Henrik Andersen,
Åbn lyd i nyt vindueDet årlige præstekonvent i uge fem samlede 18 baptistpræster på Hotel Højbysø i Odsherred. Programmet bød på undervisning i kristen etik ved den amerikanske præst, teolog og etiker David Gushee. Men der var også plads til nadvergudstjeneste, gåture i naturen, Taizéandagt, besøg fra Frikirkenet og samtale om Genstart2025-processen.
David Gushee er en af de ledende stemmer i den amerikanske offentlighed for en nutidig kristen etik. Senest har han arbejdet meget med kirkens rolle i et sekulariseret samfund. Han kommer med glimrende bud på, hvordan vi kan føre en nuanceret og grundig teologisk baseret debat om de store etiske problemstillinger, der ofte deler kirken i dag.
Til daglig underviser David Gushee på Mercer University i Georgia, USA. Han er også tilknyttet International Baptist Theological Study Centre (IBTS) i Amsterdam som ekstern forsker og underviser.
Annemette Høgsbro fra Baptistkirken Nørresundby|Vodskov deltog for første gang i præstekonventet. Hun fortæller, at det var de gode diskussioner med præstekolleger og underviser, der gjorde størst indtryk.
Det er ikke første gang Bodil Højbak Møller fra Korskirken i Herlev er på præstekonvent. Hun er også begejstret for samtalen og diskussionerne: ”Der var flere førstegangsdeltagere og de bød virkelig ind. Det var så godt, at der var et miljø, hvor det var naturligt at byde ind og dele sine meninger.”
Det var især David Gushees undervisning om kristen etik, der indbød til diskussion og samtale. Bodil forklarer:
”Det er lidt som en pyramide. Det mest spændende og det vi altid diskuterer i kristen etik, er toppen af pyramiden. Kontroversielle spørgsmål om homoseksualitet, sex før ægteskab og så videre. Gushee peger på bunden af pyramiden. Hele det fundament, der skal bære alle de andre diskussioner. Alt det, der skal være på plads, før vi kommer til det, vi er uenige om.”
Præstekonventet begyndte med en nadvergudstjeneste. Bodil fremhæver øjeblikket:
”Lige der oplevede jeg et rum, hvor vi bare var sammen – i Kristus og om Kristus. Vi kommer med så meget forskelligt, men i gudstjenesten oplevede jeg en særlig harmoni. Det lyder mærkeligt, men det gav mig en helt særlig fornemmelse af fællesskab.”
På spørgsmålet om, hvad der overraskede mest under præstekonventet, siger Annemette:
”At opdage, at hvad jeg fremhævede om folkekirkens udfordringer i en pluralistisk virkelighed, da jeg skrev speciale på teologistudiet i 2009, i høj grad også gælder baptistkirkerne i Danmark i dag.”
Det er menighederne, der sender præsterne på konvent. Præsterne får frisk luft, god mad og kollegialt fællesskab. Men hvad tager de med hjem til menighederne?
Bodil fortæller, at hun i forbindelse med David Gushees undervisning blev påmindet om, at man som præst har en forpligtelse til at følge med og søge ny viden:
”Vi skal være lidt oppe på beat’et og forholde os til verden omkring os. Det lyder måske lidt voldsomt, men vi skal også følge med i forskningen. Det er godt med noget udsyn.”
Bodils refleksion er også, at hun ikke udelukkende kan diskutere kristen etik ved at søge dybere ned i teologien. Det skal være en forbindelse til det samfund, der omgiver menigheden:
”Vi er ikke kustoder – kirkerne er ikke museer. Selvfølgelig er bibelen og den kristne tradition ikke museumsgenstande, og vi skal sørge for at budskabet altid er relevant for samtiden.”
Som førstegangsdeltager fremhæver Annemette, at hun har fået en masse information med hjem om baptismen og baptistmenighederne i Danmark i dag. Men også en masse inspiration til diskussion af både menighedernes og BaptistKirkens fremtid. Annemette fremhæver også, at præstekonventet har givet hende stof, inspiration og konkrete metoder til diskussion af vores virke fremover.
Som medlem af BaptistKirkens ledelse glæder Bodil sig også over kollegernes engagement i Genstart2025-processen. Den afsatte tid i programmet rakte ikke, men der var enighed om at bruge mere tid og fortsætte samtalen.
”Det var rart at opleve, at folk havde så meget, de gerne ville dele. Det var en god oplevelse, som jeg tager med hjem. Præsterne er også kulturbærere og ledelsen kan ikke bære Genstart2025 igennem uden præsternes engagement. Alle havde noget at byde ind med. Det var godt.”
Præstekonventet fik også besøg af Michael Wandt Laursen, generalsekretær i Frikirkenet. Michael fortalte engageret om projektet ”Lad os tale om tro”. Et projekt som BaptistKirken også deltager i: I løbet af foråret 2024 udkommer en række videoer med samtaler, der kan bruges som inspiration til samtale med kirkefremmede. Michael fortalte også om sin rolle som tovholder på de ugentlige andagter for folketingspolitikere på Christiansborg.
Præstekonventet har givet anledning til mange refleksioner. En af Bodils lyder således:
”Man bliver mindet om, at det kollegiale fællesskab er vigtigt, når man mødes med andre i samme situation. Det er virkelig vigtigt for os at mødes – som fællesskab og som kirkesamfund.”
URL: https://baptist.dk/man-bliver-mindet-om-at-det-kollegiale-faellesskab-er-vigtigt/