Lone Møller-Hansen,
Der opstod en konkurrence på scenen i Lindenborg, da BaptistKirken holdt sin Landskonference 1 i Lindenborg den 18. juli. Først pointerede Jan Kornholt, at sunde menigheder var den vigtigste prioritet den kommende tid. Han har netop afsluttet sin ansættelse som menighedskonsulent og gjorde det med fakta vedrørende de danske menigheder i BaptistKirken.
Medlemstallet i menighederne er de seneste 20 år faldet fra 5216 til 4876. Det ser ikke ud af meget, men tallet skjuler, at 18 menigheder er afviklet og der er kommet 21 nye menigheder til – heraf 17 internationale eller migrantmenigheder. I indeværende år bliver tre menigheder lukket, så der vil være 51 baptistmenigheder.
Det er de etnisk danske menigheder, der er i krise. De seneste 60 år er størrelsen på menighederne halveret. Det betyder, at der bliver færre ressourcer. Jan forudså, at ti baptistmenigheder vil være truet på deres eksistens indenfor de næste syv til ti år.
”For 50 år siden havde vi færre og større menigheder. Alle menigheder havde en præst. I dag er 16 menigheder uden præst, mens seks menigheder har mere end en præst.
Der er sket en eksplosiv udvikling i forskelle. Skal vi acceptere den form for forskel indenfor vores kirkesamfund?
Nogle sidder i en lille og gammel menighed, hvor der er ressourcer; penge, traditioner og bygninger. De kan flyttes over i en sund menighed og skabe sund vækst. Det sker ikke af sig selv, men så skal vi tage disse krisetegn alvorligt. Hvis vi ikke gør noget, så er vi på vej til at miste flere menigheder og vi kan miste muligheden for at eksistere som kirkesamfund. Det er sørgeligt. Især hvis det sker, uden at vi aktivt vælger det.
Vi skal hjælpe hinanden for at blive stærkere og få mere sunde menigheder. Vi kan også vælge at blive lagt sammen med et andet kirkesamfund. Lige nu er vi på vej til bare at blive svagere, og så mister vi vores relevans. Hvad gør vi ved det”, spurgte den tidligere generalsekretær på sin sædvanlige engagerede facon. Selv koncentrerer han sig nu om at tilbyde Vital, som er et forløb over to år, som skal revitalisere eksisterende menigheder. Tre menigheder er i gang med et forløb, Brande, Holbæk og Bornholm.
Altså, sunde menigheder bør være BaptistKirkens første prioritet.
Lige bagefter kom Lars Midtgaard, præst i Bethelkirken i Aalborg, og Anders Hyldgaard, præst i Pandrup-Birkelse, på scenen og slog et slag for at skabe nye trosfællesskaber.
De har en unik evne til at nå mennesker, som vi ikke kan nå i de gamle menigheder.
”Jeg har en dyb tro på, at dannelse af nye menigheder er et af de stærkeste redskaber til at nå danskere med evangeliet. De har en unik evne til at nå mennesker, som vi ikke kan nå i de gamle menigheder. Og vi har som kirkefællesskab flere ressourcer til dette,” sagde Lars Midtgaard, og henviste til formand Per Beck, som netop havde fortalt, at der er sat penge af til at støtte nye trosfællesskaber. Der kan ydes støtte til menighedsplantere, så de får en anstændig løn de første fem år.
”Vi skal ikke se menighedsplantning som en trussel mod det bestående. Nogen, der stjæler vores bedste folk. Det er en del af vores kultur, der skal ændres,” sagde Lars videre.
Anders supplerede med spørgsmålet:
”Er BaptistKirken stadig i den fødedygtige alder? Eller er vi et modent ægtepar med villa, Volvo og vovhund, der ser børn som noget, der giver besvær? Vi vil gerne kalde på længslen efter at få en baby. Nogle skal være forældre og andre skal være bedsteforældre.”
Det var et andet bud i konkurrencen om den vigtigste prioritet for BaptistKirken lige nu.
Christian Bylund, præst i Tølløse og formand for Teologisk Forum (TF) kom med det tredje bud, bevidstheden om baptistisk identitet.
”Vi er i en identitetskrise. Blandt andet fordi et flertal af danskerne efterhånden har et baptistisk dåbssyn, at børnene selv skal bestemme, om de vil døbes. Hvad er så vores berettigelse og identitet,” spurgte Christian. Netop derfor arbejder TF med baptistisk identitet. Første skridt i denne proces blev taget denne mandag, hvor der blev vedtaget et nyt forord til BaptistKirkens vedtægter.
Nu skal der arbejdes med syv eller otte teser, som skal uddybe det, der står i dette forord.
”Jeg håber, I alle sammen har lyst til at være med til at definere, hvad det vil sige at være baptist. Det er ikke sket i min levetid,” kunne 32-årige Christian konstatere.
Et fjerde bud på en vigtig prioritet kom fra Lasse Åbom, præst i Aarhus Baptistmenighed og leder af Basis, en teologisk lægmandsuddannelse for alle, der er engagerede i forkyndelse. Dygtige forkyndere er et must i enhver sund menighed, og også for nye trosfællesskaber for den sags skyld.
Så der skulle nok ikke kåres nogen vinder af denne konkurrence, men konstateres, at BaptistKirken har flere vigtige prioriteter for fortsat at være et relevant og spændende bud på et engagerende og omsorgsfuldt trosfællesskab for danskere såvel som indvandrere.
I øvrigt blev Per Beck genvalgt som formand for sidste gang. Han har meddelt, at han ikke genopstiller næste år, da han så har været formand i seks år.
Nyvalgt til ledelsen blev Jamie Cunningham fra Aarhus baptistmenighed for et år, mens Chin Chin fra chin-menigheden i Skjern blev nyvalgt for to år. Genvalgt blev Moses Lal Bawi Peng fra Esbjerg Chin Church og Vibeke Dalsgaard fra Baptistkirken Pandrup.
URL: https://baptist.dk/skarp-konkurrence/