Marie Bermann Schmidt,
Med flaget hejst og i bagende sol kunne Roskilde Baptistkirke, efter fem års planlægning og to års byggeri, endelig indvie den nye kirkebygning søndag, den 14. august 2022.
Med balloner og vimpler i loftet kunne Jakob Vagner, vores ene præst, officielt byde velkommen til indvielse. Det var en længe ventet dag for mange. I flere år har vi nemlig gået i byggerod, og selvom vi i menigheden har taget det med et smil, er det alligevel rart endelig at kunne sætte et bygge-punktum.
Allerede i 2017 begyndte det daværende menighedsråd at drømme og snakke om at bygge ud. Pladsen var blevet for trang i kirken, cafeen og mødelokalerne og køkkenets placering var meget upraktisk. Vi døjede også med en vandskade fra en dårlig sammenbygning af cafeen og aktivitetsfløjen. Så der skulle gøres noget.
Indledningsvis indhentede menighedsrådet flere forslag til arkitekttegninger, som efterhånden blev kogt ned til to, som blev fremlagt på et menighedsmøde. I begyndelsen af 2018 tog vi en beslutning om at starte byggeprocessen: Vi ville udbygge cafeen og et nyt køkken i forlængelse heraf, vi ville bygge en ny aktivitetsfløj med tidssvarende mødelokaler og så ville vi bygge en 1. sal på aktivitetsfløjen med værelser til udlejning.
Selvom menigheden økonomisk var godt rustet, besluttede vi alligevel at sætte et år af til at samle penge ind, FØR vi gik i gang. Imens skulle der indhentes tilladelser diverse steder fra. Alt gik som smurt, bortset fra at en enkelt nabo gjorde indsigelse mod byggeriet. Han var bekymret for den støj et evt. øget antal af brugere ville medføre.
Indsigelsen kom til at betyde et helt års forsinkelse. Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Det betød nemlig, at vi kunne nå at samle endnu flere penge ind, og dermed få en bedre låneaftale med banken.
I efteråret 2020 godkendte vi det færdige projekt – og herefter er det gået stærkt. Den første mur blev væltet i februar 2021, i september 2021 kunne vi holde rejsegilde – og nu holder vi altså den officielle indvielse.
Til indvielsen fremførte Amalie Munk, en af kirkens unge, en poetisk, sjov og reflekterende monolog. Under overskriften “Jeg er bare en mursten” blev vi ført igennem, hvordan Gud har formet os som særegne mursten.
Livet som mursten er svært, da vi hver for sig ikke rigtig har nogen funktion. Vi kan hverken bygge rum for andre eller skærme nogen for vind og vejr – alene. Kun når man sætter os sammen med Guds mørtel, bliver vi til noget.
Du kan opleve Amalie Munks monolog her på livestreamingen af gudstjenesten, Du skal 21 minutter ind i videoen.
Dagens prædiken stod Michael Frost, vores anden præst, for. Ud fra fortællingen om Jakob og Esau talte han om velsignelser.
Velsignelser får vi ikke for at beholde dem for os selv, ligesom Jakob der snød sig til velsignelsen for egen vindings skyld, men vi får dem for at kunne give videre til andre. Og i bund og grund er det derfor, vi har bygget ny café og aktivitetsfløj, ikke for egen mageligheds skyld, men for at få bedre faciliteter til at viderebringe de gode nyheder.
Læs her om kirkens aktiviteter og tilbud
I dagens anledning havde vi besøg af Rasmus Hylleberg, selv baptist og medlem af Roskilde byråd.
Rasmus lykønskede os med vores nye flotte rammer, men mindede os samtidig om, at det vigtigste er, hvad vi putter i de rammer. Han sluttede derfor med at ønske Guds velsignelse over os med ordene:
“Må I være en menighed der altid er i bevægelse, et fællesskab der giver næring indadtil, og overskud til at være et vigtigt fællesskab i vores by udadtil. En menighed der altid er brændende lige dér, hvor mennesker har brug for jer.”
Med de ord klippede Rasmus officielt den røde snor over sammen med Janus Maigaard, leder af byggeudvalget.
URL: https://baptist.dk/mursten-til-velsignelse-for-andre/