”I må ikke sælge kirken, før jeg er væk”, sagde min far. Nu er han væk – og snart er kirken det også.
Lone Møller-Hansen,
Min far, Elof Christiansen, var en frisk ung mand, da vi flyttede til Randers i 1964. Jeg var fire år og min bror et. Vores forældre engagerede sig straks hos baptisterne, som på det tidspunkt mødtes i et tidligere hospital. Om det var min fars driftighed eller det var planlagt længe før, ved jeg ikke, men kort efter købte Randers-kredsen, som den hed, en byggegrund. Kredsen hørte under Århus Baptistmenighed (dengang var det med bolle-Å), men kørte vist ret selvstændigt. I hvert fald blev han byggeleder for byggeriet, og baptister fra hele landet kom og byggede med. Det gjorde man dengang i 60’erne.
Jeg husker, at jeg tidligt fik lov til at være med hos spejderne. Jeg var egentlig ikke gammel nok til at blive lærke, men fik dispensation. Inge og Johannes Kjær var kommet til menigheden (som vi altid omtalte kredsen som, selvom det først blev en selvstændig menighed i år 2000), som præstepar. Inge var spejder om en hals og fik snart en pigespejderkreds op at stå – med god hjælp af Johannes. Inge og Frits Eskildsen stod for drengekredsen. Det blev til mange, mange gode spejderår – jeg lærte at tage ansvar. Og satte af en eller anden grund en ære i at have hvide knæstrømper på hver dag på min rolandlejr på Øksedal. Så jeg havde syv par hvide knæstrømper med.
Min mor, Grethe, var kasserer i menigheden i næsten 50 år – og jeg husker også, at hun var søndagsskolelærer, dengang søndagsskolen i vores lille kirke talte 100 børn. Vi sad i forgangen rundt om et bord og mor fortalte bibelhistorier.
Det ældre missionærægtepar Ellen og Immanuel Christensen var kommet hjem fra Afrika og havde bosat sig i Randers. Immanuel havde taget nogle afrikanske manerer med sig hjem. Når han hentede søndagsskolebørn, kunne de også sidde i bagagerummet. Der kunne være mange i sådan en bil.
Vi havde også kæmpe julefester, og jeg husker med glæde søndagsskole-samlingerne, hvor Arne Jensen lærte os lovsange fra en flip-over. De lovsange brugte nogle indbrudstyve mange år efter som optænding, da de satte ild til kirken.
Det var ret chokerende, at nogen kunne finde på det. Men kirken fik da et nyt, tiltrængt køkken på den konto.
Tilbage til teenage-årene. Der var ikke andre jævnaldrende i kirken, så jeg tog bussen til Aarhus, da jeg skulle gå i kristendomsklasse, og fik så småt et kammeratskab med de unge dér.
Det var efter kristendomsklassen, at jeg besluttede, at jeg ville døbes. Det skete i min barndoms kirke. Jeg havde været i Aarhus et par uger før, for vi havde ikke haft dåb i Randers i mange år, så jeg skulle se, hvordan det foregik. Hvorfor jeg besluttede, at det skulle være præsten fra Aarhus, og ikke den elskelige Johannes, der fik lov til at døbe mig, ved jeg ikke. Jeg har faktisk været ked af, at jeg ikke spurgte Johannes. Han havde fortjent det.
Det, jeg husker bedst fra min dåb, var, at det var første gang nogen lagde hænderne på mig og bad for mig. Der skulle gå rigtig mange år, før det skete igen, men siden har jeg nydt det hver gang.
Vi boede to gader væk fra kirken, så vi kunne gå i kirke om søndagen. Min mor var trofast til gudstjenesterne i alle årene. Min far vist mere praktisk anlagt. Men de var trofaste overfor deres menighed lige til de døde. De vidste godt, at på et tidspunkt ville kirken blive solgt. Min far mente, at den var bygget, så den kunne ombygges til bolig. Den ligger i et attraktivt parcelhuskvarter.
Meen, de sorte vinduer i gulstensbygningen er for store, toiletterne for små, og hvem vil have en kirkesal som stue… Bygningen vil nu blive revet ned og på grunden bliver der bygget en eller flere boliger.
Min sidste gudstjeneste i min barndoms baptistkirke blev min fars bisættelse i 2019.
Han havde jo sagt: ”I må ikke sælge kirken, før jeg er væk”.
De andre, som var unge og aktive i min barndom, og som trofast har drevet kirke og mission fra først Ahornvej og så Akacievej (samme sted, vejen skiftede bare navn i forbindelse med kommunesammenlægningen), bliver ikke bisat eller begravet derfra. Men de har gjort det godt, som gode, trofaste tjenere. Jeg er sikker på, at Gud vil sige til dem: ”Du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget.” Matthæus 25:21
Og for at citere prædikeren: ”Alting har en tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt. En tid til at fødes, en tid til at dø. En tid til at plante, en tid til at rydde. En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede. En tid til at rive ned, en tid til at bygge op. En tid til at græde, en tid til at le.” Prædikerens Bog 3:1-4
Læg mærke til rækkefølgen!
Mon ikke, der er lagt mange hvedekorn i jorden i Randers, som vokser op – uden at de trofaste, gamle kæmper ved det.
URL: https://baptist.dk/min-barndoms-kirke-forsvinder/