Ebbe Holm,
Lyt til artiklen her:
Åbn lyd i nyt vindueVi har mange holdninger i vores kirke – både kirkens ledelse, menighedsråd og aktive i menighedernes aktiviteter. Og så er der dem, som altid siger noget ved punkt ’Eventuelt’ på de talrige dagsordener, der regulerer vores kirkelige arbejde. Vi véd altså, at det er besværligt at gennemføre ændringer i vores menigheder på grund af ’ikke umiddelbart flytbare meninger’.
I Korskirken i Herlev – til det, vi kaldte ’Korskirkedagen’ – skulle vi i dagens løb gå en tur med et andet medlem. På en halv time skulle vi fortælle hinanden, hvem vi hver især var, og hvad vi kunne tænke os, der skulle ske med vores menighed.
Én fandt ud af, at ’ham det gamle snakkehoved’ med de altid korrekte meninger faktisk var rigtig rar og havde gode erfaringer og sympatiske holdninger. En anden opdagede glæden ved, at en ung mand i menigheden gerne ville gå tur med ’mig gamle kone’ – ikke bare for at få hende til at lave mad til spejderne, men også for at høre hendes mening.
Det blev en spadseretur, som skabte nye bekendtskaber. Og den ændrede manges fordomme.
Lad os i Genstart2025 gå en tur to og to og tale sammen – uden forud fastlåste meninger om hinanden.
Jeg ønsker, at rigtig mange vil lytte til hinanden. Måske vi kommer til at forstå, hvorfor andre mener dét, de gør. Vi er nogle, der gerne vil deltage positivt i BaptistKirkens Genstart2025, også selvom andre vil sige, at vi ’helt sikkert ikke er til at ændre’.
Dybt i baptisternes DNA ligger Balthasar Hübmaiers beskrivelse af, hvordan man lader sig overbevise: ”Det skal ske ved hellig vejledning – ikke ved tvang, men venligt”.
URL: https://baptist.dk/lad-os-gaa-en-tur-sammen/