Camilla Westen,
Der er over 200 børn fordelt på fire arbejdsgrene, Minimax 0-5 år, Supermax/King 6 år til 6. kl., J-Way 6.-9. kl og U! fra 9. kl. og op.
De forskellige grene holder til jævnt fordelt i kirkerne: Supermax i Missionskirken (Missionsforbundet), J-Way i Pinsekirken og Minimax og U! i Baptistkirken.
Der er to ansatte, som lønnes af de tre kirker tilsammen.
Man har valgt at sikre både ejerskab og genkendelighed ved, at der er en repræsentant fra alle kirkerne i hver ledelsesgruppe. Den overordnede ledelse er organiseret på samme måde.
”Vi har valgt ikke at lade os begrænse af ’kirkepolitik’ og ’frygten’ for at udhule de enkelte kirker. Det var vigtigere for os at skabe nogle levende og attraktive fællesskaber og tilbud både for kirkernes børn og for børn og unge fra vores by”, siger Michael Kaarby, præst i Pinsekirken.
Flemming Frandsen, formand i Missionskirkens menighedsråd, siger: ”Der er flere børn i det tværkirkelige arbejde, end der var før i de tre kirker tilsammen. Det er jo ofte sådan, at hvor unge mennesker er, kommer der flere.”
Jesper Pedersen er både formand for menighedsrådet i Baptistkirken Bornholm og leder i teenage-arbejdet. Han siger: ”Vi har haft solid opbakning fra vores lokale kirker og igennem hele forløbet fra vores tre kirkers børne- og ungdomsforbund, BBU, MBU og PBU, både økonomisk og med gode råd. Det forventer vi også i fremtiden. Vi kan konstatere, at rigtig meget er gået rigtig godt, og det skyldes alene de fantastiske medarbejdere og frivillige, vi har i vores lederteams. Selvfølgelig er der også nogle få områder, vi skal kikke nærmere på i fremtiden.”
Han fortsætter: ”Det er min erfaring, at når man snakker fælleskirkeligt arbejde, hvad enten det er økumenisk eller frikirkeligt, er det altid bedre at fokusere på og arbejde med de ting, man kan være enige om – for det er det meste. I stedet for at fremhæve de ting, der kan være problematiske ved samarbejdet.
Vi arbejder for et fælles formål, og jeg tror ærlig talt, at Gud hiver sig selv i håret af irritation. Vi mennesker skaber jo selv de her problematikker, som i bund og grund er ligegyldige. Vi er jo ikke i tvivl om, hvad formålet er med det hele.
Så selvfølgelig er der indgået kompromisser for at få arbejdet til at fungere fælleskirkeligt. Men det er sagen værd, så længe vi som kirker er enige om, hvad det fælles mål er: Nemlig at alle øens børn og unge skal have mulighed for at høre om Jesus Kristus som vores frelser og igennem Biblens ord få at vide, hvad der er rigtigt og forkert – set ud fra vores synpunkter som frikirker.”
URL: https://baptist.dk/faelles-om-at-vaere-kirke-for-boern-og-unge/