Frygt er blevet et vilkår for mange mennesker i en tid præget af terrorisme.
Hvordan skal man leve med det vilkår? Det spørgsmål optager måske i særlig grad medlemmer af Det Jødiske Samfund i Danmark.
Dan Rosenberg Asmussen,
Det Jødiske Samfund i Danmark
Det jødiske samfund blev i februar 2015 udsat for et attentat, hvor en af vores frivillige vagter Dan Uzan blev koldblodigt skudt foran synagogen i Krystalgade. Det skete, mens han udførte adgangskontrol for at sikre, at en konfirmationsfest kunne foregå i fredelige rammer i menighedshuset bagved synagogen. synagogen. Angrebet skete som bekendt i forlængelse af skyderiet ved Krudttønden.
At leve med risikoen for terror er desværre ikke en ny tilstand for det jødiske samfund. Synagogen blev i 1985 udsat for et bombeangreb, der anrettede betydelig materiel skade, men som heldigvis ikke kostede menneskeliv. Dengang var det udtryk for, at Mellemøst-konflikten flyttede ud af Mellemøsten, fordi det var blevet vanskeligere at ramme Israel gennem terror. I dag er der tale om en langt mere bredt funderet islamistisk inspireret terror, som ikke kun retter sig mod jødiske mål.
Vi har valgt at sætte ord på risikoen og bruger mange ressourcer på at skabe øget sikkerhed via frivillige vagter og mekanisk sikring. Men i takt med at der i de senere år i Europa har været en del dødelige attentater mod jødiske institutioner udført af ‘lokale’ jihad-krigere, har vi været nødt til at bede politiet om bedre beskyttelse. Det har vi fået efter angrebet sidste år.
Jeg vil gerne tro, at terroristerne i virkeligheden opnår det modsatte af, hvad de ønsker.
Før attentatet har vi mange gange diskuteret, hvorvidt tilstedeværelsen af bevæbnet politi rent faktisk øger frygten, fordi det så tydeligt minder os om faren, og dermed skræmmer folk væk – eller om bedre bevogtning netop skaber tryghed, og dermed lægger en dæmper på frygten. Vi tør ikke undlade at bede om bedre bevogtning, og det er vores erfaring, at man kan vænne sig til de mest utrolige ting. Det hjælper nok her, at mange af os kender til indgående sikkerhedsforanstaltninger, når vi besøger venner og familie i Israel.
Altså at man bliver trodsig og insisterer på at leve et jødisk liv uden frygt.
Jeg vil gerne tro, at terroristerne i virkeligheden opnår det modsatte af, hvad de ønsker. Altså at man bliver trodsig og insisterer på at leve et jødisk liv uden frygt, når nogen forsøger at skræmme en. Jeg tror på, at det kan være tilfældet for mange voksne. Men jeg er også sikker på, at det er langt mere kompliceret og nuanceret, hvis man er forældre til børn og overvejer, om man skal sende dem i den jødiske skole.
Derfor var det også meget tydeligt efter angrebet sidste år, at Carolineskolens[1] forældre i direkte henvendelser til politikerne gjorde det klart, at man ikke længere turde sende børnene til den jødiske skole, hvis ikke bevogtningen blev taget mere alvorligt.
Færre bærer jødiske symboler i det åbne rum.
Hvis man kigger på de historiske erfaringer, vil man vide, at reaktionsmønstret kan være meget forskelligt. Af de danske jøder, der vendte tilbage fra Sverige og Therezienstadt efter krigen, var der nogle, som blev styrket i deres jødiske identitet. For andre førte oplevelserne til, at man fuldstændig fralagde sig sin jødiske identitet. For den sidstnævnte gruppe handlede det om, at man ville skærme sine børn mod de farer, man selv havde været udsat for, blot fordi man var blevet identificeret som jøde.
Vi ser også i dag, at færre og færre bærer jødiske symboler i det åbne rum – og slet ikke på Nørrebro! Om det er et udslag af frygt eller blot en fornuftsbetonet adfærd, kan naturligvis diskuteres. Så frygt er blevet til risiko, som vi forsøger at håndtere efter bedste evne.
1 Jødisk privatskole i København oprettet i 1805. Udover de almindelige skolefag undervises eleverne i jødisk religion, kultur og historie samt i hebraisk.
URL: https://baptist.dk/at-leve-med-frygten/