Fordi jeg tror

Fordi jeg tror

Fordi jeg tror

Jeg er inviteret til at dele noget, jeg gør i min hverdag, fordi troen på Jesus er en del af mit daglige liv.

Lena Vang,  

I min opvækst i Rwanda/Burundi lærte jeg at bede bordbøn. Til tider kunne bordbønnen dog være så omfattende, at maden nåede at blive kold! Jeg kom til at erfare værdien af denne ’vane’. Som voksen, som mor og mormor har denne erfaring fået en særlig plads i mit hverdagsliv.

Opmærksomhed og taknemlighed

Jeg lærte, at bordbøn er et udtryk for opmærksomhed, respekt og taknemlighed for måltidet. Det er en enkel måde at sige Gud tak for den daglige og nødvendige næring til krop og sjæl. Bordbøn kan bidrage til at skærpe bevidstheden om, at det faktisk er et privilegium at kunne skaffe gode råvarer og have energi til at tilberede et måltid – og at dele det med familie og venner.

Vi lever i en del af verden, som er præget af en kultur i ´højhastighed´ på arbejdsmarkedet og i familielivet. Gode kår risikerer at blive betragtet som en selvfølge. Det sidste års tid har vi i Europa oplevet, at fred og velstand ikke længere er en selvfølge. Derfor er det stadig aktuelt – ja måske endnu mere nødvendigt – at være bevidst om, hvordan vi bruger ressourcerne og udtrykker taknemlighed.

Tak for maden, tak for livet, tak for alt, hvad du har givet. Amen!

Min hverdags-bordbøn lyder i sin enkelthed sådan: ”Tak for maden, tak for livet, tak for alt, hvad du har givet. Amen!” Inden jeg spiser min madpakke på arbejdet, lader jeg de ord sive gennem min tanke, og i vores hjem siger vi bønnen højt sammen.

Hvorfor bede bordbøn?

Fordi bordbøn i sin enkelhed for mig er blevet en form for genvej til et sundt liv og hverdag som kristen. Fordi troen på Jesus minder mig om, at ’tak-sigelse’ rummer en kilde til sindsro og glæde. Bordbønnen rummer for mig en påmindelse om at sætte fokus på taknemlighed for livet, for sundhed og for at være i Guds omsorg hver dag. Som årene går, mærker jeg et særligt behov for at introducere bordbønnens glæde og værdi for mine børnebørn. Det gør vi sammen i ord og sang.

URL: https://baptist.dk/fordi-jeg-tror/