Da jeg sluttede på arbejdsmarkedet, skulle der ske noget. Beslutningen var rigtig, og overgangen til et nyt livsafsnit skulle markeres.
Kirsten Nielsen,
Hør lydfilen til artiklen her:
Åbn lyd i nyt vindueKirsten Nielsen:
Jeg valgte at gå en god bid af Camino Francés for at lægge arbejdslivet fra mig, og jeg begyndte vandringen i Burgos, 483 km fra målet, Santiago de Compostela.
Det var mit eget projekt, og først sent i planlægningen fik min mand mulighed for at tage en uges ferie og dermed begynde sammen med mig. Det var godt at være to i starten, så vi sammen kunne finde ud af, hvordan det hele fungerede, men da jeg blev alene, kom jeg lettere i snak med andre, og nogle af de samtaler var hele turen værd.
Man siger, at Caminoen ikke giver, hvad man forventer, men i stedet det, man har brug for. Det kom til at passe flere gange, bl.a. den dag, hvor jeg skulle overnatte i en by, hvor det kun var muligt at få en overkøje i en seng midt på gulvet. Det havde jeg hidtil undgået. Jeg stod vel og så lidt beklemt ud, da det hele pludselig løste sig, og jeg blev tilbudt et dejligt og billigt værelse med eget bad – en udsøgt luksus på sådan en tur.
Man siger, at Caminoen ikke giver, hvad man forventer, men i stedet det, man har brug for.
I det hele taget var imødekommenheden og hjælpsomheden enestående. Folk trådte til side for hinanden, gav en hånd og inkluderede hinanden. Jeg oplevede det på en særlig måde en tidlig morgen, hvor jeg var stået op, inden det blev lyst. Jeg havde overnattet i en by, der lå højt hævet over en flod, og for at komme videre skulle man ned ad en lang stejl stentrappe. Denne morgen blev jeg mødt af en mur af tæt tåge.
Jeg står øverst på trappen og fumler lidt med at få tændt min pandelampe. Hen til mig træder en amerikansk kvinde, med ordene: ’Skal jeg lyse for dig’? Nede ved floden slutter en colombiansk kvinde sig til os. Vi tre følges ad op og op og op igennem tågen og mørket. En meget vanskelig tur jeg ikke gerne havde taget alene.
På Caminoen føler man sig tryg, og kan tillade sig at være det.
På Caminoen føler man sig tryg – og kan tillade sig at være det. Man hører ikke om overfald, tyverier og lignende. De to kvinder fortalte på vejen op, at det i deres hjemlande ville være helt utænkeligt at gå sådan en tur alene. De ville som kvinder være alt for udsatte for overfald. Jeg ville godt turde det i mit land.
Caminoen indbyder i al sin enkelthed til at sætte det ene ben foran det andet, mens man holder en pause fra hverdagen og giver sig tid til at tænke. I den proces lærte jeg noget lige så enkelt, nemlig, at det er dejligt at kunne selv, og at ingen skal bære mine byrder, hvis jeg godt selv kan. Otte kilo på ryggen er ikke meget, men det er berigende at finde ud af, hvor lidt man kan nøjes med og stadigvæk have det fint.
Jeg oplevede også, hvor meningsfyldt det er at tale med mennesker fra hele verden og se alt det, vi kan være fælles om. På trods af at jeg var ældre end de fleste på ruten, var min byrde let at bære i forhold til de mange, der går Caminoen, fordi livet har ramt dem ubarmhjertigt. At stoppe med arbejdslivet er bare overgang til en ny virkelighed.
Ordene: ’Skal jeg lyse for dig?’ fik en særlig betydning for mig både den pågældende morgen og videre hen. Når jeg tidligt om morgenen gik i mørket med min pandelampe tændt, hørte jeg, hvordan dagen begyndte, og jeg oplevede de smukkeste solopgange – hver dag lidt smukkere end dagen før.
Lidt senere på dagen gik jeg og hørte gode romaner, og inden jeg skulle sove, hørte jeg tit Arne Andreasens smukke salmer. Især salmen: ’Må Herren lyse for din fod’, blev min! Den er som skabt til vandring og meditation. Ordene er ren velsignelse, men nyd også gerne hans melodi og Janne Winds dejlige stemme.
Må Herren lyse for din fod, så du kan finde frem,
og må vinden være varm og god, må vejen være nem.
Og må Herren give kraft på ny, når du er uden mod.
Må dit mørke blive morgengry med lys i overflod.
URL: https://baptist.dk/skal-jeg-lyse-for-dig/