Det kan synes indlysende, at kirkerne skal bidrage til den grønne omstilling. Der er jo også det med skaberværket, som vi skal passe på.
Johannes Aakjær Steenbuch,
Johannes Aakjær Steenbuch
:
Som kirker har vi adgang til en lang asketisk tradition for mådehold, som har formet kristendommen siden de første århundreder.
Godt nok er det de færreste af os, der er klar til de helt store omvæltninger. Ligefrem at skille os af med alt det, vi ejer, og flytte ud i ørkenen eller skoven – dét er vi næppe klar til. Derfor begynder vi i det små. Fx skiftes plastikkopper ud med keramikkrus til kirkekaffen, og selvom det næppe betyder meget i det samlede regnskab, kan vi da nok få en fornemmelse af at have gjort noget.
Det kan da i hvert fald ikke skade – eller kan det? Hvad nu hvis de små ting, vi gør, i virkeligheden gør mere skade end gavn, fordi de får os til at glemme behovet for mere grundlæggende forandringer?
Filosoffer, herunder slovenske Slavoj Žižek, har talt om, hvordan vi i det senmoderne, kapitalistiske samfund dyrker ’feticher’[1], der giver os en fornemmelse af kontrol, uden at vi rent faktisk har det. Vi stirrer os blinde på noget håndgribeligt for at få en oplevelse af at have styr på en kaotisk verden, vi i grunden ikke har styr på.
Vi er bange for de enorme omvæltninger, det kræver at komme klimaforandringer til livs.
Det gælder nok også den grønne dagsorden. Vi ved udmærket godt, at vi hver især kan gøre forsvindende lidt for klimaet, men ved at fokusere al vores opmærksomhed på noget småt og overkommeligt, som plastikkopper, kan vi bilde os selv ind, at vi da gør noget, at vi da er på vej.
Faren ved at tro, at vores egen lille indsats gør en forskel, er, at vi overser, at det eneste, der batter, er store politiske forandringer. Når det kommer til stykket, er det måske ikke så mærkeligt, hvis vi er bange for de enorme omvæltninger, det kræver at komme klimaforandringer til livs.
Ret nemt bliver vores små tiltag noget, vi skilter med, som når man kalder sig ’grøn kirke’. Det er der i sig selv intet galt i, men risikoen er, at vi forsømmer at gøre noget mere gennemgribende ved problemerne. I værste fald får den grønne bevidsthed os til at underprioritere alt det andet, som vi også er sat i verden for at gøre.
Som kirker har vi intet særligt at bidrage med i forhold til den grønne omstilling. Her er politisk handlekraft langt mere effektiv.
Som kirker har vi intet særligt at bidrage med i forhold til den grønne omstilling. Her er politisk handlekraft langt mere effektiv. Det, som kirkerne til gengæld kan gøre, er at forkynde evangeliet på en sådan måde, at vi minder os selv og hinanden om, at vi ikke har ’ret’, selvom vi har gjort nok så meget for at gøre det rigtige.
Kritikere af den grønne dagsorden hævder af og til, at man har sat en slags miljømæssig arvesynd i stedet for den kristne, som der dog i det mindste var tilgivelse for. Men problemet er måske lige så meget, at vi ikke forstår problemernes omfang, fordi vi er uvillige til at tale om synd som et grundvilkår i alt, vi gør.
Hvis kirken kan noget særligt, må det være at tale med fx Paulus om, hvordan vores gode intentioner kan gøre mere skade end gavn, når vi bruger dem til at retfærdiggøre os selv. En sund selvkritik er nødvendig for at se virkeligheden i øjnene. Kristendommens tale om synd og nåde gør det klart, at intet af det, vi gør af egen kraft, er ’godt nok’.
Når vi forstår, at det, vi gør, ikke slår til, kan vi måske også acceptere, at der ikke altid er noget at stille op. Det er ingen undskyldning for ligegyldighed, men det kan også betyde, at vi ikke i selvtilfredshed kan hvile på laurbærrene. Evangeliet sætter os fri, men fri til at gøre noget.
Det kan altså være godt nok med plastikkopper, men der er også andet at tage sig til.
[1] Af latin facticius, der betyder ‘kunstig’ – i overført betydning bruges udtrykket om ting, der vises en overdreven ærefrygt, og som man derfor ligger på maven for.
URL: https://baptist.dk/er-den-groenne-omstilling-en-fetich/