Else Kragelund Holt
Der er ikke ét enkelt syn på krig i Det Gamle Testamente. Tværtimod!
Else Kragelund Holt,
Else Kragelund Holt
Der er forskel på, om man fører angrebskrig, eller man selv bliver angrebet af andre, måske mægtigere magter. For det gamle Israel var det sidste som regel tilfældet – ja, Det Gamle Testamente er netop blevet til som en reaktion på tabet af selvstændighed, hovedstad og tempel, som man kan læse om det i slutningen af Anden Kongebog.
Måske er det netop derfor, man kunne drømme og fortælle historier om dengang, Gud førte israelitterne ind i det forjættede land og lod dem besejre landets oprindelige befolkning.[1] Deboras Sejrssang beskriver, hvordan israelitternes modvillige bondehær besejrede kana’anæerne, fordi Gud gik i spidsen for den:
”Byttet deles ved vandingsstederne
nu takker alle Gud for sejren,
den sejr, som bønderne vandt,
da Guds hær beslutsomt gik ned til byportene.”[2]
Josva- og Dommerbøgerne beskriver, hvis man ser godt efter, en brutal erobringskrig mod landets oprindelige indbyggere, ledet af Gud selv: ”Gud vil overlade dem til jer, så I kan slå dem ihjel. Og I skal udrydde dem fuldstændigt. I må ikke lave nogen fredsaftaler med dem, fordi I pludselig får medlidenhed med dem.”[3]
I fortællingerne om israelitternes krige med kana’anæerne og de andre folkeslag hører vi igen og igen, hvordan de får besked om at indvie dele af krigsbyttet til Gud. Man kan sige, at mennesker og Gud deler krigsbyttet. Fx fortælles det, hvordan Gud pålægger kong Saul at udrydde amalekitterne fuldstændigt: ”Slå alt ihjel uden undtagelse, mænd, kvinder, børn, spædbørn, okser, får, kameler og æsler”, siger Gud.[4]
Gud kan altså ikke siges at være imod krig.
Gud kan altså ikke siges at være imod krig. Faktisk er de bøger meget omhyggelige med at beskrive, at det ikke er israelitternes egen militære dygtighed, der bevirker, at de kan erobre landet. Nej – det er Gud selv, der fører krigen på deres vegne.[5]
Helt anderledes ser det naturligvis ud, når man ikke ser tilbage på fortællingerne om fortidens erobringer, men har oplevet krigens grusomhed på sin egen krop eller har den som en del af folkets erindring. I 587 f.Kr. erobrede babylonierne Jerusalem, ødelagde Guds tempel og førte kongen, hoffet, præster og borgere i eksil. Hvordan skulle man kunne forstå den katastrofe? Var det de fremmede folks guder, der havde overvundet Gud Herren, eller var det udtryk for, at Gud havde slået hånden af sit folk?
Helt anderledes ser det naturligvis ud, når man har oplevet krigens grusomhed på sin egen krop.
Klagesangene beskriver, hvordan livet er i den ødelagte hovedstad:
”Se, Gud, se dog, hvem du har gjort det mod!
Skal kvinder æde deres egne, spædbørnene, de selv har født?
Skal præster og profeter myrdes i Guds tempel?
Børn og gamle ligger på jorden i byens gader.”[6]
Her er fortvivlelsen over Guds alt for voldsomme vrede ganske tydelig.
Store dele af de gammeltestamentlige bøger når frem til den forståelse, at det er gudsfolkets egen ulydighed mod Gud og hans lov, der har medført ødelæggelsen. Det fremgår ganske tydeligt i Kongebøgerne.[7] Også profetbøger som Jeremias’ og Ezekiels bøger og langt de fleste af de tolv små profeter[8] anslår dette tema: Guds krig mod sit folk er helt retfærdig, fordi de har svigtet ham og dyrket fremmede guder, de rige har udnyttet de fattige, og de har dyrket Gud på en helt forkert måde, så han har forladt sit tempel, hvor han ellers boede.
Guds krig mod sit folk er helt retfærdig, fordi de har svigtet ham og dyrket fremmede guder.
Derfor fører Gud en grusom krig mod sit folk. Og dog: Engang vil han tilgive dem og føre dem tilbage til landet, som profeten Esajas skriver: ”I skal trøstes – mit folk skal beroliges”.[9] Engang vil krigen være forbi for altid:
”Nu vil jeg skabe en ny himmel og en ny jord.
Det, der tidligere er sket, vil blive glemt,
ingen vil tænke på det mere.”[10]
Alle tekster er citeret fra Bibelen 2020.
[1] Læs Josvabogen og Dommerbogen
[2] Dommerbogen kap. 5, vers 11
[3] 5. Mosebog kap. 7, vers 2
[4] 1. Samuelsbog kap. 15, især vers 3
[5] Dommerbogen kap. 7, vers 1-8
[6] Klagesangene kap. 2, vers 20-21
[7] Fx 2. Kongebog kap. 17
[8] Hoseas Bog og Malakias’ Bog
[9] Esajas’ Bog kap. 40, vers 1
[10] Esajas’ Bog kap. 65, vers 17
URL: https://baptist.dk/israels-gud-er-vores-borg/