt” fællesskab – med fysiske møder. Det tog under fem minutter at aflive den idé. Vi er så forskellige steder både i livet og i verden, at afbud ville blive reglen. Men onlinemøder var en mulighed – og den bruger vi. Uanset om det er i bilen på vej hjem fra en arbejdsopgave, fra et hotel under en forretningsrejse eller bare som en pause under et besøg hos svigermor!

Hvis den kristne kirke skal have en chance i fremtiden, skal vi turde tro på relationer frem for traditioner. Hvis vi ikke tør udfordre traditionerne og få livet i kirken til at fungere sammen med livet i verden – så bliver vi nemt af verden i stedet for at være i verden.

PS… Vi mødes også IRL (”in real life” – nydansk for i virkeligheden) af og til. Så ser vi Aalborg spille håndbold eller drikker en øl sammen. Lige om lidt er der sommerafslutning – med ”stalddyrsbuffet” og EM-fodbold.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

URL: https://baptist.dk/relationer-i-cyberspace/