Migrantmenighederne vil udvikling og samarbejde

Migrantmenighederne vil udvikling og samarbejde

Lidocafeen i Vejle lagde lokaler til BaptistKirkens første lederkonference for migrantmenigheder.

Henrik Andersen,  

I dagene 21. og 22. april 2023 mødtes ledere fra migrantkirkerne, foredragsholdere og BaptistKirkens ledelse til konference. Der var fokus på menighedsledelse, gudstjenesteledelse og lederskab i bibelsk perspektiv. Men der blev også plads til at diskutere de unges rolle i kirken og kvindernes plads i menighedernes ledelser.

Chin Chin (Biak Chin Par Lian) og Moses Lal Bawi Peng var ildsjælene bag konferencen. Undervejs i planlægningen var der usikkerhed om interessen var stor nok til at gennemføre arrangementet. Men det lykkede Chin Chin og Moses at samle cirka 35 engagerede deltagere.

Chin Chin fortæller om tankerne bag konferencen:
”Når vi holder lederkonferencer og præstekonventer i BaptistKirken, er der næsten ingen deltagere fra migrant-kirkerne. Det kan skyldes noget kulturelt, eller at man oplever en sprogbarriere, der gør, at man ikke har lyst til at udtale sig og deltage i debatten. Hvordan kan vi i BaptistKirken samle og engagere ledere fra migrantkirkerne? Sidste år prøvede vi med en slags temadag kun for Chin-menighederne. I år har vi så forsøgt at lave en konference for alle migrantkirkerne.”

Torben Andersen, generalsekretær i BaptistKirken, deltog i hele konferencen og havde også et indlæg undervejs.

”Det var en rigtig spændende konference. Men der var rigtig mange ord!” lyder det fra Torben, der fortsætter med at forklare, at der i forlængelse af alle indlæg var udpeget en deltager, der stod for spørgsmål og replik. De mange forberedte ord gav også anledning til overvejelse hos en anden deltager, Emmanuel Chinzah Van Ceu, præst i Chin Bethel Church i Skjern:
”Efter de forskellige indlæg havde vi kun kort tid til at stille spørgsmål, diskutere og kommentere. Jeg kan godt tænke mig, at vi næste gang får mere tid til at diskutere med hinanden og indlægsholderne.”

Emmanuel fremhæver det gode fællesskab og den gensidige interesse for hinanden under konferencen. Her er Emmanuel helt på linje med Jesse Thomas Za Iap, der bl.a. arbejder som frivillig i Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund, BBU:
”Jeg var meget glad for at møde nye ansigter. Selv om jeg er aktiv i kirken og i samfundet er det meget de samme chinfolk, jeg møder. Det var godt også at møde andre.”

Ungdommen

I forbindelse med indlæggene og undervejs i samtalen var der meget fokus på de unges rolle i fremtidens migrantkirker. Torben Andersen fremhæver indlægget ’Hvad er ungdommen for en størrelse?’ fra præst og Ph.d. i ungdomsteologi Christian Noval fra den katolske kirke. Noval talte om de unge og ungdommen set med teologiske briller. Torben fortæller videre:
”Gennemsnitsalderen var noget lavere, end på de andre lederkonferencer, vi holder i BaptistKirken. De unge ønsker at få indflydelse i kirken. Og de er rigtig gode til at sige tingene ligeud!”

Jesse Thomas Za Iap fortæller om sin oplevelse:
”Det bedste – eller det, jeg fik mest ud af ved de forskellige oplægsholdere – var, når de kom ind på unges udfordringer i de etnisk danske kirker. Det er præcis de samme udfordringer, vi står overfor lige nu i Chin-kirkerne: Hvordan involverer vi de unge, så de får mere lyst til at komme i kirken.”

Emmanuel Chinzah er enig med Jesse. Han peger på, at der i Chin-menighederne er behov for, at flere unge oplever et kald til at tjene som ungdomsmedarbejdere og måske senere som præster.

Emmanuel fortæller videre:
”Vores kirke i Skjern har 20 års jubilæum næste år. De første flygtninge fra Myanmar har endda oplevet at blive bedsteforældre, mens de har boet i Danmark. Aldersmæssigt er vi nu tre – fire grupper. Vi oplever store udfordringer, blandt andet med sproget. Vi prøver en løsning med mini-gudstjenester: De skal være på dansk eller engelsk. Jeg vil gerne, at vi ikke er en mono-etnisk, men en multi-etnisk kirke. Vi vil gerne inkludere flere i fællesskabet – også flere unge.”

Hvordan kommer vi mere på tværs?

På trods af konferencens overskrift er det arrangørernes ønske at få et bredere deltagerfelt, når konferencen – forhåbentlig – gentages næste år. Chin Chin håber, at etnisk danske menigheder vil deltage i fremtiden og derved få indsigt i, hvad migrantmenighederne kan.

Emmanuel støtter Chin Chin:
”Jeg kunne godt tænke mig at mødes mere på tværs af etnicitet og spejle os i hinandens oplevelser. Vi har meget at lære af hinanden.”

Jesse er enig i, at vi mangler at møde hinanden på tværs af etnicitet. Han har også et konkret forslag til, hvordan vi kommer videre:
”I Chinkirkerne har vi en tradition, hvor en kirke besøger en anden kirke på en weekendtur. Det er et meget kendt system i chinkirkerne. Noget lignende kunne man måske lave mellem de etnisk danske menigheder og chinkirkerne? Måske skulle man begynde med de unge, for der ville sproget ikke være en barriere.”

Jesse opfordrer de unge til at tage en lederrolle i kirkerne, deltage i konferencen og være rollemodeller for andre. Men Jesse konstaterer også: ”Men det handler jo om frivillige uanset alder og hvis de frivillige ikke vil deltage, så er der ikke så meget at gøre.”

Målet blev nået

Chin Chin synes, at konferencen nåede sit mål:
”Formålet med konferencen i år var at fokusere på de emner, der er relevante i migrantkirkerne, fx forholdet til de unge, der skal balancere mellem kulturerne og det at være kirke i en fremmed kultur.”

Der er dog fortsat udfordringer for migrantkirkerne, der skal hjælpe de unge med at finde balancen i livet og troen. Og der er udfordringer i at få en ny balance i samarbejdet mellem migrantkirkerne og de etnisk danske kirker, til glæde for alle.

 

Læs programmet for konferencen her

URL: https://baptist.dk/migrantmenighederne-vil-udvikling-og-samarbejde/