Nixons reaktion
Denne artikel blev ad to omgange lagt på Facebook af Rasmus Hylleberg 29. april og 9. maj 2016
Rasmus Hylleberg,
I dag burde være en mindedag for ofrene i Burundis glemte folkemord, men i modsætning til her i Rwanda, hvor folkemordsmindesmærker er rejst overalt, er folkemordet i Burundi stort set glemt og begravet mentalt og bogstaveligt. Men barundi har fortsat mange ar på sjælen, som næppe heles så længe fortidens ugerninger er fortiede og ustraffede.
29. april 1972 angreb en lille gruppe hutuer nogle landsbyer i det sydlige Burundi, hvor de slagtede løs på alle tutsier i området både civile og regeringsfolk. Angrebet skete i en spændt atmosfære og efter flere år med systematiske drab på ledende hutu-personer. Blandt andet havde det daværende tutsi militær-regime henrettet samtlige hutu-medlemmer af parlamentet i 1965. Mellem 500 og 2000 tutsier blev dræbt i løbet af nogle få dage, og det kom til at koste hutuerne dyrt. Den 30. april iværksatte militærstyret en operation, der i løbet af nogle få måneder dræbte mindst 150.000 hutuer – godt og vel 5 procent ud af en befolkning på 3,5 mio.
… en operation, der i løbet af nogle få måneder dræbte mindst 150.000 hutuer
Den senere amerikanske ambassadør Robert Krueger, skriver følgende i sin 2007-bog om begivenhederne, der blandt eksperter kendes som det “selektive folkemord”, fordi ofrene var alle de hutu-mænd/drenge, der kunne læse og skrive:
“[President] Micombero instituted a genocide of monumental proportions, notable not only for its scale and effectiveness, but also for the silence and indifference displayed by the world … Estimates go as high as 300,000; at least 150,000 Hutus were certainly slaughtered, roughly 10-15 percent of the total male population at the time and probably 75 percent of Burundi’s educated Hutu. During that genocide any Hutu walking down the street with a pencil in his shirt pocket might be snatched by the military and summarily killed, since it indicated that he knew how to read and write. The executions were swift, merciless and virtually without opposition from within or without the country”.
Mens drabene foregik, var omverdenen tavs – men ikke uvidende
Mens drabene foregik, var omverdenen tavs – men ikke uvidende. Det var begivenhederne alt for åbenlyse til. Fra danske baptister, der var i landet, har vi gennem mange år fået øjenvidne-beretninger og kendt historien. Men takket være dokumenter, der er offentliggjort inden for de seneste 5-7 år af den amerikanske regering, kender vi nu også langt mere til de officielle vurderinger.
Allerede den 29. maj 1972 sender USAs viceambassadør Michael Hoyt et fortroligt telegram til Washington:
“In Bujumbura we were able to see when shouting men surrounded Hutus and clubbed them to death in the streets. The army throughout the country arrested and executed educated Hutus, including secondary school students. After a month we can assume only a relative handful of educated Hutus are still alive. The [killing] toll may be above tens of thousands … Trucks ply the road to the airport every night with a fresh contribution to the mass graves”.
Nixons reaktionReaktionen fra Udenrigsminsteriet i Washington var tavshed og ambassadøren blev forflyttet til Uganda, mens massakrerne var på sit højdepunkt. Imidlertid er det en interessant detalje, at de nyligt offentliggjorte dokumenter blandt andet indeholder et notat til præsident Nixon, der orienterer ham om massakrerne men indstiller, at USA ikke skal foretage sig noget. Sådan bliver det også, selv om Nixon med håndskrift noterer følgende:
“This is one of the most cynical, callous reactions of a great government to a terrible human tragedy I have ever seen … can we at least show moral outrage … under no circumstances will I appoint a new Ambassador to present credentials to these butchers.”
Folkemordet kostede en hel generation af hutuer livet
Men ikke engang moralsk fordømmelse endte det med, selvom massegravene blev flere og flere de følgende måneder. Folkemordet kostede en hel generation af hutuer livet, og hutuerne forblev undertrykte frem til de demokratiske vinde begyndte at blæse i 1990erne (kortvarigt, desværre). Blandt eksperter blev regimet omtalt som sort apartheid gennem 1970’erne og 1980’erne.
Et af ofrene i 1972 var faderen til Pierre Nkurunziza – Burundis nuværende præsident – der var medlem af parlamentet og var blandt de første, der blev dræbt. Det er et kuriosum, som viser, at historien om ikke gentager sig, så i hvert fald sætter sine tragiske spor ind i vores tid.
Æret være Burundis ofre.
Denne del af artiklen blev lagt på Facebook af Rasmus Hylleberg 9. maj 2016
“I den sydlige del af landet kom soldaterne og tømte en hel høj af gangen for hutu-mænd, kommanderede dem på en lastbil som sække i lag på lag med et par soldater med bajonetter øverst og kørte dem til de store massegrave i Bujumbura, hvor de blev hældt ud døde og levende mellem hinanden og dækket af bulldozere. (Et par flygtede elever fra sygeplejeskolen – der siden kom til Danmark – der holdt sig skjult i nærheden af massegravene i Bujumbura, har fortalt mig det).”
Sådan fortæller Torben Roulund, der var udsendt af BaptistKirken til Burundi fra 1962 og frem til massakrerne. Torben var læge og arbejdede på hospitalet i Musema og var nok den af de danske missionærer, der fik oplevelserne tættest ind på livet.
Ud af Baptistkirkens ledelse på 13 mand overlevede blot 2
Burundis Baptistsamfund, UEBB, blev som mange andre kirkesamfund og organisationer ufatteligt hårdt ramt. Ud af Baptistkirkens ledelse på 13 mand overlevede blot 2. UEBBs daværende generalsekretær Emanueli Semirwano gravede sin egen grav, da han blev indkaldt til møde med distriktslederen og pligtskyldigt troppede op. Ingen havde endnu fantasi til at forestille sig, hvor omfattende og systematiske massakrerne var. Det eneste spor efter ham var hans folkevogn, som Torben Roulund efterfølgende så soldaterne køre rundt i. Og det var kun begyndelsen.
”I vores hjørne af landet i Musema i nord kunne vi høre lastbilerne om natten, og de gik grundigt til værks ved at arrestere hutuer efter lister … En dag kom jeg kørende sammen med en af vores betroede sygehjælpere. På markedet tæt ved Musema blev vi standset, og han blev kommanderet ud af bilen trods vores protester. Jeg så ham aldrig mere. Bagefter blev også vores hospitalsdirektør Yohana Rumbete kaldt til forhør i kommunen. Jeg blev siddende uden for og ventede, til jeg fik ham med hjem. Men et par dage efter hentede de ham om natten. Jeg tog til de lokale fængsler, men ingen ‘kendte’ ham. Yohana så vi heller aldrig igen.
Torben Roulund blev arresteret og sat på et fly ud af landet
Efter et kritisk radiointerview med Danmarks Radio i maj 1972, blev Torben Roulund arresteret og sat på et fly ud af landet efter en lang nat i en fængselscelle – og de jagede hutuer mistede en aktiv fortaler, der modigt protesterede over massakrerne, mens resten af verden forholdt sig tavs og passiv.
Imens voksede dødslisterne, og baptistsamfundets ledere og medarbejdere faldt én efter én. Et kort uddrag fra bogen ”Burundi 1928-2003”, forfattet af Knud Rønne Hansen, der var udsendt i Baptistkirkens tjeneste i samlet 34 år i Rwanda og Burundi, giver et indtryk af tragediens omfang:
Hun blev dræbt efter at være tvunget til at bære sin mands lænestol op i lejren til soldaternes leder
”Rubura menighed mistede sin præst, Ezekiya Nyakamwe, og sin skoledirektør, Joasi Ntibategere, Sibomanas ældste søn. En anden af Sibomanas sønner, Jered Ntabatorwa, var leder af børneskolen i Bgari, og han blev også taget af soldaterne. I menigheden i Mataba blev pastor Filipo Nyamubgigiri dræbt med bajonetter, men der vidste menigheden dog, at han lå i en massegrav neden for vejen ind mod missionsstationen. Filipos hustru blev begravet længere oppe ad bjerget ved soldaternes lejr. Hun blev dræbt efter at være tvunget til at bære sin mands lænestol op i lejren til soldaternes leder der […] Fra Rubura forsvandt også de to parlamentsmedlemmer [begge baptister], Filippo Mbarushimana og Ciza Jeremiya, der i 1962 havde afløst Knud Rønne som leder af børneskolen i Rubura. I Musema blev flere af de ledende familier næsten udslettet ved massakrerne”.
Sibomana, der omtales ovenfor, var den første barundi, der besøgte Danmark i 1958, og Filippo Mbarushimana var far til Vianney, der i dag leder præsteskolen i Rubura. Mange baptister i den nuværende generation blev forældreløse i 1972.
Da massakrerne endelig stoppede, havde Burundis baptistsamfund mistet 111 ledende medarbejdere, som var dræbt, mens 147 andre var lykkedes med at flygte ud af landet. Stort set alle baptister med mere end syv års skolegang var dræbt eller flygtet. Som Knud Rønne afslutningsvist konstaterer, ”må Baptistkirkens overlevelse betragtes som et mirakel af den slags, som Jesus har lovet, da han sagde: ’Dødsrigets porte skal aldrig få magt over min menighed’.”
Æret være Burundis ofre
Æret være Burundis ofre – og velsignet være de barundi, både hutu og tutsi, der tror på, at miraklernes tid ikke er forbi, som arbejder for fred og forsoning og fastholder håbet om, at Burundi, som har lidt så meget, må få en lysere fremtid.
URL: https://baptist.dk/1972-1-og-2-burundis-glemte-folkemord/