Hurtigsnakkeren Søren Østergaard gav sommerstævnet indblik i de unges verden – og en optimistisk opsang til kirken.
Lone Møller-Hansen,
Søren Østergaard er centerchef i CUR, som er et forskningscenter, der forsker i ungdomskultur, værdier og foreningsliv. Han er vokset op i BaptistKirken, som bl.a. ungdomsleder og har været landssekretær for BBU, Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund.
”Kirken kan noget unikt, når det handler om børn og unge,” begyndte Søren Østergaard, da han holdt oplæg på årets Sommerstævne i Lindenborg. Han tog lidt revanche, da han til manges fortrydelse i allersidste øjeblik måtte melde afbud til Lederkonferencen i februar, fordi han strandede på Københavns Hovedbanegård.
Nu var han både opmuntrende og udfordrende:
”Kirken er en vigtig øvebane for børn og unge. Noget af det, kirken kan, er at skabe trygge rammer og relationer. Og det er et enestående fællesskab på tværs af generationer. Dem findes der ikke mange af.” Søren selv indså først mange år senere, at han havde været heldig at være en del af en kirke i sin ungdom.
Søren har selv været ung og leder i BaptistKirken og husker, at der også ”var nogen, der sagde, når det var noget lort, det vi lavede.” De voksne var ikke kun støttende, men også korrigerende.
Tidligere var det vennernes forældre, der var sekundære voksne. Nu er de unge sammen på sociale medier, så de har brug for andre sekundære voksne. Her kommer kirken ind – og bedsteforældrene. Og vi må ikke være berøringsangste.
”De unge forventer alligevel ikke, at I ved noget som helst. Så I må gerne spørge ind til, hvad der sker i deres liv. I skal være nysgerrige og tale om det, der er vigtigt. Forældrene skal kontinuerligt spørge ind til, hvad der sker på de sociale medier. Det er de unges verden.”
Sørens siger også på baggrund af undersøgelser på CUR, Center for Ungdomsstudier, at de unge, der vokser op nu, opfører sig eksemplarisk. I 1995 drak de unge mere, røg mere, var mere kriminelle og alt muligt andet. De unge i dag er langt mere disciplinerede.
De lever i spændingsfeltet mellem at ligne de andre og skille sig ud. På samme måde har de brug for et præstationsfrit rum. De har brug for både tryghed og intensitet. Og for at blive set som det menneske de er, også selvom de måske har en diagnose.
De unger lever i et præstationsræs. Den højt besungne frihed betyder også, at man aldrig når i mål. Søren fortalte om dette med udgangspunkt i sin egen datter.
”Man kan altid gøre lidt mere. Når der ikke er konkrete mål, når man aldrig rigtig i mål. De oplever, at der er idealer i stedet for regler, og det betyder, at de konstant må spørge: Hvornår er jeg god nok? Så når min datter kom med en opgave til skolen, spurgte jeg, hvor lang tid har læreren sat af til denne opgave? Hvis hun svarede fire timer, så satte vi uret, og efter fire timer havde hun fri. Det at skrive er et håndværk, og du skal bare lære at gøre dit bedste på den tid, der er sat af.
Vi har alle brug for konkrete og tydelige forventninger for at have noget at leve op til. Men de unge oplever tværtimod, at tingene flyder sammen, faglige præstationer og ’er jeg god nok’.
At jeg er dårlig til tysk, gør ikke mig til et dårligt menneske.”
Søren opfordrede til, at vi skal få ungdomsgenerationen i kirken til at tage chancer, som de ikke tør tage i skolen, fordi de er bange for at dumme sig. De vil ikke risikere at gå fra et 12-tal til et 10-tal. Derfor spørger de ikke. Vores opgave er at lære dem at turde lave fejl. At turde række hånden op.
Netop den læring øver Søren i praksis i Køge Boldklub, hvor han træner piger i fodbold. Formålet er ikke i første omgang, at de skal blive gode til fodbold, men at de skal turde række hånden op. Og samtidig er de blevet vanvittig gode fodboldspillere; kvinderne er blevet danske mestre to gange og spiller i Champions League.
”Der er rigtig meget af det, der sker i kirken, som kan give rigtig god mening i livet udenfor.
Hvis man går til en fritidsaktivitet, bliver man bedre på mange områder. En bedre kammerat.
Vi skal som voksne turde italesætte vores erfaringer. Det vil sige, at vi skal turde være udenfor vores komfortzone, stille de svære spørgsmål – ikke nøjes med de nemme, fortælle om situationer, hvor vi selv har fejlet og er kommet videre.”
Han sagde også, at pigerne taler mindst med deres forældre om tro, sex og porno (det gør drengene sikkert også). Hvem skal de så tale med om det?
”Vi skal skabe rum til både individuel og kollektiv refleksion. I skal være ambitiøse på det analoge fællesskabs vegne (– til forskel for de digitale fællesskaber). I behøver ikke være eksperter, men I skal tale med de unge om det vigtige.”
Han sluttede med at citere bandet Minds of 99, som synger ’Alle skuffer over tid.’
”Men heldigvis skuffer alle ikke altid. Der skal ikke så meget til, for at Kirken begynder at overraske.”
URL: https://baptist.dk/kirken-er-en-unik-oevebane/