Kirkens fællesskab går på tværs af alder og kan give plads til, at børn og unge kan gøre en forskel. Det kan skabe øget trivsel.
Anne Thompson,
Lyt til artiklen her:
Åbn lyd i nyt vindueAnne Thompson
Hvis vi gerne vil hjælpe børn og unge til øget trivsel, kan kirken særligt udnytte, at vi er et fællesskab på tværs af forskellige aldre, og at vi i fællesskabet kan give plads til, at børn og unge kommer til orde og får lov at gøre en forskel.
Meget af vores liv leves opdelt i aldersgrupper. I daginstitutioner, i skolen, på arbejdspladsen, til fritidsaktiviteter – og ja, ganske ofte også i kirken. Derudover betyder måden, vi har indrettet os på som samfund, at børn og unge i høj grad skal leve op til bestemte forventninger og krav.
Det første betyder, at børn og unge ikke nødvendigvis er en del af et større fællesskab, der rækker ud over en specifik aldersgruppe eller interesse. Det andet betyder, at børn og unge ikke får en erfaring af at kunne gøre en forskel hverken for sig selv eller for andre.
Begge dele er kirken perfekt positioneret og skabt til at kunne give mennesker i alle aldre og størrelser.
Det kan vi bruge til at skabe muligheder for at udvikle relationer på tværs af generationer.
Menigheden består i sin natur af mennesker i forskellige aldre. Det kan vi bruge til at skabe muligheder for at udvikle relationer på tværs af generationer, så unge voksne fx lærer teenagere at kende, eller børn møder andre voksne end deres forældre.
Vi kan arbejde med vores tankegang og arbejdsformer, så børn og unge i større grad kan blive en del af vores tjeneste-teams i menigheden. For selvom børn eller unge ikke kan bære samme ansvar som voksne, kan de sagtens hjælpe og ofte bidrage værdifuldt til arbejdet.
Børn og unge kan i større grad blive en del af vores tjeneste-teams i menigheden.
Dermed kan menighedens fællesskab noget, som ingen forældre eller familie er i stand til. Her kan børn og unge blive en del af at større fællesskab bundet sammen ikke af familiebånd eller alder, men af tro, arbejdsfællesskab eller en delt interesse for lyd, mission eller noget helt tredje.
Menighedens fællesskab kan give børn og unge andre mennesker end deres forældre at spejle sig i, så de møder mennesker, der har samme måde at møde Gud på, lignende interesser eller andre øren at lytte med.
Den sunde menigheds fællesskab er udadvendt, og mange menigheder har missionsprojekter, diakoni eller andre muligheder for at hjælpe og gøre en forskel for andre mennesker. Netop det at have udsyn og øve indflydelse ved at engagere sig og gøre en konkret forskel for andre er med til at skabe trivsel, selvtillid og oplevelsen af at bære et ansvar.
Forslag til videre læsning:
Rachel Turner: It takes a church to raise a parent. Creating a culture where parenting for faith can flourish. www.BRF.org.uk.
Linda Andernach Johannesen: En kirke uten vegger. Å formidle troen i en skiftende tid. Luther Forlag.
Egil Svartdahl: Gi det videre. En menighet for alle generasjoner? Hermon Forlag.
Hvis du vil gøre én ting – udover at opmuntre menighedsrådet til at arbejde med at prioritere børn og unge generelt – så tag dig tid til at lære et barn eller en ung at kende. Lær deres navn, begynd en samtale, vis interesse for dem. Også selvom det føles nyt og fremmed for dig.
Det første skridt, vi som menighed kan tage for at mindske børn og unges mistrivsel, er helt enkelt, at interessere for os for dem og begynde at danne venskaber med dem.
Tag dig tid til at lære et barn eller en ung at kende.
Kirken består i sin natur af mennesker i forskellige aldre, hvor alle får lov til at deltage aktivt i fællesskabet. At arbejde på at styrke børns og unges muligheder for at danne relationer i menigheden og deltage aktivt i fællesskabet vil ikke bare gavne børns og unges trivsel, men også menighedens trivsel.
URL: https://baptist.dk/brug-kirkens-styrker/