Rune ved klaveret i Korkirken, Herlev.
Fra en traditionel og kirkelig tilværelse begav Rune Funch sig ud på en længere rejse. Han kom tilbage og blev præst i Lyngby.
Anne Marie (Rie) Andersen,
Rune Funch står med udslået hår og et venligt smil bag skægget. Vi tager plads, han sætter sig i lotusstilling og samler håret i en hestehale. Han spørger interesseret til mig. Det falder Rune naturligt at lytte til andre. Men i dag er det ham, som er i den varme stol.
Rune Funch er vokset op i en præstefamilie i Aalborg, hvor han også læste på konservatoriet. Siden flyttede han til Aarhus, hvor han blev ansat som musikmedarbejder i baptistmenigheden. ”Jeg havde rytmisk sang som hovedfag og korledelse på femte år. Jeg var ikke i tvivl om, at det var det, jeg ville, men miljøet på konservatoriet var ikke mig. Jeg følte, at jeg skulle have albuerne fremme, og det var hårdt.”
Korleder med Steve Cameron i Aarhus – og senere med Laura Kjærgaard. Det blev til knap ti år med gospel.
Rune tog orlov og tog tre måneder til USA, hvor han fik undervisning i country og jazz: ”En korleder fik mig med i et gospelkor, og da jeg kom hjem, blev jeg korleder med Steve Cameron i Aarhus – og senere med Laura Kjærgaard.” Det blev til knap ti år med gospel. Men selvom musikken har fyldt meget for Rune, har stilheden betydet mest for ham.
I 2002 tog Rune med andre unge fra Aarhus til Taizé, et økumenisk kristent kommunitet i Frankrig. Her er den daglige rytme kendetegnet ved enkelhed, fællesskab og fordybelse. Og en åndspraksis med bøn og korte sange med mange gentagelser. Stilhed er der også plads til.
Rune ved klaveret i Korkirken, Herlev.
”Jeg er opvokset med, at kirke er lig med aktivitet – at tjene eller præstere. I Taizé oplevede jeg for første gang, at Gud talte til mig. Måske fordi jeg blev stille. Gud sagde: ’Du må godt bare sidde her. Jeg forventer ikke noget af dig.’ Det var et noget andet budskab, end jeg var vant til at høre.”
I Taizé oplevede jeg for første gang, at Gud talte til mig. Måske fordi jeg blev stille.
Sammen med andre unge fra menigheden tog Rune inspirationen fra Taizé med hjem: ”I Aarhus gik vi all in. I samarbejde med Økumenisk Ungdom skabte vi et økumenisk fællesskab omkring ’Aftenbøn’, hvor vi mødtes næsten hver søndag aften.”
Mødet med Gud i Taizé blev skelsættende for Rune. Det blev en anden oplevelse syv år senere også. En oplevelse, som kaldte det skabende frem i ham.
”I 2009 hørte jeg for første gang en anden sige til mig: ”Rune, prøv at spørge dig selv: ’Hvad vil jeg?’ ’Hvad gør mig glad?’” Der gik ikke en dag, så skrev jeg min første sang. Det havde jeg ikke kunnet før. Jeg var så bange for kritik, men da min næste mødte mig uden dom, fik jeg kontakt med noget af det kreativt skabende i mig. Det var et møde med Guds nåde – formidlet gennem et menneske.”
Det var et møde med Guds nåde – formidlet gennem et menneske.
”Det er en stor del af det, jeg gerne vil bringe ind i kirkens fællesskab: Hvis vi giver hinanden lov til at sige: ’Hvad vil jeg gerne?’ – så fører det glæde med sig”, siger Rune og forklarer, at han blev først for alvor kreativt skabende, da han begyndte at lytte til, hvad han selv gerne ville.
Mest af alt ønsker Rune at være en del af et kirkeligt fællesskab, hvor den enkelte oplever at kunne være sig selv med alt det, man rummer – og hvor man bliver set, hørt og mødt:
”For at kunne være sådan et fællesskab, som virkelig ser, hører og møder mennesker, tror jeg, at vi skal kunne blive stille i vores indre. Når jeg bliver stille, kan jeg bedre lytte til den anden. Paulus siger: ”Lad jer forvandle ved, at sindet fornyes.”[1] I det øjeblik jeg bliver mødt og rummet, får jeg lyst til at være den bedste side af mig, og så begynder jeg at blive forvandlet.”
Rune har selv oplevet en indre forvandling: ”Jeg har oplevet en enorm frygt for det, jeg ikke kender eller forstår. Men at lade Kristus træde ind og oplyse dét i mig, jeg oplever som mørke, ved at turde rumme hele mig, er en del af min helingsproces, hvor Kristus heler det brudte.”
Rune ved foden af Mount Everest.
Forud for denne proces mødte Rune fremmede verdener. Først i USA og senere i Østen.
Da Rune var i San Diego, USA, købte han bogen ’Fred er vejen’, som er skrevet af en buddhistisk munk. ”På det tidspunkt havde jeg meget uro indvendigt”, fortæller Rune. ”Jeg endte i Nashville, hvor jeg mødte en hjemløs, som jeg gav et måltid mad. Men han spiste nærmest ikke noget af det. Jeg blev lidt fornærmet og tænkte: ’Siger du nej tak til det, jeg giver dig?’ Da vi sagde farvel til hinanden, stod han med tårer i øjnene. Måske var det, der i virkeligheden betød noget for ham, at der var en, som mødte ham og lyttede. Det gik op for mig, at den største fattigdom nok er ikke at opleve sig mødt og rummet – ikke at have nogen at dele sit liv med.”
Den største fattigdom er nok, ikke at opleve sig mødt og rummet.
Rune vendte hjem til Danmark og var engageret i livet i Aarhus. Men på et tidspunkt drog han igen ud – for at se den frygt, han kæmpede med, i øjnene:
”Jeg rejste til Kina og derfra med tog til Tibet. Jeg havde ikke andre mål end at nå verdens højest beliggende tempel, Rongphu Monastery, ved foden af Mount Everest, hvor jeg gerne ville meditere”, fortæller Rune – men han fik så meget højdesyge, at han måtte opgive det. Derfor tog han i stedet ud at vandre i Nepal og rejste derfra til Indien. ”Jeg følte mig meget ensom, men det gav nogen tryghed, da jeg tog et kursus som yogainstruktør, og jeg fik kontakt med nogle venner fra Danmission, der var på et dialogcenter i Sydindien.”
”Det var en særlig oplevelse at være på zenbuddhistisk meditationscenter – og et næsten paradisisk smukt sted, men jeg havde slet ikke lyst til at være der. Det gik op for mig, at hvis jeg vil opsøge en paradisisk tilstand, må det begynde i mig. Freden må være i mig – den kan jeg ikke finde udenfor mig selv.”
Rune ved Jokhang templet i Tebet med Potala Place i baggrunden.
Inspirationen fra østens meditationslære oplever Rune at kunne bruge i sit eget bønsliv. Her laver han fx en vejrtrækningsøvelse fra bogen ’Fred er vejen’, som han købte i San Diego: ”Jeg giver slip og er bare – og gentager så med min vejrtrækning ordene: ’Jeg ånder ind og beroliger min krop. Jeg ånder ud og smiler.’ ”
Da jeg sad og lavede den øvelse i en bil et par uger senere, fik jeg en oplevelse af en dyb indre fred, som ledte mine tanker hen på Paulus’ beskrivelse af Guds fred, som overgår al forstand.[2] Det var en oplevelse af en dyb indre fred, glæde og kærlighed, som ikke kunne beskrives. Altså, en oplevelse af, at den overgår al forstand. Jeg oplever, at der er så meget uden for kirkens sammenhæng, som har åbnet evangelierne og Kristus’ budskab for mig.” Rune har senere uddannet sig som kinesiolog og har taget en del af uddannelsen som Rudolf Steiner-lærer.
Rune Funch
er også korleder af en vokalgruppe, der medvirker en gang om måneden ved gudstjenester i Korskirken, Herlev. Desuden arbejder han i Folkekirken – bl.a. som musiker i Natkirken i Roskilde Domkirke, og han holder meditationsgudstjenester i Farendløse Kirke.
I dag er Rune ansat som præst på deltid med fokus på musik i Lyngby Baptistmenighed: ”Jeg oplever mig godt modtaget og en menighed, der bakker mig op i mit virke og står bag mig. De søgte en ’teologisk iværksætter’, men egentlig oplever jeg det som en styrke, at jeg er ansat som præst. Jeg vil gerne iværksætte – ud fra den tilgang, at vi taler ind til det kreativt skabende i den enkelte, og at vi oplever, at vi kan bidrage med det, vi hver især gerne vil. Når vi gør det, er der også plads til de mere ’sure pligter’, og så bliver vi nok også mindre ’offeragtige’. Det, tror jeg, i højere grad er meningen med at være et fællesskab.”
I denne video fortæller Rune Funch om sit arbejde i Lyngby Baptistkirke
[1] Romerbrevet kap. 12, vers 2
[2] Filipperbrevet kap. 4, vers 4-7
URL: https://baptist.dk/moed-mig-som-jeg-er/