Denne artikel skulle gerne opbygge læseren. Men den stiller også spørgsmål, der vækker til omtanke. Den handler om ’troen på Gud Helligånd’, som den kommer til udtryk i nogle af kristenhedens kirker.
Bent Hylleberg,
De to oldkirkelige bekendelser taler begge om Helligånden. Den apostolske trosbekendelse (ca. år 200) fastslår ganske kort: ’Vi tror på Helligånden’. I trosbekendelsen fra Nikæa (år 325) og Konstantinopel (år 381) lyder det i den ældste form: ’Vi tror på Helligånden, som er Herre og som levendegør, som udgår fra Faderen, som tilbedes og æres tillige med Faderen og Sønnen, som har talt ved profeterne’. De formuleringer er – sammen med de bibelske udsagn om Helligånden – baggrunden for det, vi som kristne bekender om Helligånden i dag.
Her følger nogle bud. Helligånden er ’Den nuhandlende Gud’ eller ’Den udøvende magt i Gud’. Og mere dristigt: ’Den feminine side af treenighedens væsen: Trøsterkvinden, Vejlederen, Veninden’. Det sidste har sin baggrund i, at ’Ånden’ på hebraisk er et hunkønsord. Den dag i dag omtaler svenskerne Helligånden som ’Hun’. Hvad mener vi om at bekende, at det er Guds Søn (Jesus) og Guds Datter (Helligånden), der arbejder på at gøre os til Guds børn?
Helligånden er ’Den nuhandlende Gud’ eller ’Den udøvende magt i Gud’. Og mere dristigt: ’Den feminine side af treenighedens væsen: Trøsterkvinden, Vejlederen, Veninden’.
Normalt taler vi om Helligåndens person (identitet) og Helligåndens gerning (mission). Helligånden er en selvstændig aktør (person), der handler på samme måde som Faderen og Sønnen, dvs. Hun skaber og frelser (mission). Helligånden er altså ikke ‘kun’ en upersonlig kraft eller energi, men som Faderen og Sønnen er Hun en person, der varetager sin del i frelsens økonomi. Hun er Levendegøreren, der sammen med Sønnen fører alt, hvad Gud vil frelse, hjem til opstandelsens liv i Guds Rige. Når vi bekender troen på ’Den treenige Gud’, tilbeder vi ’Skaberen, Frelseren, og Fuldenderen’, der virker for at bringe alt det skabte – mennesker, historien, kosmos – til Guds evige Rige.
Det er forskelligt, hvordan vi i de kristne kirker erfarer, at Gud Helligånd er på spil. Blandt ortodokse kristne i Østkirken drejer det sig om forholdet mellem ’Sønnen og Ånden’ – om forståelsen af Guds indre liv, om treenighedens mysterium. I Vestkirken kom det primært til at handle om det, Helligånden gør: Romersk-katolsk teologi knytter Helligånd og præsteskab sammen. Helligånden formidles af biskoppen, hvis denne står i den apostolske tradition. Protestanter knytter Helligånden til Ordet, dvs. til forkyndelse og sakramenter. I de klassiske pinsekirker flyttes accenten fra det, Gud gør (det objektive) til vores erfaring som kristne (det subjektive) – Helligånden erfares via nådegaverne, især tungetalen. Men lige meget, hvor vi ligger eftertrykket, må vi spørge: Er det altid Helligånden, der handler? Eller skyldes det, der erfares, andre åndsmagter? Hvem eller hvad er på spil?
Helligånden er på spil i ’hele Gud folk’ – altså i menigheden.
Som baptister hører vi hjemme i Vestkirken, men vi er hverken katolikker eller protestanter. Døberne prøvede på reformationstiden at fastholde en balance: Som kristne erfarer vi Helligånden personligt. Heri ligner vi ’pinsefolket’. Samtidigt påpegede de, at Helligånden også virker via fællesskabet, men Hun er ikke knyttet primært til biskoppen (katolsk) eller til forkyndelse og sakramenter (protestantisk). Helligånden er på spil i ’hele Gud folk’ – altså i menigheden. I forordet til døbernes bekendelsesskrift fra 1527[1] hedder det: ’I alt dette har vi erfaret, at enheden med Faderen og med Kristus, som binder os sammen, har været hos os sammen med deres Ånd’. Menigheden som helhed er altså ’stedet’, hvor Gud formidler Evangeliet i dag.[2]
Gud har to hænder, hvormed han vil favne alt, hvad han har skabt. De hænder er hans Søn og Ånd.
I Vestkirkerne bliver Helligåndens gerning altså knyttet til kirkens liv, men med fokus forskellige steder. Det ser ofte ud, som om vi bekender troen på Den treenige Gud på denne måde: Vi tror på Faderen, Sønnen og Kirken! Vi lever fattigt med en sådan Helligånds-glemsel! Vi bekender med rette, at Helligånden er Sønnens Ånd, der frelser og udruster til tjeneste. Men vi fortrænger, at Helligånden tillige er Faderens Ånd, der skaber og opretholder vores verden.
Kan vi udtrykke det sådan: ’Således elsker Gud verden, at han sendte sin Søn og sender sin Ånd … ’?
Det er afgørende, at vi fastholder oldkirkens perspektiv på Helligåndens gerning. Vi kan beriges af Irenæus[3], der brugte et billede: Gud har to hænder, hvormed han vil favne alt, hvad han har skabt. Disse hænder er hans Søn og Ånd. Grundtvig har omskrevet billedet til en salme, hvori det lyder: ’Gud, vi er i gode hænder, / dine hænder, gode Gud! / Gud, vi er i dine hænder, / kærlighedens hænder to! / Dine hænder, sang de ældste, / er din Søn og Helligånd, / thi med dem du frelste, / løste vore trællebånd, / og af dem på barnesæde / evig mættes vi med glæde!’[4] Gud Fader vil favne alt det skabte. Derfor sender han Ånden og Sønnen ind i verden. Kan vi udtrykke det sådan: ’Således elsker Gud verden, at han sendte sin Søn og sender sin Ånd … ’?
Helligånden kalder os til at være med i Guds mission. Det sker på flere måder:
Helligånden former os efter Jesus´ billede og skaber kirken som dét fællesskab, der skal være redskab for og tegn på, at Guds rige er virksomt i verden. I alt dette har vi at gøre med Guds helliggørende Ånd, Spiritus Sanctus.
Helligånden og alle menneskers liv hører sammen på flere måder:
Det betyder, at Gud er på færde i sin verden, før vi som kirke når frem og ud! I alt dette har vi med Helligånden at gøre som Guds skabende Ånd, Spiritus Creator.
Prøv at analysere, hvilken Helligånds-forståelse I kan læse ud af de mest kendte Helligånds-salmer, som I synger? Hvilken forståelse af Helligånden afspejler de lovsangskor, I bruger? Hvordan stemmer det med denne artikels præcisering af, hvem Helligånden er, og hvad Hun vil?
Alt, hvad vi gør, kan ikke stamme fra Helligånden!
Når Helligånden har med mennesker – bl.a. biskopper, præster og menigheder – at gøre, så er der grund til at være på vagt. Alt, hvad vi gør, kan ikke stamme fra Helligånden! Vi må altid ’bedømme ånderne’ for at sikre, at det er Helligånden, der er på spil. Nævn nogle kriterier, der afslører, at det er Helligånden, der er på spil i Guds verden, i ’vores’ kirke og i dit liv!
Her følger fire kriterier, der kan pejle os ind på, om det er Helligånden, der sætter os og verden i bevægelse:
Kan disse kriterier bruges? Tilføj gerne andre!
1 Schleithembekendelsen, anabaptisternes (døbernes) første redegørelse for deres tros- og livsforståelse.
2 Se Matthæus-evangeliet kap. 18, vers 15-20, der blandt døberne kaldes ’Kristi regel’. Det, der her er beskrevet som Jesus Kristus’ nærvær, omtales også i Johannes-evangeliet. Denne beretning kalder vi ofte ’den johannæiske pinse’, idet Jesus ånder på disciplene (menigheden) og siger: ’Modtag Helligånden!’ Se Johannes-evangeliet kap. 20, vers 19-23.
3 Irenæus (ca.130-ca.200), der var biskop i Lyon i Frankrig, var den vigtigste teolog i det 2. århundrede.
4 Se Folkekirkens salmebog, nr. 675
5 1 Korintherbrev kap. 12, vers 4-12
6 Se Apostlenes Gerninger kap. 2 om pinsens begivenhed
7 1 Mosebog kap. 1, vers 2; se også Salme 104, vers 24-30
8 Johannesevangeliet kap. 3, vers 8
9 Galaterbrevet kap. 5, vers 13-26, især vers 22
URL: https://baptist.dk/helligaanden-den-feminine-side-af-gud/