Christopher Aagaard,  5. oktober 2022

Christopher Aagaard, cand. theol. og præst i Græsted Frikirke – Mosteriet

En samtale mellem to betydningsfulde teologer i det 20. århundrede belyser et meget centralt område af handicapteologien. Samtalen er mellem Karl Barth og Heinrich Vogel, hvor de taler om Heinrichs datter med et multihandicap. I samtalen udtrykker Vogel sin lykkelige forventning om at se sin multihandicappede datter uden handicap i evigheden. Hertil svarer Barth: ”Er det ikke et smukkere og mere kraftfuldt håb, at dér bliver det åbenbart, hvad vi nu slet ikke forstår – nemlig at dette liv ikke var forgæves, idet Gud ikke omsonst har talt til mennesket: Netop dig har jeg elsket!?” – Dét beskriver, hvor forskelligt vi kan tænke om mennesket, handicap og evigheden.

Vi kender nok alle til Vogels tilgang, at det, som falder uden for normalen, vil blive fixet i evigheden. Det er et håb, vi kan holde fast i på denne side af forhænget; at på den anden side skal alt blive godt igen. Men Barths refleksion åbner op for nye tanker om dette liv og livet efter døden: Hvad nu, hvis det er vores forestilling om, hvad der er normalt og unormalt, der er handicappet? 

Det vækker lysten til at dykke længere ned i, hvordan teologien, verden og vi selv ser på handicap. Om det er mennesket med handicap, der bliver helbredt på den anden side, eller det er dit og mit syn på mennesker med handicap, der bliver helbredt? Det er godt at tale om og reflektere over. Og det er dét, handicapteologien gør.

Hvem er de ”raske”?

Vores opfattelse af, hvem der er raske og hvem der er syge, er meget styret af, hvad denne verdens krav til mennesket beror på. Fordi vi lever i et individualistisk, effektiviseret og profitorienteret samfund, bliver mennesket også set på med det blik. De mennesker, som ikke kan klare sig på de parametre – oftest mennesker med særlige behov og handicap – bliver ikke regnet for bidragsydere, men samfundsbyrder. Det er et problem!

Vi har brug for netop det menneskesyn, som kristendommen står for.

Samfundet er bygget op omkring best case antropologi, hvor det perfekte menneske er i centrum, og alle andre ender i periferien eller uden for kategori. Vi har brug for netop det menneskesyn, som kristendommen står for: Vi har alle en iboende værdi, fordi vi er mennesker, og som sådan er vi elsket af Gud. Det skal vi slå på tromme for, for ellers værdsætter vi kun præstationer, effektivitet og fart. Og før eller senere falder alle mennesker igennem på de parametre.

Jean Vanier, som var handicapteolog, fik sat disse refleksioner på det teologiske landkort. Han sagde mange gange, at vi alle i bund og grund er ens. Vi er alle mennesker med sårbare hjerter og længes efter at blive elsket og værdsat. Mennesker med særlige behov har ikke særlige behov, de har de samme behov som alle andre mennesker. De har bare brug for hjælp til at nå dem.

Kristi legeme er handicappet

Kirkens fællesskab er kaldet til ikke at gøre forskel på jøder og grækere, mænd og kvinder, mennesker med handicap og uden. Alle er vi lige i kirken og ind for Gud. Derfor er der en sandhed i at sige, at en kirke, der ikke har plads til mennesker med handicap, er en handicappet kirke. Mennesker med handicap tvinger kirken til at tænke over, hvilken syn vi har på mennesket og på kirken – ja, på Jesus Kristus, der sætter tonen i fællesskabet.

En kirke, der ikke har plads til mennesker med handicap, er en handicappet kirke.

Hvordan ser vi generelt på menneskes kommen til kort, begrænsninger, skrøbeligheder og svagheder – og ikke kun på mennesker med handicap? Mennesker med handicap kan være en trædesten til at tænke over skabelse, helbredelse og Guds design, men det skulle gerne ende med at inkludere alle menneskers svagheder – altså vores menneskelighed.

Når vi tager Paulus’ ord alvorligt om, at ’Kristi legeme’ – kirken – består af mange lemmer, så er ’Kristi legeme’ ikke fuldt funktionsdygtigt, før mennesker med handicap får deres plads på legemet.

URL: https://baptist.dk/er-vores-syn-paa-handicappede-handicappet/