Hanne Kiel,
Det får som regel mig til at spørge: ’Hvad er det for en Gud, du ikke tror på?’ Når de så skildrer den Gud, de ikke tror på: Ofte en gammel mand med langt hvidt hår, der sidder på en sky – så er mit svar som regel, at det gør jeg heller ikke.
Så kan vi komme videre med den vigtige samtale om, hvem Gud er.
Hvem er den Gud, du tror på? Det er et afgørende spørgsmål. For dine forestillinger om Gud farver hele din opfattelse af livet og verden, og dine tanker om Gud er afgørende for, hvordan du ser på dig selv og på andre mennesker.
Hvis din tro tager sit udgangspunkt i skabelsesberetningens ord om, at Gud så, at det var godt, så er konsekvensen, at du vil se på dig selv og andre med milde øjne. Tager du derimod afsæt i beretningen om syndefaldet, så vil overskriften være, at du selv og alle andre er syndere og ramt af Guds vrede.
Så hvem er din Gud?
Paulus skriver til menigheden i Korinth, at her i livet ser vi Gud – ’som i et spejl’. Vi tænker, at det er jo klart og tydeligt, for vi er vant til kvalitetsspejle, der gengiver præcist, men i antikken var spejle slørede, upræcise og misvisende. Og det er netop Paulus’ pointe: Det, vi kan erkende om Gud, er kun brudstykker, men en gang skal vi kende Gud fuldt ud.
URL: https://baptist.dk/hvem-er-din-gud-hvor-kender-du-gud-fra/