Derek Acheampong,
Derek Acheampong, 35 år:
Jeg kom til Danmark som 11-årig i sommeren 1999. Min fødselsdag er i september, og jeg glædede mig til at fejre fødselsdag i Danmark. Kæmpe fest med kage, slik, musik, gaver og masser af glæde.
Sommeren var lang, mens jeg kun tænkte på at tælle ned til min fødselsdag i september. I mellemtiden levede jeg som turist, og min begejstring og forventning voksede, hver gang jeg var på Strøget.
Endelig kom september. Jeg løb straks ind på mine forældres værelse og spurgte: ”Hvad skal vi lave til min fødselsdag? Hvad får jeg i fødselsdagsgave?” De kiggede på mig, smilede og sagde: ”Vi beder for dig, Derek. Det er din fødselsdagsgave!” Det troede jeg ikke på. I Ghana ville jeg have fået en stor fest med venner og masser af mad, sodavand, slik og gaver. Hvorfor kunne man ikke få det dobbelte i Danmark? Det hele skulle jo være bedre. “Jamen Derek, vi har ikke penge til en stor fest og masser af gaver. Vi elsker dig, og den bedste gave, du kan få, er, at vi beder for dig.” Den dag gik det op for mig, at alt ikke nødvendigvis var bedre i Danmark. Vi var førsteklasses borgere i Ghana, og i Danmark var vi andenklasses medborgere. Jeg begyndte lige pludselig at lægge mærke til forskellene.
Den dag gik det op for mig, at alt ikke nødvendigvis var bedre i Danmark.
Den største forskel var kulturen. Jeg var vant til, at alle sagde hej til alle. Der var en generel varme og glæde hos folk i Ghana. Alle var familie, selvom vi ikke kendte hinanden. I Danmark kunne man ikke bare hilse på en fremmed – især ikke, hvis man er lidt brun i huden, som jeg er. Jeg oplevede, at det blev opfattet som farligt eller rettere uvant, selv når man hilste smilende. Det var meget mærkeligt for mig. Jeg var vant til, at det var uhøfligt ikke at hilse.
Folk i Ghana så på mig som ham fra Danmark, og danskerne så på mig som ham indvandreren.
I 7. klasse oplevede jeg en lærer, der gav op og forlod klassen grædende, fordi der ikke kunne skabes ro efter frokostpausen. Det havde været en wow-oplevelse at høre lærerne blive tiltalt ved deres fornavn, men dette var virkelig et kulturchok. Det var en svær tid for mig at være teenager i et nyt land. Jeg var gammel nok til at have minder fra Ghana, og der var en lang periode, hvor jeg ikke følte, at jeg havde et tilhørsforhold. Folk i Ghana så på mig som ham fra Danmark, og danskerne så på mig som ham indvandreren.
Overordnet har tiden i Danmark været en velsignelse.
Jeg har prøvet lidt af hvert i Danmark. Overordnet har tiden i Danmark været en velsignelse. Da vi flyttede til Taastrup, boede vi i en etværelses lejlighed. Det var en svær tid. Men det var også på den tid, hvor jeg blev en del af CityKirkens ungdomsgruppe, og min danske kultur og mine danske vaner blev dannet. Det var her, jeg fx lærte, at man i Danmark skal vente med at spise, til der bliver sagt: Værsgo! Jeg lærte også, at mens man i Ghana bruger lang tid på at lave og anrette maden flot, men bruger få minutter på at spise den, er det i Danmark omvendt. Man bruger ikke så lang tid til at lave maden, men bruger til gengæld timer ved bordet. Det er vist dér, ordet hygge kommer fra 😊.
I Guds rige er mangfoldighed en velsignelse og en gave til jorden. Men i Danmark oplevede jeg, at mangfoldighed var uønsket. Det medfører, at man altid føler sig uønsket eller har en følelse af, at man skal kæmpe for at blive accepteret som udlænding i Danmark. Jeg har kæmpet med min egen kultur og mine forestillinger om, hvordan verden hang sammen, og jeg har kæmpet med mine usikkerheder og mit behov for at blive anerkendt.
Men i Danmark oplevede jeg, at mangfoldighed var uønsket.
Der har igennem mine 23 år i Danmark været opture og nedture. Men jeg er også blevet hjulpet, og derfor vil jeg gerne bruge anledningen til at sige tak til alle dem, der har bidraget til min vej til at blive voksen og finde min plads. Jeg ville nemlig ikke have haft succes hverken med min uddannelse eller mine jobs, hvis det ikke var for de dejlige og skønne mennesker, jeg har mødt igennem min tid i Danmark.
URL: https://baptist.dk/min-tid-i-danmark/