Baptistspejdere får penge til bæredygtig renovering af spejderhuse

Baptistspejdere får penge til bæredygtig renovering af spejderhuse

Skeespejderne, Holbæk- og RegstrupSpejderne og Rønne kreds modtager 690.000 kroner fra Den A.P Møllerske Støttefond

Henrik Andersen,  

Rundt omkring i Danmark findes der 2.000 spejderhytter og kredshuse, der hver uge er mødested for godt 100.000 børn og unge i FDF-skjorte eller spejderuniform. Mange af disse bygninger er af ældre dato og trænger til en gennemgribende renovering eller udskiftning. Derfor har Den A.P Møllerske Støttefond sammen med FDF og Spejderne sat et ambitiøst projekt til 80 millioner kroner i gang. Penge skal bruges til både at udvikle fremtidens bæredygtige spejderhytte og til at renovere eksisterende bygninger.

Skeespejderne

Foto: Skeespejdernes Facebookside

Skeespejderne skriver blandt andet på deres Facebookside:
”Skeespejderne har fået bevilget hele 350.000 kroner fra Den A.P Møllerske Støttefond til nye døre og vinduer i vores spejderhus i Skee. Det er en kæmpegave at få, og det giver os mulighed for at udskifte gamle støbejerns-vinduer med et-lags glas fra 1898 til moderne tre-lags lav-energi vinduer og døre i træ og aluminium, der er tætte og vedligeholdelsesfri.”

Spejderhuset i Skee var oprindelig en kirkebygning tilhørende Midtsjællands Baptistmenighed. Skeespejderne overtog bygningen, da den ikke længere blev brugt til kirkelige formål.

Foto: Skeespejdernes Facebookside

Kredsrådsformand for Skeespejderne Dan Billeskov siger på Facebook:
”Det vil betyde en verden til forskel for vores energiforbrug og vores muligheder for at kunne udnytte huset på en helt anden måde i fremtiden. Det er vores plan at udvikle både på huset og på grunden, så det også i fremtiden er et attraktivt sted at være spejder.”

Skeespejderne håber, at denne donation er den første i rækken af mange flere: For planer og drømme og aktive spejdere er der masse af i gruppen.

Holbæk- og RegstrupSpejderne

Foto: Holbæk- og RegstrupSpejdernes Facebookside

– fortæller også om donationen på 250.000 kroner på deres Facebook-side:
”Holbæk- og RegstrupSpejderne skal bruge de 250.000 kr. til at udskifte taget på spejderhytten på ”Grønne hjerte – gennemstrømmer byen” i Regstrup, som spejderne selv byggede i 1973.

I projektet er der også indtænkt, at tingene skal være så vedligeholdelsesfri som muligt.

For ikke at bebyrde kommende generationer med for mange opgaver, vil trædele på tagfoden og gavle blive skiftet til eternit og tagrender bliver lavet i stål.

Dette er første skridt mod også at kunne installere solceller på taget af hytten.”

Holbæk- og RegstrupSpejderne er dybt taknemmelige over den fine donation. De ser frem til at hytten i Regstrup også i fremtiden er et attraktivt sted at være spejder.

Baptistspejderne i Rønne

Foto: Søren Kofoed

Søren Kofoed, kredsfører i Rønne, skriver ”Tillykke” i en kommentar på Holbæk- og RegstrupSpejdernes Facebook-side. Søren fortsætter kommentaren:
”Vi fik 90.000 i Rønne, selv om vi ”kun” havde søgt om 89.000 til nye energivenlige vinduer og døre og en ny og tæt gavl.”

Der er stadig liv i baptistspejderne

Der findes fortsat aktive og levedygtige spejderkredse ude i landet. Det er engagementet i forhold til at skaffe ekstern finansiering et bevis på. I BaptistKirken er der i fornyelsesprocessen ”Genstart 2025” blandt andet fokus på at styrke arbejdet med børn og unge. Det vil være fantastisk hvis de levedygtige spejderkredse kan hjælpe med at skabe levedygtige menigheder.

URL: https://baptist.dk/baptistspejdere-faar-penge-til-baeredygtig-renovering-af-spejderhuse/