Lone Møller-Hansen,
Der var mange spørgsmål fra Landskonferencen, da Frikirken i Sæby søgte optagelse i BaptistKirken på Landskonference 1 mandag d. 18. juli. Menigheden er blevet til efter en deling af Sæby Baptistmenighed, var det blevet oplyst på forhånd. Det forløb er dog ikke afsluttet, og derfor var der flere, der spurgte, om ikke man skulle vente med optagelsen til Landskonference 2 i november.
”Jeg tror, der skal flere samtaler til. Det er vigtigt, at der er fred imellem de to menigheder,” mente Erik Løvind Andersen, præst i Sindal menighed.
Lone Møller-Hansen udtrykte uro over, om man var ved at modtage en menighed, der endnu ikke har nogle medlemmer, fordi menigheden i realiteten ikke er delt endnu.
Lasse Åbom, præst i Aarhus Baptistmenighed anbefalede et bibelstudium i 1. Korintherbrev og sagde, at ”en menighed er mere end en medlemsliste. Er der et menighedsliv?”
Og Bent Hylleberg fortalte, at der går rygter, som skal enten bekræftes eller afkræftes:
”Er der to overlappende menigheder – altså at der er medlemmer, der er medlem i to menigheder.
Er der ikke er styr på den økonomiske deling. Og vil man anlægge sag mod hinanden.
Er disse rygter sande kan vi ikke optage menigheden på nuværende tidspunkt.”
Både BaptistKirkens formand Per Beck og næstformand Vibeke Dalsgaard har deltaget i de to menighedsmøder i Sæby Baptistmenighed, hvor delingen er vedtaget med et snævert flertal. Begge tog ordet for at afklare situationen.
Per Beck kunne fortælle, at der er modtaget en medlemsliste med 27 navne i den nye Frikirken i Sæby, men at i hvert fald nogle af disse er medlemmer i begge menigheder. Der er en uklarhed i BaptistKirkens vedtægter, så det er ikke ”ulovligt” at være medlem begge steder. Denne uklarhed vil man snarest se på.
Det forventes, at delingen vil være en realitet i slutningen af august, hvorfor ledelsen mener, at det er forsvarligt at optage menigheden nu, fordi dobbeltmedlemsskabet er kortsigtet.
Årsagen til, at delingen er omtvistet, er økonomi. Hvis medlemmerne af Sæby Baptistmenighed havde meldt sig ud på nuværende tidspunkt, ville de have afskrevet halvdelen af menighedens formue, som de forventer at få med sig ved en deling. I alt ejer Sæby Baptistmenighed ca. tre mio. kr.
Et medlem i Sæby Baptistmenighed har bedt sin advokat om at gennemgå sagsakterne i forbindelse med delingen.
”Med min indsigt og viden er der ikke foregået noget forkert,” slog Per Beck fast.
Ligeledes blev det fortalt, at menighederne deler lejede lokaler, hvor de på skift har søndag formiddag eller resten af dagen til rådighed til gudstjenester. Der er altså et menighedsliv i den nye menighed.
Flere tog ordet for dels at byde den nye menighed velkommen, dels at glæde sig over, at der er liv i to – eller faktisk tre – menigheder i Sæby. Der er også en chin-menighed i byen, som for et par år siden købte den gamle Sæby Baptistkirke.
Til slut frafaldt Erik Løvind sit forslag om udsættelse af optagelsen og både Lone Møller-Hansen og Bent Hylleberg endte med at anbefale optagelsen på de foreliggende oplysninger.
Efter en afstemning blev menigheden optaget, og endelig gik Gitte Madsen fra ledelsen af Frikirken i Sæby på podiet og takkede for hjælp og støtte fra BaptistKirkens ledelse.
”En deling er aldrig let og giver sår. Vi beder om, at begge involverede menigheder må komme godt igennem,” sagde hun bl.a.
Generalsekretær Torben Andersen bad for alle tre menigheder i Sæby og ordstyrer Ole Broholm Andersen takkede for den gode ånd i samtalen. ”Den nye menighed blev trykket på maven. Det er ingen skade til.”
URL: https://baptist.dk/frikirken-i-saeby-optaget-i-baptistkirken/