Mogens S. Mogensen:
Er økumeni ikke særinteresse for teologiske nørder? Er der grund til at interessere sig for andet end éns egen kirke?
Mogens S. Mogensen,
Mogens S. Mogensen:
Ordet økumeni er nært beslægtet med økonomi og økologi. Forstavelsen øko- kommer af det græske ord ’oikos’, der betyder ‘hus, familie, husholdning’. Økumeni har sin rod i ordet ’oikumene’, der betyder ’den beboede verden’ – den verden, som vi er fælles om og har et fælles ansvar for. I de seneste godt 100 år har vi brugt ordet om mellemkirkeligt arbejde i almindelighed og bestræbelserne på kirkens enhed i særdeleshed.
På en stor missionskonference i Aarhus i 2010 sagde den amerikanske teolog Stanley Hauerwas, at det første skridt i økumeni må være, at kristne holder op med at slå hinanden ihjel. At kristne fra forskellige kirkeretninger vitterligt har slået hinanden ihjel – endda i deres kristne tros navn – er de religionskrige mellem protestanter og katolikker, som fulgte efter reformationen i det 16. og 17. århundrede, et trist vidnesbyrd om.
Det første skridt i økumeni må være, at kristne holder op med at slå hinanden ihjel.
Vi er som kristne kaldet til at stifte fred, men historien viser, at kirkesamfund tværtimod undertiden har bidraget til krig. Det kan ske, når kristendommen i en bestemt konfessionel udgave kobles til nationaliteten og mobiliseres til støtte i kampen mod en anden nationalitet, der er koblet til en anden kirkeretning. Det skete fx under Balkan-krigene i 1990’erne, hvor ortodokse serbere kæmpede mod katolske kroater. Den konflikt var baggrunden for Miroslav Volfs bog Exclusion and Embrace – om hvordan kristendommen kan bidrage til forsoning.
Hvis økumeni skal være mere end snak, så må det naturligvis betyde, at vi anerkender hinanden som kristne.
På kirkedagene, ”Himmelske Dage”, fortalte Miroslav Volf om kirkens rolle i samfundet og verden, og den engelske historiker, Tom Holland, påviste, hvordan kristendom helt grundlæggende har haft en positiv indvirkning på udviklingen i Vesteuropa i de seneste 2000 år. Den har lagt det værdimæssige grundlag for det samfund, vi lever i. Hans nye bog er netop blevet oversat til dansk: Herredømmet – Da kristendommen skabte den vestlige bevidsthed.
Også på det lokale plan, hvor forskellige kirkeretninger kan bidrage til konflikter, er der behov for økumeni. I Øster Han Herred, hvor jeg er fra, har der siden slutningen af 1800-tallet ud over folkekirken været baptistkirker og missionsforbundskirker. I 1950’erne og 60’erne var konflikterne blevet afløst af et begyndende samarbejde, og som børn og unge krydsede vi uden problemer de konfessionelle grænser. I 1960’erne begyndte ’unge hjem’ fra de to frikirker og Indre Mission at holde møder sammen.
Da provsten, som var sognepræst i Brovst, i 1969 læste i avisen, at en sognepræst fra Lindholm skulle tale til et sådant fællesmøde i Baptistkirken, fik han biskoppen til at forbyde sognepræsten at deltage. Det økumeniske møde i Baptistkirken blev dog gennemført, men nu med universitetslektor Johs. Aagaard som foredragsholder og med emnet: ’Er det økumeniske samarbejde mere end snak?’ Hvis økumeni skal være mere end snak, så må det naturligvis betyde, at vi anerkender hinanden som kristne, og også kan mødes og samarbejde som kristne. Da Brovst sogn få år senere fik en ny sognepræst, udviklede der sig et meget positivt økumenisk klima til gavn for hele byen, og for første gang begyndte man nu at holde fælles bedemøder i Evangelisk Alliances bedeuge.
Den bibelske begrundelse for økumeni, altså spørgsmålet om kirkens enhed, findes bl.a. i Jesus’ ypperstepræstelige bøn, hvor Jesus beder for sine disciple, ”at de alle må være ét, for at verden skal tro”.[1] Derfor udsprang den moderne økumeniske bevægelse da også af kirkernes missionsarbejde. Enheden er afgørende for vores fælles troværdige vidnesbyrd om evangeliet om Jesus Kristus, for hvordan skal mennesker få øje på Guds kærlighed i Kristus, hvis de, der hører ham til, lever i ukærlighed?
I kirkernes missionsarbejde i Afrika og Asien blev samarbejdet en påtrængende nødvendighed, og på den store internationale missionskonference i Edinburgh i 1910 blev grunden lagt til forskellige økumeniske organisationer og til dannelsen af Kirkernes Verdensråd. Mission har lige siden været en drivkraft i økumeni, og kirker, der måske havde svært ved at samarbejde i deres hjemlande, kunne ofte arbejde tæt sammen, når det gjaldt om at forkynde evangeliet i Afrika og Asien.
Hvordan skal mennesker få øje på Guds kærlighed i Kristus, hvis de, der hører ham til, lever i ukærlighed?
Måske ville det økumeniske samarbejde i Danmark også blive kraftigt styrket, når og hvis de forskellige kirker i fællesskab tog missionsudfordringen op her i landet.
Enheden er også afgørende for, at vi kan stå sammen i diakonal tjeneste og gøre en afgørende forskel med hensyn til at værne om menneskets værdighed og rettigheder, at arbejde for retfærdighed og at vise gæstfrihed for den fremmede på flugt fra krig og forfølgelse. Endvidere er enheden afgørende for, at vi i fællesskab kan yde et vægtigt bidrag til at værne om Guds skaberværk af hensyn til kommende generationer. Kaldet til økumenisk samarbejde gælder derfor alle kirker og alle kristne i dag.
[1] Johannes-evangeliet kap. 17, vers 21 ff.
URL: https://baptist.dk/den-oekumeniske-bevaegelse/