- Enjoy! sagde tjeneren, da hun satte tiramisú og latte foran min ven og mig.
Mads Lindholm,
Min ven og jeg var nået til begyndelsen på slutningen af en god frokost. Det var længe siden sidst, og vi havde rundet det meste af verdenssituationen.
– Er det noget, vi ikke har fået talt om, spurgte jeg, mens jeg nippede til desserten.
– Tro! sagde min ven.
Og det var sandt. Blandt alle de emner, vi havde været inde på, havde tro ikke været ét af dem. Det kunne det for så vidt nemt have været, for troen fylder i begge vores liv. Men det fik os til at tale om, at det er et emne, vi mærkelig nok taler for lidt om. Og ikke kun os to omkring bordet, men det mere kollektive vi.
– Det virker som et tabu, sagde min ven. Det er måske én grund. Måske er en anden, at vi har mistet sproget for troen. I gamle dage havde mennesker ånd og sjæl. I dag er det paradoksalt nok oftere ord, vi bruger om arkitektur: Stuen har sjæl, rummet har ånd.
Et par dage inden var jeg tilfældigt stødt på forfatteren Jens Christian Grøndahls bog Min svage tro, hvor han fortæller om sin egen trosrejse. Et godt stykke inde i livet får kristendommen en ny betydning for ham, godt hjulpet på vej af hans hustru. Det er ikke så meget en fortælling om troen som destination. Men mere om de spørgsmål, troen rejser.
Det fik mig til at tænke på den forkætrede præst, Thorkild Grosbøll, som i et interview engang har sagt, at ’for mig er Gud spørgsmålet’, og han fortsatte: ”Et fantastisk spørgsmål, man kan stille til sit liv”.
Jeg har engang forsøgt at folde min begejstring for Gud som spørgsmål ud i en kirkelig sammenhæng. Og det var vist én af de gange, hvor mine tanker om tro resulterede i, at et velmenende menneske lagde hovedet på skrå og sagde, at hun ville be’ for mig …
Jeg tror, min ven og jeg fortsætter samtalen om tro, når vi sætter skeen i desserten næste gang, vi mødes til en frokost.
Tiramisú betyder i øvrigt ’løft mig op’, så det må være den rigtige ret til formålet.
Enjoy!
URL: https://baptist.dk/tiramisu-og-tro/