Hvordan er det muligt at tro på en Gud, der er almægtig, god og retfærdig – også i en verden præget af krig og ondskab?
Johannes Aakjær Steenbuch,
Lyt til artiklen her:
Åbn lyd i nyt vindueJohannes Aakjær Steenbuch
:
Spørgsmålet, om hvordan Gud kan være god, retfærdig og almægtig, når så meget ondt sker i verden, dukker naturligt op, når vi konfronteres med nyheder om krig, men problemet er langt fra nyt. Også oldtidens kristne måtte bakse med troen på Guds godhed i mødet med verdens ondskab. De kristne var jævnligt udsat for forfølgelser, de blev kastet for løverne, og det må have ført til grublerier over, hvordan den gode Gud kunne tillade den slags.
Problemet, som sidenhen kendes som theodicé-problemet, formuleres ofte som et abstrakt spørgsmål om, hvordan Gud både kan være god og almægtig, når der nu findes ondt. Det er dog næppe et spørgsmål, der kan besvares rent rationelt og filosofisk. Kun ved at tage omvejen ad evangeliet om Jesus’ død og opstandelse for os, kan vi forholde os til det onde og samtidig tro på, at Gud er god.
Det handler om gudsbillede, men også om menneskesyn. En række såkaldt ’gnostiske’ bevægelser hævdede i oldkirken, at den materielle verden var skabt af en ond og uduelig skabergud. Verden er derfor også ond, mente de. Frelse betyder at blive udfriet af verden, kroppen er et fængsel, som sjælen skal udfries af. Kristne teologer var uenige. Irenæus (ca. 125-202) og Teofilus (død ca. 185) gjorde det klart, at Gud har skabt verden god, og ikke ud af en ond materie. Vi kan derfor med glæde se frem til kødets opstandelse, for kroppen er ikke et fængsel for sjælen.
Det onde er fraværet af det gode, det er ikke et selvstændigt princip, men snylter på det gode.
Origenes (ca. 185-253) insisterede også på, at Gud er god, ligesom verden er skabt god. Det onde kommer fra mennesket, der har vendt sig væk fra Gud. Synd betyder fremmedgørelse fra Gud, der fører det onde med sig. Gud har skabt mennesket godt, men givet os mulighed for at vælge det onde. Det onde må derimod være ’intet’. Det onde er fraværet af det gode, det er ikke et selvstændigt princip, men snylter på det gode. Det onde er med andre ord ødelæggelse af Guds gode skaberværk, brudte relationer, manglende tillid og uvilje til at tage imod livet som en gave.
Det onde er som sådan ikke Guds vilje, mente Origenes, men Gud kan bruge det onde til at opdrage mennesker. Gud lader mennesker mærke syndens konsekvenser, for at de kan erkende behovet for Gud. Gud straffer ikke for straffens skyld, men altid kun for at opdrage og frelse. Det skurrer måske nok i moderne ører, der er vant til en anden pædagogik, men pointen er god nok, for det onde er begrænset, mens kun det gode varer evigt. Målet er altings genoprettelse, hvor alle bliver frelst. Når enden er god, er alting godt.
Korset er Guds ’Nej!’ til alt ondt.
Når vi spørger, hvordan en god og retfærdig Gud kan tillade ondskab i verden, er det ikke til at komme uden om evangeliet. Det er så meget sagt, at Gud tillader det onde, for korset er Guds ’Nej!’ til alt ondt. Der er masser af ondt i verden, men i sin død og opstandelse har Jesus overvundet det onde. Vi er forsonede med Gud én gang for alle, selvom vi stadig kan leve på den løgn, at det ikke er tilfældet.
Det er også en tankegang, der findes i oldkirken. Athanasius (ca. 296-373) insisterede på, at Gud nu engang har indrettet verden sådan, at menneskets synd fører døden med sig. Det er der ikke noget at gøre ved, for Gud er retfærdig. Gud er også god, og gør derfor det, der skal til for at frelse mennesket. Guds Ord tager selv syndens konsekvenser på sig ved at blive menneske og dø på vores vegne. Guds godhed og retfærdighed går på korset op i en højere enhed.
Gud virker ikke gennem rå magt, men gennem afmagt.
Gregor af Nyssa (ca. 335-395) er inde på noget lignende. Skal Guds retfærdighed, almagt og godhed gå op i en højere enhed, må frelsen udfolde sig historisk. Guds godhed kommer til udtryk i hans vilje til at frelse mennesker. Guds retfærdighed i, at han er villig til at betale den pris, som mennesket skylder døden på grund af sin synd. Guds magt kommer til udtryk i livets sejr over døden. Gud virker ikke gennem rå magt, men gennem afmagt. Derfor er det stadig muligt for mennesket at vende sig væk fra Gud.
Vi kan kun ville og gøre det gode med Guds hjælp.
Da Romerriget blev invaderet af barbarer, blev spørgsmålet aktuelt igen. Det var måske en fornemmelse af krise, der gav Augustin (354-430) et pessimistisk syn på mennesket. Synden er et grundvilkår i menneskelivet, og det vil sige, at vi ikke formår at frelse os selv. Vi kan kun ville og gøre det gode med Guds hjælp. Gud har sagt nej til det onde, men det onde er stadig en realitet. Vi kan ikke udrydde alt ondt af menneskelivet, men risikerer at gøre det hele meget værre, hvis vi tror, vi kan skabe det perfekte menneske eller det perfekte samfund.
Gud har sagt nej til det onde, men det onde er stadig en realitet.
Det minder os om, at vi stadig har brug for Gud. De mange forsøg på at forklare det onde rationelt, kommer til kort. Forsøget på at give en tilfredsstillende forklaring, der kan få os til at acceptere det onde, er vel nærmest en undvigemanøvre. Det nærmer sig ansvarsfraskrivelse at ville forklare det onde med et ondt princip i verden, fx en mytologisk størrelse som ’djævelen’. Det er at lægge ansvaret for det onde fra sig.
Kun ved at holde fast i evangeliet om Jesus’ død og opstandelse for os, er det muligt at se det onde i øjnene og samtidig tro på, at Gud er god og retfærdig.
Læs også “Gud – og kampen om Guds køn og personlige pronominer”.
URL: https://baptist.dk/gudsbillede-og-menneskesyn/