Lås din bagdør og smid nøglen væk

TORSDAGSTANKE

Lås din bagdør og smid nøglen væk

Svend Eli Jensen,  

For nylig læste jeg en artikel, hvor essensen var ”Holder du din bagdør på klem i dine relationer til andre mennesker, ja så kan dine forhold ikke blomstre”. Artiklen handlede mest om parforhold.

Men mon ikke problemstillingen er den samme i alle relationer, herunder også deltagelse i menighedsfællesskaber.

I både menighed og parforhold kommer man ind ad fordøren. Men kommer man med den bagtanke, at er det ikke helt som ønsket, ja så kan man blot smutte igen – så står ens bagdør på klem.

Et fællesskab er ikke mere, end det den enkelte bidrager med. Det ved vi. At bidrage er afgørende for, at fællesskabet kan være givende og fungere. Står ens bagdør på klem, ønsker man ikke at forpligte sig. Man bliver ”doven” og bidrager ikke eller kun nødtvungent.

Kommer vi glade og parate til at bidrage – så vil menighedsfællesskabet blomstre.

Skulle man så med tiden alligevel komme frem til, at her hører man ikke hjemme, ja så kan man med løftet pande blot sige tak for nu og gå – ud ad fordøren.

Jesus bruger kun fordøren, både når han kommer, og når han går.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

URL: https://baptist.dk/laas-din-bagdoer-og-smid-noeglen-vaek/