Lone Møller-Hansen,
De har vidst det længe, at det var sådan her, det ville gå. Af de 10-12 medlemmer af Randers Baptistmenighed, der er aktive, er de fleste omkring 80 år gamle. Så tiden har modnet dem, og nu er kirken (næsten) solgt. Købers plan er, at den bliver revet ned, og der bliver gjort plads til boliger i det parcelhuskvarter i det nordlige Randers, hvor den blev bygget i 1966.
”Vi danner nok en husmenighed, for vi vil stadig gerne mødes”, fortæller Mariann Grarup, der bliver menighedens sidste menighedsrådsformand. Men medlemmerne føler sig knyttet til forskellige menigheder, primært Østhimmerlands Baptistmenighed i Vårst og Aarhus Baptistmenighed, som den gamle Randers-kreds oprindelig udsprang af. Så de melder sig nok ind i forskellige baptistmenigheder.
Johannes Kjær har været Randers-kredsens præst i mange år, og er nu med i det menighedsråd, der lukker og slukker. Han og hustruen Inge kom i 1966, da kirken var nybygget, og de var menighedens præstepar igennem en menneskealder. Inge var inkarneret spejder og fik en pigespejderkreds op at stå – og der opstod også en drengespejderkreds. Der var en søndagsskole med 100 børn i menighedens storhedstid. Men det er mange år siden. Nu er det slut.
”Det må være lidt ligesom en fødsel,” tænker Johannes højt. ”Når det er overstået, er det en lettelse.”
Der skal afholdes andet menighedsmøde den 4. maj, hvor det endeligt skal besluttes at sælge kirken og derefter lukke menigheden. Køber vil give prisen, som ejendomsmægleren havde sat; 1.095.000 kr.
”Vi ville gerne have solgt til en kirke, men det viste sig ikke at være muligt,” siger Mariann og fortæller, at det gik stærkt. Allerede en uge efter, at den var sat til salg, kom første interesserede køber.
”Vi har haft en dejlig påskegudstjeneste. Charlotte Skræp fra Aarhus prædikede og vi havde nadver. Der er ikke planlagt flere gudstjenester og kirken skal overdrages 1. juni, så vi får lidt travlt,” fortsætter hun.
De fleste af de aktive i menigheden bor i Vorup i det sydlige Randers. Flere af dem nævner, at de måske kan leje lokaler hos Frelsens Hær, som har lokaler her, til særlige anledninger. Og så holde gudstjenester eller andagter i hjemmene. ”Men det har vi ikke talt om endnu, nu skal kirken først sælges,” siger Mariann.
Menigheden var en kreds under Aarhus Baptistmenighed i mange år. I år 2000 blev menigheden langt om længe enig med sig selv om at ville være selvstændig. Da var der stadig kræfter til bl.a. at stå for caféen på missionsstævnet i Mariager.
”Vi har prøvet mange ting for at holde liv i menigheden, men det lykkedes ikke rigtig. Vi har haft kontakt til flere afrikanske familier, og der er også kommet en ukrainsk familie og en ukrainsk kvinde,” fortæller Mariann.
I den ene af de afrikanske familier, som bor i Hobro, er der to døtre, der gerne vil døbes. Det bliver de formentlig i Vaarst, hvor de så nok også tilslutter sig – sammen med Johannes og Inge, der også bor nord for Randers, i Fårup, hvor de købte hus i 1972.
Mariann mindes især gudstjenesterne med glæde – og sommerens tirsdagsture. Her kom også mange, der ikke var tilsluttet menigheden. De kørte til et sted i Midtjylland eller Djursland, så noget interessant og drak kaffe og hyggede sig.
”Det bliver da meget, meget hårdt, hvis ikke vi har vores fællesskab mere. Men måske vi kan mødes og sammen deltage i de streaming-gudstjenester, som Aarhus Baptistmenighed viser på deres Facebook-side,” fortsætter Mariann.
Hun fortæller også, at de har fået en henvendelse fra én, der gerne vil købe salmebøgerne. De er i høj kurs, for dem kan man ikke købe længere.
Sådan er der meget, der skal afvikles i den kommende tid.
”Men tiden er inde. Vi må gøre det, mens vi kan, selvom det gør ondt. Og så se, hvad Gud har til os derefter”, slutter den snart tidligere menighedsrådsformand.
URL: https://baptist.dk/vi-danner-nok-en-husmenighed/