Renathe Zimmermann,  29. juli 2022

Bønnen har fulgt mig hele livet, først i form af aftenbøn med min mor, og siden efter bekendtskab med søndagsskole og kirke. Den er daglig, men ikke særlig struktureret. Tvivlen eller måske snarere undren er også en fast følgesvend. Hvordan kan det nu hænge sammen?

At lægge mit liv i Guds hænder

Bøn er for mig en måde at lægge mit liv i Guds hænder i en forventning om, at jeg ikke er alene. I bønnen kan jeg hente trøst i min uformåenhed og lægge et håb og ønske frem for Gud, at jeg må tjene med det, jeg nu kan bidrage med. I bønnen beder jeg Gud være der for alle mine og for min menighed, at Hans nærvær må styrke den enkelte og fællesskabet. Jeg lægger mit arbejdsliv, hvor jeg er sammen med kolleger og nybagte familier i livskriser, frem for Gud og beder om at måtte være til gavn og velsignelse.

Bøn er for mig en måde at lægge mit liv i Guds hænder i en forventning om, at jeg ikke er alene.

I bønnen kan alt det, der føles for stort og uoverskueligt at bede om, alligevel komme til udtryk. Gud griber ikke ind og stopper krige og standser hungersnød eller ændrer livssituationer, men jeg tror, at mennesker kan forvandles, hvorved verden kan forandres.

Guds svar – og min tak

Jeg har altid været udfordret på at lægge mærke til bønnesvarene, men er med årene heldigvis blevet mere opmærksom. Når freden kommer til mig i glæden over naturens undere, over at være holdt oppe og i gang i svære tider, eller når nogen udtrykker taknemmelighed overfor mig – da har jeg fået svar på min bøn.

I bønnen har takken en stor plads. Der er meget at være taknemmelig for i min lille verden, til trods for at den store verden udfordres på så mange fronter. Gud kan synes både døv og blind, men vi er lovet, at Jesus vil gå med os og lede vores fod. Det er min trøst, min opmuntring og min tak.

URL: https://baptist.dk/boen/