Daniel Øhrstrøm:
Jeg er vågnet og kan som en anden cowboy med tre friske skudhuller i overkroppen mærke, at jeg lever. Det er fjerde hospital, jeg prøver, siden i sommers.
Med tilladelse fra Daniel Øhrstrøms Facebook,
Daniel Øhrstrøm:
Jeg er fuld af taknemlighed over at leve i et land, der har institutionaliseret den barmhjertige samaritaner. Overalt er jeg blevet mødt af hvidklædte engle. Det er blevet min kongstanke, at vi kan vise et glimt af Gud, når vi viser hinanden venlighed. Den er der efter min erfaring masser af i det danske sundhedsvæsen.
Det er blevet en slags hverdag med operationerne. “Tænk på noget rart,” siger lægerne altid, inden de bedøver en. Jeg har udviklet et lille livgivende ritual, når jeg skal lægges i narkose. Jeg beder Jesusbønnen, når jeg har fået iltmasken på. Det er i forvejen en vejrtrækningsbøn. Man beder “Jesus Kristus”, når man ånder ind, og siger “forbarm dig over mig”, når man puster ud.
Den bøn lærte jeg af en præst, mens jeg skrev om Fangekoret fra Vridsløselille. Han sagde, at vi med indåndingen lukker lyset ind i vores liv, ligesom Gud sendte lyset ind i mørket i begyndelsen. På udåndingen kan man give slip på alt sit eget mørke og skidt. Jeg har brugt bønnen, når jeg har haft brug for at finde fred. Det vil sige tit.
Ritualerne holder os i live. Vejret skal trækkes trofast ind og ud. Min sygdom har gjort mig mere bevidst om, at mennesket ikke lever af brød alene, men af ethvert ord, der udgår fra Guds mund. Det sagde Jesus engang til Satan. Måske tænkte han på, hvordan himlen 40 dage tidligere havde åbnet sig over ham, og Guds røst havde lydt: “Dette er min elskede søn! I ham har jeg fundet velbehag”.
Jesus fik sådan en kærlighedserklæring og opmuntring, inden han havde bevist noget. Før han havde fastet, var blevet fristet i ørkenen, havde udrettet mirakler og var blevet pint og korsfæstet uden at blive bitter.
Man kan slet ikke gøre sig fortjent til at blive elsket. Man er altid allerede elsket.
URL: https://baptist.dk/en-narkoseboen/