Lone Møller-Hansen repræsenterer Baptistkirken i Danmark i Baptist World Alliance, og deler i disse dage værelse med Rachel fra Nigeria.
Kirken er for komfortabel. Covid må få os til at gentænke det at være kirke, siger BWAs generalsekretær.
Lone Møller-Hansen,
Billedtekst: Lone og åbningsfestens taler John Jenkins.
I Birmingham i Alabama er 400 baptister fra hele verden samlet i denne uge. Baptisternes Verdens Alliance, BWA, kan for første gang i tre år samles til årligt møde, og det er et spraglet møde fyldt med glade gensyn. Vi er i sydstaterne, så det kan ikke undre, at der er mange sorte deltagere. Men ikke alle er lokale amerikanere. Mange er fra Afrika.
”Kirkerne svinder ind i Vesten, i Europa og i USA. Men de vokser i Afrika og Asien. I Afrika er kirken vokset med 134 pct. de seneste ti år. Inden år 2050 vil de fleste baptister i verden bo i Afrika.,” fortæller generalsekretær Elijah Brown. Så vi kan lige så godt vænne os til det. BWA bliver mindre og mindre ”hvid”.
Det kan så endnu ikke ses på ansættelserne i BWA, som er fortrinsvis hvide – og det må jeg tage min del af ansvaret for som formand for HR-udvalget og med i en del ansættelsesudvalg. Bl.a. det seneste, som er en kvinde fra Australien og England, som skal være generalsekretærens højre hånd, Jenny Stewart. Vi har dog ansatte fra både Argentina, Caribien, Afrika og Indien.
Musikken var i højsædet på åbningsaftenen mandag. Da havde stævnet været i gang siden lørdag, hvor verdensledelsen, Eksekutiv Komiteen, mødtes.
Mandag var de lokale baptistmenigheder inviteret med, og her var høj kvalitet og meget bred musiksmag, fra Bluegrass til korsang, gospel til a cappella, såkaldt harpesang.
Og en opsang til os alle, som handlede om temaet for årsmødet; Anti-racisme og frihed, eller med mange ord: ”Genoprettende race-retfærdighed – et kald til at leve i blomstrende frihed”. Pastor Jenkins fra Washington efterlyste: ”Hvor er kirken i protesten over racediskriminationen?”
Lone Møller-Hansen repræsenterer Baptistkirken i Danmark i Baptist World Alliance, og deler i disse dage værelse med Rachel fra Nigeria.
”Politidrabet på George Floyd burde have fremkaldt vrede som i resten af samfundet. Men kirken var tavs. Da Daniel Prude blev dræbt af politiet, blev der sagt, at hans helbred var for svagt til at modstå strangulering. Hvis helbred er ikke for svagt til det? Tavshed er støtte til overgrebene,” sagde John Jenkins – og fik bifald fra de flere hundrede tilhørere.
Opsangen satte temaet for ugen på plads. Eksekutiv Komiteen har allerede vedtaget en deklaration på 39 sider omkring BWAs historie og holdning til racediskrimination. Den er indstillet til vedtagelse på den globale samling, som finder sted tirsdag til fredag. Deklarationen opfordrer til, at alle baptistsamfund – og -kirker – finder deres måde at bekæmpe al racediskrimination på og gør op med fortidens overgreb. Dokumentet offentliggøres, når det er vedtaget senere på ugen.
Søndag fik jeg – som vist den eneste af kvinderne – lov til at prædike i en sydstatsmenighed. De andre blev bedt om at komme med en hilsen, for her er det ofte ikke accepteret, at kvinder kan prædike eller være præster.
Da jeg for en måned siden blev spurgt, om jeg ville prædike, sagde jeg ja. Jeg blev kontaktet at det, der viste sig at være en meget sympatisk, ung rødhåret præst. (Sjovt nok hed han Chase og menigheden hedder Riverchase Baptist Church. Men det havde ikke noget med hinanden at gøre.) Jeg gjorde for en sikkerheds skyld opmærksom på, at jeg er kvinde, og svaret var, at det ikke var noget problem.
Menigheden kalder sig selv en menighedsplantning (for 35 år siden), ligger i et meget grønt middelklassekvarter og langt de fleste til gudstjenesten var hvide. De forventede ikke Halleluja og Amen, heldigvis.
De ville gerne høre om det at være kirke i Danmark, så jeg tog udgangspunkt i H.C. Andersens eventyr ”Kejserens Nye Klæder” og fortalte om, hvordan vi som kirker må være som den lille dreng, der råber; ”han har jo ikke noget tøj på”. Det skal vi råbe, når vores politikere – og folkestemningen – er drevet af frygt for ekstremisme og laver love, som rammer især de små menigheder og alle de fællesskaber, som prædiker på et andet sprog end dansk.
Jesus siger ”Frygt ikke”. Vores tryghed er i ham, og ikke i restriktive love, der rammer i flæng.
Vi skal i stedet insistere på at være en international kirke i Danmark, en del af dette farverige fællesskab, som BWA er. Det er vores privilegium, og hvor ville jeg ønske, at I alle kunne opleve, hvilket flot og respektfuldt fællesskab vi er en del af.
Vores fælles vision er, at ”være et netværk af baptist-familien, som påvirker verden med budskabet om Jesus Kristus”.
Må vi også leve op til det i Danmark.
URL: https://baptist.dk/bwa-bliver-mindre-hvid/