Vibeke er klar til forandring

Vibeke er klar til forandring

Vibeke Dalsgaard, den nye formand for Baptistkirken i Danmark, er en engageret arbejdshest, der ønsker at gøre noget, før det går galt.

Renathe Zimmermann,  

Artiklen findes også som lydfil – lyt med her:

Åbn lyd i nyt vindue

En 11-årig pige ser sammen med sin far en gudstjeneste i TV, hvor en ung pige bliver døbt. Hun spørger, hvad der foregår, og svaret er, at det er baptister, der døber voksne og – ”det er jo nok det rigtige”. Pigen bliver meget grebet af det, går på biblioteket og låner alt om baptister og bliver en klog lille pige, der véd, at hun skal være baptist.

Men meget kommer i vejen – først konfirmationen og siden alt det andet, som følger med i Vibekes aktive liv, endda otte år i menighedsråd i Folkekirken, før tiden er inde til at ’komme hjem’ og blive døbt i baptistkirken. Vibeke beskriver sig selv som værende troende hele livet med en ”usvigelig sikkerhed om en kærlig far på jorden og en kærlig far i himlen”.

Den afgående formand. Per Beck, holder tale for Vibeke, efter hun er blevet valgt til ny formand.

Vibeke er ikke vokset op med kirkegang, men i et hjem, hvor man var meget aktive i KFUK-spejderne, og hvor der blev debatteret meget og med en far, der insisterede på, at man trods uenighed skulle tage stilling. Vibeke lærte at være med i samtalen: ”Når man rækker fingeren op og blander sig, bliver man valgt til ting.”

Den sociale indignation og lederen

Spejderarbejdet og Vibekes tidlige færd som leder indenfor pædagogfaget betød, at den sociale indignation vågnede, fordi hun så mange børn og familier, der havde det svært. ”Jeg opdagede, hvor privilegeret jeg var, og hvor mange der ikke var.” Vibeke måtte være med til at skabe andre vilkår, hvilket betød engagement indenfor politik i SF: ”Jeg har altid ment, at vi skal gøre noget, inden det går galt”. Vibeke er nu medlem i Det radikale Venstre, men har afmeldt formandskabet i lokalkredsen til fordel for ledelsesarbejdet i BaptistKirken.

Efter fire år i Ålborg Byråd med pause fra pædagogverdenen blev Vibeke klar over, at det var nødvendigt med noget mere viden om forandringsprocesser. ”Jeg forstod jo ikke, hvorfor noget gik godt og andet ikke.” En merkonomuddannelse blev begyndelsen, og herefter fulgte en diplomuddannelse i offentlig ledelse og en master i læring med speciale i forandringsprocesser. ”På universitetet lærte vi, at vi her hos os ikke synes noget. Vi véd det, eller vi undersøger det. Halvprivate holdninger duer ikke i det professionelle rum.”

En del af BaptistKirkens nyvalgte ledelse. Fra venstre Vibeke Dalsgaard. Christian Bylund, Tine Kragh, generalsekretær Torben Andersen, Bodil Højbak Møller og Lasse Åbom. Fraværende er Moses Lal Bawi Peng og Pia Duebjerg Andersen.

Det vil hun bl.a. bringe med til den nye ledelse i BaptistKirken sammen med den erfaring, at de vil blive mødt af mange holdninger og måske ikke så mange ’likes’. ”Dem skal vi give til hinanden. Men det er vigtigt at have de mange holdninger med i drøftelserne.”

Hvem er Vibeke?

Vibeke er et ordentligt menneske med en høj arbejdsmoral, stor ansvarsfølelse og et blik for de svage. ”Alle har nådegaver, men ikke alle gør så meget væsen af sig. Jeg ser dem og kan påskønne dem, selvom de arbejder i det stille.”

Vibeke har stadig sit sociale engagement og glædede sig meget, da vi som lille kirke udtalte os om de syriske flygtninge. ”Vi skal selvfølgelig ikke udtale os om alt muligt, men når det er nødvendigt med en kirkelig stemme, bør vi være der.”

Jeg har på mine gamle dage fundet en ro i at være elsket.

Som barn og ung havde Vibeke et lavt selvværd og troede, hun skulle gøre sig fortjent til andres kærlighed. ”Det ligger i mit DNA, at jeg skal gøre noget godt.” Vibekes skuldre bærer til tider meget af ansvaret, men hun er bevidst om, at det ikke er sandheden. ”Jeg skal altid huske på, at vi er flere om opgaven, og jeg skal have tillid til de andre.”

Energien og prioriteterne

Når man som Vibeke engagerer sig, er klar i mælet og ikke er bange for uenigheder, kan det ikke undgås, at man møder modstand. Her har troen og samtalerne med Gud givet Vibeke kræfter til at fortsætte med at kæmpe for det, hun mener, er det bedste. ”Jeg har også på mine gamle dage fundet en ro i at være elsket.”

Nu sidder jeg med en ledelse, der bestemt ikke er enige, og jeg bliver helt entusiastisk.

Smil og glæde kommer frem på Vibekes ansigt, når hun skal beskrive, hvor hendes energi kommer fra. ”Fra at være sammen med inspirerende mennesker med forskellige synspunkter. Selvom jeg er leder, er jeg også et udpræget holdmenneske, og jeg elsker uenighed og diskussioner, hvis det kan føre til konstruktive løsninger. Nu sidder jeg med en ledelse, der bestemt ikke er enige, og jeg bliver helt entusiastisk.”

”I min familie har vi som i min barndom altid diskuteret meget. På trods af, at vi er medlemmer af tre forskellige trossamfund og flere partier, er vi meget tætte, og vi deler synspunkter med stor fornøjelse.”

BaptistKirken

Vibeke er klar til at gå ind i revitaliseringsprocessen og er overbevist om, at det ender med en god fremtid for BaptistKirken. ”Vi har noget helt unikt at tilbyde omkring tro, demokrati og fællesskab, og det skal bevares. Jeg havde virkelig fornemmelsen af Helligåndens tilstedeværelse, da en krise blev ændret til et håb i løbet af den frokostpause, hvor menighederne fandt kandidater til ledelsen.”

Der er søsat mange gode initiativer de senere år, men det har ikke virket nok på helheden. Nu vil vi se på best-practice, samle det til en helhedsløsning og lave en synode eller et kirkemøde, som jeg kalder det.”

Den bedste beslutning, da jeg endelig blev døbt som 50-årig.

Vibeke glæder sig, fordi det jo handler om den kirke, hun elsker. ”Jeg tog den bedste beslutning i mit liv, da jeg endelig blev døbt som 50-årig.” Vibeke er meget taknemmelig for den måde Pandrup menighed bød hende velkommen, ydede omsorg og gav plads.

Tiden skal fordeles skarpt, men børnebørnene på 8 og 15 vil stadig blive prioriteret højt, og ”Jeg er god til at prioritere mellem arbejde og fritid.”

Mød Vibeke og hør hendes introduktion til arbejdet.

URL: https://baptist.dk/vibeke-er-klar-til-forandring/