Ole Lundegaard,
Nye kriser er tydeligvis mere interessante end gamle. Er det som om interessen for krigen i Ukraine allerede er dalende? Og hvad med Dafur? Hvad med Yemen?
Er det fordi, vi ikke kan rumme så megen lidelse i længere tid – eller er det bare fordi, der er mere salg i en ny konflikt end i en gammel?
På Himmelske Dage i Roskilde i Kr. Himmelfartsferien blev jeg mindet om en gammel konflikt, da jeg mødte og talte med Mitri Raheb, luthersk præst i Betlehem, som var en af gæsterne.
Han fortalte om de udfordringer, de kristne i Israel står i. Menighederne bliver mindre og mindre, fordi de kristne ofte vælger at forlade landet, da de er udsat for massivt pres – både fra militante muslimer og militante jøder.
Kristendommen er ved at forsvinde i Israel/Palæstina, og de kristne i Jesus´ eget land føler sig glemt. Mitri Rahebs sagde: ”Vi har brug for at vide, at vores kristne søstre og brødre stadig er optaget af spørgsmålet om retfærdighed.” Er vi det?
Dette er udtryk for skribentens egen holdning.
URL: https://baptist.dk/kriser-og-nyheder/