Zing Tha Par Chia To
Da Zing Tha Par Chia To kom til Danmark som flygtning fra Myanmar, blev hun udsat for et stort kulturchok.
Renathe Zimmermann,
Artiklen findes også som lydfil – lyt med her:
Åbn lyd i nyt vindueZing Tha Par Chia To havde fuldført 10. klasse og arbejdede som butiksassistent, men der tegnede sig ikke en god fremtid for hende i Myanmar. Derfor greb hun muligheden for flugt for at få et godt liv. Zing rejste via Malaysia, hvor hun mødte sin kommende mand, Bik, til Danmark.
I Danmark kalder man selv ukendte mennesker ved fornavn, og man har øjenkontakt. Det ramte Zing og Bik voldsomt, da de kom hertil, for i Myanmar er det grænseoverskridende og frækt.
Parret kom til at bo hos en svoger og svigerinde, som havde seks års erfaring i Danmark, og det var godt. Men svigerinden var meget resolut og serverede straks smørrebrød med kniv og gaffel, men hvad stiller man op med det, når man er vant til at spise ris med ske og hånd? De gjorde, som de fik besked på og fik lært at spise som danskerne.
Til gengæld var det positivt og rart at blive mødt med tillid.
I sprogskolen mødte hun åbne og udspørgende lærere. Det oplevedes også underligt og fremmed. Det var ukendt i Myanmar. Til gengæld var det positivt og rart at blive mødt med tillid, og i Ølgod, hvor de kom til at bo, var der mange etniske danskere, der hjalp med de mange praktiske opgaver, som følger med, når man skifter land. Man er sårbar og usikker, så det var betydningsfuldt at møde mennesker, der viste næstekærlighed i form af tid og praktisk hjælp.
Zing Tha Par Chia To
Der er meget fra Myanmar, der ikke længere fylder hos Zing, men hun har en stærk overbevisning om, at det er vigtigt at have stor omsorg for de gamle og svage. Danskernes familiesammenhold opleves ikke så stærkt som i Myanmar, og det savner hun. Zing synes, det er fint, at gamle mennesker er på plejehjem, men hun lægger i sin opdragelse vægt på, at de gamles behov for omsorg og nærvær skal imødekommes af den nærmeste familie.
Heldigvis dannede Biks familie, en dansk reservebedste og et burmesisk reservebedsteforældrepar et tæt netværk omkring dem. Det var en stor hjælp, da børnene var små, og savnet af det velkendte og familien i Myanmar var størst.
Børnene føler sig danske. I begyndelsen af deres institutionsliv var der misforståelser, som skyldtes forskellige tolkninger af beskeder og regler. Nu er Zing enig i, at rammerne og reglerne er til for at få hverdagen til at fungere godt for børnene, og hun oplever, at der er god kontakt.
I Myanmar betyder det meget, at man besøger venner og familie hyppigt og spontant. Det er et savn, og Zing mener, at de uplanlagte og spontane besøg er en mangel i den danske kultur.
Sammen med familien har kirken og den levende tro en høj prioritet for ZIng og hendes familie. Lovsangen fylder en del, og der er altid program for både voksne og børn. Det er vigtigt for ZIng og hendes mand, at børnene møder sproget og kulturen i kirken, og det føles godt at udtrykke sig på eget sprog. Det er et stort ønske hos ZIng og Bik, at børnene hører Guds ord og tager det til deres hjerter, og derfor sendes de også i Indre Missions juniorklub.
Zing har fået lært, at det er fint at undre sig, og at stå ved, hvem man er: Når der er noget, hun ikke forstår, er det sikkert også andre, der undrer sig. Derfor spørger hun. Hun har lært at udtrykke sig og mener, at der skal tales om det, der er udfordrende. Vi er sammen om at løse udfordringerne.
Zings liv har ændret sig meget siden ankomsten. Hun er i dag taknemmelig for sit liv i Danmark og priser Gud. Men det har været svært. Der blev brugt mange kræfter på sproget, som var det sværeste, og på at integrere sig. Presset på en flygtningefamilie er stort, fordi krav om fuldtidsarbejde uden plads til sygdom eller ekstra fritid betyder, at sindet aldrig er i ro. Det er meget svært at få dansk statsborgerskab, og det kræver meget papirarbejde og fysisk fremmøde. Heldigvis er burmeserne gode til at hjælpe hinanden.
URL: https://baptist.dk/fra-ris-med-ske-til-smoerrebroed-med-kniv-og-gaffel/