På standby

TORSDAGSTANKE

På standby

Lone Møller-Hansen,  

Kan man være kristen på standby?

Standby betyder at være afventende, klar til at gå i aktion. Det bruges om vores elektriske ’hær’ i hjemmet, som med lysende dioder viser, at de venter på at komme i aktion.

Er det sådan at være kristen?

Vi er klar til sommer og de blege legemsdele har måske fået den første sol. Kirkerne drosler ned i aktivitetsniveau i juni, juli og august.

Er vi så personligt på standby? Klar til at gribe chancen og være kirke, når muligheden er der? Peter skriver i Bibelen, at vi altid skal være rede til at forsvare det håb, vi har. Paulus skriver, at vi skal bruge det gunstige øjeblik i samtalen med mennesker.

De er der lige nu 24/7. Der er en åbenhed overfor tro og spiritualitet, som vi ikke har set i et halvt århundrede. Så vi skal være kirke – hver især – på standby, klar til at fortælle om Jesus. Det navn er heller ikke længere tabu. Jesus er med i radioen. Der henvises til Jesus i teatre. Ikke altid med ærbødighed. Det er her, vi kommer ind.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

URL: https://baptist.dk/paa-standby/