Et fællesskab, der betyder mest for dem, der har det sværest.
Ole Lundegaard,
Artiklen findes også som lydfil – lyt med her:
Åbn lyd i nyt vindueOle Lundegaard
Efter 2. verdenskrigs afslutning i 1945 begyndte en periode med selvransagelse blandt verdens nationer. Krigen havde afsløret, hvor farligt det er at lade had og nationalisme vokse uhindret. Verden havde brug for et forum, hvor folk og grupper kunne mødes med deres forskelligheder, men i respekt for hinanden og i et ønske om at søge ikke-voldelige løsninger på konflikter. På den baggrund blev FN grundlagt i oktober 1945 af 51 lande, heriblandt Danmark.
Krigen førte også til selvransagelse blandt verdens kirker. Der havde allerede tidligere i 1900-tallet været gjort forsøg på at skabe et forum for verdens kirker på tværs af kirkeskel. Men efter krigen stod det klart, at verdens kirker måtte melde klart ud, at kristne kirker – uanset hvad de kalder sig – søger enhed med hinanden og ønsker at arbejde for forsoning i verden. På den baggrund blev Kirkernes Verdensråd (KV) stiftet i Amsterdam i 1948, og Det Danske Baptistsamfund var med blandt stifterne.
Man gik i gang med flere processer samtidig. Den ene var at skabe et forum, hvor kirker kunne diskutere deres forskelle i synet på fx dåb og nadver, præstetjeneste, gudstjeneste osv. Det forum eksisterer fortsat, og selvom der stadig er store forskelle i kirkernes syn, er der dog her et forum, hvor man søger at forstå og acceptere hinanden og om muligt nå til større enhed.
En anden proces handlede om at søge enhed ved at fejre gudstjeneste sammen. Siden er økumeniske gudstjenester, hvor kristne fra forskellige kirker lovsynger Gud og lytter til Guds ord sammen, blevet en ganske naturlig del af kirkernes praksis. Det sker på en meget bevægende måde, når de store konferencer med alle medlemslande og kirker finder sted – senest i 2022 i Karlsruhe i Tyskland – men først og fremmest sker det lokalt rundt omkring i verden.
Et tredje fokus har været at pege på kirkens rolle som en surdej i de samfund, vi er en del af. Det handler om mission, menneskerettigheder og socialt arbejde.
I dag betyder KV mest for dem i verden, der har det sværest.
På nuværende tidspunkt er godt 350 kirkesamfund medlemmer af KV, og tallet stiger. Det er ikke mindst kirker på den sydlige halvkugle og fra verdens fattige og konfliktfyldte lande, der ønsker at være del af fællesskabet. Det hænger måske sammen med – og forstærkes af – at KV igennem de seneste ca. 20 år har fået et stadigt større fokus på at være et forum, der yder støtte til kirker, der er trængte, enten på grund af fattigdom, forfølgelse eller knægtelse af menneskerettigheder. Blandt andet er der et stigende antal baptistkirker fra Afrika, der i disse år finder, at KV er et fællesskab, der giver mening for dem. I dag betyder KV mest for dem i verden, der har det sværest.
Det er ikke nogen hemmelighed, at den gode sameksistens mellem kirker ikke kommer af sig selv. Det gør den heller ikke inden for KV. Derfor rejses der også ofte kritik både indefra og udefra. Indenfor KV mener nogle, at bestemte kirkesamfund fylder uforholdsmæssigt meget eller er svære at samarbejde med. Udefra rejses kritikken ind i mellem, at KV er for politisk. Især fra evangelikalt hold finder nogle, at menneskerettigheder, retfærdighed, ikke-vold fylder for meget i forhold til mission og evangelisation – ikke desto mindre er de fleste af de nye kirker i KV netop evangelikale eller pentekostale.
Jeg har en dyb tro på, at Jesus’ kald til enhed betyder, at vi rent faktisk skal søge enhed.
Jeg har en dyb tro på, at Jesus’ kald til enhed betyder, at vi rent faktisk skal søge enhed, og derfor er KV – og alle andre økumeniske tiltag – en sag, jeg finder af største betydning. Hvis ikke kirkerne kan søge forsoning og virke for forsoning, hvordan skulle verden så tage imod vores vidnesbyrd om Fredsfyrsten?
Læs også “Når kirke staves med stort K” om KVs generalforsamling i 2022.
URL: https://baptist.dk/kirkernes-verdensraad/