Serie om dåben
Mange bliver martyrer i disse år. En martyr er et religiøst menneske, der vidner med sin bekendelse og sit liv. Derfor kaldes en martyr både trosvidne og blodvidne. En martyr går altså i døden for sin tro.
Bent Hylleberg,
Der er forskel på martyrer. Nogle ønsker at dø – og tager andre med sig i døden. Vi burde kalde dem fanatikere eller terrorister. Andre nægter at fornægte deres tro – heller ikke, når de udsættes for tortur, der fører døden med sig. Det var sådanne vidner, de første kristne kaldte martyrer.
En kristen martyr fastholder sit vidnesbyrd om Jesus Kristus, selvom det koster ham eller hende livet. De første kristne martyrer var Stefanus[1] og Peter[2]. Det var strafbart at være kristen i Romerriget. Typisk lød anklagen mod de kristne, at de nægtede at ofre til kejseren. De stod i valget mellem at fornægte deres tro eller at blive henrettet. Mange valgte det sidste og blev efter deres død beundret som martyrer og helgener.
Et af de Jesus-ord, der hjalp martyrerne til at fastholde deres bekendelse, lyder: ’En dåb skal jeg døbes med, og hvor det knuger mig, indtil den er fuldendt’[3]. Her taler Jesus om dåben som et billede på sin egen lidelse og død, hvorved han holdt fast i sin identitet som Guds søn. Denne brug af ’dåb’ blev afgørende for martyrerne. Som døbte fastholdt de deres nye identitet som Guds børn – langt ind i døden. Andre kristne blev herved endnu stærkere i troen. Omkring år 200 skrev Tertullian: ’Vi bliver flere, hver gang vi mejes ned!’
På reformationstiden blev mange af vores forfædre og -mødre martyrer. Vi taler om ana-baptisterne, der opstod i Zürich i 1525. De byggede menigheder, som apostlene gjorde det. De brød altså med den enhed af kirke og kultur, der havde præget Europa siden 300-tallet. De blev i kraft af deres kirke- og dåbssyn hverken katolikker eller protestanter. Både den gamle og de nye barnedøbende kirker forfulgte døberne, og mange af dem blev enten brændt på bål, druknet eller hængt – af deres medkristne!
Døberne talte om dåben i tre former. Når de personligt hørte evangeliet og troede på Jesus Kristus som Herre, sagde de, at de var blevet døbt med Helligånd. Herefter lod de sig døbe i vand, idet dåb i Ånd og vand skaber Guds folk. De forstod kirken som et fællesskab af søstre og brødre, der under alle forhold ønskede at efterfølge Jesus og leve efter hans eksempel[4]. Det bragte mange af dem til martyriet. Som Kristus-vidner blev de – ofte ganske kort tid efter deres dåb i Ånd og vand – døbt med den tredje form for dåb: De blev ’døbt i deres eget blod’. Flere tusinde led den skæbne på få år.
Vi kender mange af de døbere, der i 1500-tallet blev martyrer. Det skyldes Martyrs Mirror, der udkom 1660 med martyr-historier og vidnesbyrd, især døbernes. Bogen indeholder tillige 104 kobbertryk, der viser samtidens frygtelige behandling af disse baptister, der ofte gik syngende i døden. Bogens titel lyder: ’Det blodige teater eller martyrernes spejl, der fortæller om forsvarsløse kristne, der blev døbt på bekendelse af deres tro, og som led og døde på baggrund af deres vidnesbyrd om Jesus, deres Frelser’[5] – en titel, der er lige så lang, som bogen er tyk med dens ca. 1.500 sider.
De fleste kender denne salme. Men ingen af os kan altid gå frejdigt! Det er dog heller ikke dét, salmen siger. Digteren skrev: ’Altid frejdig, når du går veje, Gud tør kende’. Det er straks noget andet. De kristne martyrer var frimodige, når de ’gik veje, Gud tør kende!’[6] Som døbte tilhørte de Den Korsfæstede og Opstandne Herre. Gennem blod-dåben gik de ind til Livet.
1 Apostlenes Gerninger kap. 6 og 7.
2 Johannes-evangeliet kap. 21, vers 15-19
3 Lukas-evangeliet kap. 12, vers 50
4 1. Peters brev kap. 2, vers 20-21
5 Se www.homecomers.org/mirror/
6 Se Christian Richardt: ’Altid frejdig, når du går veje …’, Salmebogen nr. 691
URL: https://baptist.dk/daab-i-helligaand-i-vand-og-i-blod/