Formand Per Beck var kreativ, da han på temadagen i Odense om ”Baptistisk identitet” skulle tale om sin vision for BaptistKirken.
Per Beck, formand for Baptistkirken i Danmark,
Velkommen til vores jubilæumssamling her i 2039, hvor vi kan markere 200 året for den første baptistdåb og menighedsdannelse i Danmark. Vi benytter jubilæumsåret til at se på BaptistKirkens situation.
Vi retter først og sætter fokus på vort kirkesamfunds opbygning og organisation.
Efter den seneste menighedsdannelse er vi nu 37 menigheder tilsluttet BaptistKirken, og desuden er to på vej som resultat af menighedsdannelsesprojekter. Tænker vi ca. 20 år tilbage bestod vi af 56 menigheder, så der er sket en betydelig reduktion i antallet af menigheder, selv om vores medlemstal i samme periode faktisk er vokset fra ca. 5000 medlemmer til ca. 5800 medlemmer. Der er flere grunde til denne udvikling:
Når den før omtalte beslutning om anbefalingen af menighedsstørrelsen blev taget så godt imod, skyldes det, som en væsentlig faktor, at vi var nået til et punkt, hvor 2/3 af vore menigheder ikke havde ansat medarbejder eller medarbejder på mindre end ½-tids ansættelse. En aktiv og velfungerende menighed i tjeneste lykkes bedst i samspil mellem medarbejdere, der har deres tid til rådighed i tjenesten i menigheden, og et aktivt lægfolk.
Vi var nået i en situation, hvor kun få søgte uddannelse med henblik på at tjene som præster i menighederne, og menighederne ikke økonomisk magtede at fuldtidsansætte dem, der faktisk uddannede sig. Udredningsarbejdet, som arbejdsgruppen udførte, viste, at ca. 200 var bæredygtigt både for ansættelse, vedligeholde bygninger og andre missionsaktiviteter, hvilket menighederne i stor stil har taget til sig.
Vi ser glædeligvis flere, der uddanner sig til tjeneste og næsten alle vore menigheder har nu ansatte medarbejdere.
Behovet for uddannelse af såvel præster som lægfolk er blevet kraftigt styrket efter en spæd begyndelse for ca. 20 år siden. Lægsmandsuddannelsen BASIS har udviklet sig og tilpasset sig de forskellige behov, så vi i dag årligt har 30-40 fra menighederne i gang med uddannelsen, og rigtig mange i vore menigheder er udrustet til gudstjenesteledelse, prædikentjeneste mv. Det seneste skud på stammen er kurser for menighedsrådsmedlemmer i personaleledelse, så vi forhåbentlig kan eliminere de få tilfælde, hvor menighedsledelse og ansatte går fejl af hinanden.
SCMT, Studiecenter for Menighedsbaseret Teologi, som vi kendte det i 20’erne, er desværre blevet noget vingeskudt, da der kun var to kirkesamfund tilbage som baglandskirker, og fordi det oplevede behov udviklede sig forskelligt.
I de sidste fem år har vi haft den ordning, at alle præster, der tjener i vore menigheder, har et års uddannelse med baggrund i forståelsen af det kirkesamfund, de skal tjene i; Hvordan det er at fungere i en organisation ledet af frivillige, og hvori også indgår praktikforløb. Menighederne har gennem fællesskabet i BaptistKirken valgt at sætte betydelige ressourcer af til denne uddannelsesdel. Der er frugtbare samtaler med to andre kirkesamfund, om vi kan lave hele eller dele af dette års forløb fælles.
Det er en kendt sandhed, at vore menigheder er forskellige i udtryksmåder, i teologisk vægtlægning og måder at formidle evangeliet. Forskellene er en rigdom, som, hvis vi forvalter disse klogt, betyder at formidlingen af evangeliet har udtryksmåder, der taler ind i forskellige menneskers situation.
I 20’erne oplevede vi en række spændinger, men vi er blevet bedre til at se rigdommen frem for problemerne. Det arbejde, der for snart 20 år siden blev i igangsat med at definere, hvad det vil sige at være kristen og baptist i en omskiftelig verden, har båret frugt i den forstand, at vi i dag er mere bevidste om de udfordringer, vi står overfor, og hvad vores specielle bidrag til disse er som baptister. En proces, der kun er nået så langt, fordi et meget bredt udsnit fra vore menigheder har engageret sig i arbejdet, der derfor kom til at strække sig over en længere årrække. Smerteligt var det, at to menigheder valgte at træde ud af fællesskabet i BaptistKirken som en konsekvens af denne proces.
Børn og unge har altid spillet en afgørende rolle i menighederne. Ser vi historisk langt tilbage til 60’erne og 70’erne, så udvikledes en forståelse af, at landsorganisationerne i børne- og ungdomsarbejdet skulle udvikle en næsten total selvstændighed i forhold til ”moderkirken”. Det blev forstærket af offentlige tilskudsregler. Vinden er delvis vendt, og i dag oplever vi et meget stærkt samarbejde mellem ungdomsorganisationerne og kirkesamfundet. Der er en meget stærk bevidsthed om, at vi trækker på samme hammel og kan nå længst, hvis vi orienterer hinanden tæt og lægger ressourcerne sammen. Dette gælder bl.a. ved en fælles forståelse af betydningen af, at børn og unge på vore stævner får en god oplevelse og med formidlingen af en inkluderende kristendomsforståelse.
Selv om vore menigheder er blevet større og stærkere, oplever en række menigheder stadig vanskeligheder ved at samle tilstrækkeligt mange unge til at etablere kristendomsundervisning.
Det er særdeles opmuntrende, at BaptistKirken sammen med organisationerne har indbudt til landsdækkende kristendomsweekends, hvor unge tre gange i årets løb undervises på tværs af geografi, og lærer hinanden at kende. Undervisningen er suppleret med elektroniske møder.
Over tid er arbejdet blandt ældre blevet styrket betydeligt. Stort set alle menigheder har velfungerende seniorarbejde, der rækker ud til ældre både i og udenfor menigheden. Dette skyldes ikke mindst, at det tidligere Kvindenetværk for syv år siden valgte delvis at skifte fokus og engagere sig i ældrearbejdet med stort engagement og organisatorisk styrke. Vi bliver jo ældre som befolkning, og flere har kræfterne i behold. Dette ser vi også i menighedernes arbejde, hvor færre føler sig ”for gamle” til at være med i tjenesten.
Efter den seneste ændring vores regelsæt består ledelsen nu af formanden plus 10 medlemmer. Ledelsen er i dag repræsentativ for mangfoldigheden i BaptistKirken, idet de aldersmæssige, kønsmæssige, etniske og teologiske forskelle er repræsenteret i et godt samarbejde. Der er fundet en arbejdsform, hvor ledelsen ved tre-fire længere årlige møder sætter retning og afklarer arbejdsopgavernes principielle omfang, mens et forretningsudvalg på tre plus ansatte udøver de mere rutinemæssige og dagligdags beslutninger. Denne organisation har betydet, at flere har haft lyst og kræfter til at deltage i ledelsesarbejdet, hvilket sammen med en styrkelse af personalestaben har givet gode muligheder for arbejdets udførelse. I det daglige anvendes elektroniske møder, hvilket vi lærte at bruge under Coronakrisen tilbage i 2020-2021.
Udviklingen mod en større interesse og forståelse for samarbejdets betydning har også betydet, at menighederne har støttet en forøget tid til arbejdet i sekretariatet, kommunikation, betjening af præster og menigheder. Det bør også bemærkes, at vi for to år siden for første gang ansatte en generalsekretær, der ikke har baggrund i en teologisk uddannelse, men samtidig styrkede menigheds- og personalekonsulent funktionen.
Økonomien i BaptistKirkens nationale regnskab er god. Beslutningen om at øge menighedernes bidrag til basisregnskabet til 10% af indsamlede midler muliggjorde den førnævnte styrkelse af ansættelserne, ligesom en række andre initiativer, herunder støtten til menighedsplantningsprojekterne, der efter en lidt langsom start er kommet godt i gang.
Det er spændende, at to af vore projekter over de seneste 13 år har taget udgangspunkt i, at en gruppe har set kaldet i at arbejde ud fra eksisterende bygninger, hvor menigheden var blevet for svag til at videreføre arbejdet.
Vi vender vi blikket udad:
IM har altid været en del af BaptistKirkens DNA, og det er det fortsat. Vi kan ikke lukke øjnene for den globale verden, der omgiver os, og vi kan ikke overlade dette engagement til særligt interesserede. Det er en del af kirkens og menighedernes livsnerve. Efter omstruktureringen af vores International Mission, IM, arbejde i 20’erne, har vi opnået, dels at være engageret på flere fronter end før, bl.a. ved i højere grad i samarbejde med andre, dels at fastholde samarbejdet med selvstændige kirker i Burundi og efterfølgende i Rwanda og Myanmar, hvilket blev meget tydeligt markeret ved 100-årsjubilæet i 2028.
Hjælpen til den fattige og forkyndelse af evangeliet skal altid gå hånd i hånd.
I 20’erne var der nogen debat, om det var en opgave for vort kirkesamfund at tage politisk stilling, eller om dogmet, at kirke og stat skal være adskilt, betød, at vi skulle afholde os fra at blande os politisk. Debatten døde ud, og i dag vurderer jeg, at vi står sammen om, at Kirken – herunder vores del af den samlede kirke – har et ansvar for at påpege urimeligheder og angreb på de svageste (de faderløse, enkerne og de fremmede). Denne forpligtelse skal varetages klogt af ledelsen i kirkesamfundet og under hensyntagen til, at vi er mennesker med forskellige holdninger, men kan stå sammen om at forsvare næsten, når vi ser urimeligheder. Når vi i dag ikke har debat om dette, tror jeg det skyldes, at ledelserne gennem årene har forvaltet ansvaret klogt.
Fra 10’erne og videre frem har vi set et stadigt større pres fra statens side på religiøse ”organisationer”. Et stadigt ønske om kontrol har været og er en udfordring for os som kirke. Et eksempel var forsøget i 20’erne om at kræve prædikener på fremmedsprog oversat til dansk. Det ville have belastet en række migrantmenigheder helt urimeligt, men blev heldigvis aldrig realiseret. Der har været og vil være andre tiltag, vi må vende os i mod. Dette skal der stadig være opmærksomhed på, og kan sammen med andre – f.eks. Danske Kirkers Råd – protestere, så vi står stærkere.
Vi tror, det er rigtigt, at vore menigheder er anerkendte gennem registrering i trossamfundsregisteret, for vi har ikke noget at skjule. De vanskeligheder, som nogle af vore små menigheder i 20’erne lod vokse sig over hovedet, har vi gennem vore økonomisekretariat sikret bistand til at klare.
Der skal dog aldrig herske tvivl om, at hvis en anerkendelse skulle betyde, at vi hindres i at forkynde evangeliet og tjene næsten, som vi kaldes til – ja så skal vi ikke være anerkendte!
Udviklingen i det kirkelige samarbejde har været spændende i de sidste 20 år. Fra 20’erne og fremad har vi oplevet forskellige opbrud i den store lutherske kirke. Vi synes jo nok, at udviklingen på en række områder har bevæget sig i ”vores retning”. Vi følte det stort, da folkekirkens liturgiudvalg henvendte sig til nogle af vore teologer for at få inspiration til udarbejdelse af det nye ritual for barnevelsignelse i Folkekirken. Dette arbejde blev i igangsat, da dåbsprocenten på landsplan passerede 60 i nedadgående retning.
Vi kan også i dag glæde os over, at frikirkeligt fællesskab (afløseren for Frikirkenet) vil optage alle vore menigheder, hvis disse ønsker det, og at det samarbejde, der blev indledt for mere end 20 år siden, stadig har vokset sig stærkere.
Efter svensk model har der været ført drøftelser om sammenlægning af BaptistKirken, Evangelisk Frikirke, Danmark, Metodistkirken, Apostolsk Kirke og Mosaik. Dette har ikke p.t. ført til resultat. Mange af os var tvivlende overfor så stor en gruppe, men heller ikke efter at Mosaik og Apostolsk Kirke trak sig fra forhandlingerne, kunne der nås til enighed.
Vi må konstatere, at vi endnu ikke er parate til organisatorisk, at ”alle må være et”, men arbejdet har langt fra været værdiløst – kirkerne er kommet tættere på hinanden og lokalt har vi set en række samarbejdsrelationer udvikle sig.
Nu markerer vi 200 året for baptister i Danmark. Udviklingen over de 200 år har vist os, at vilkår og opfattelser skifter. Vi har stadig en rolle at spille i dansk kirkeliv. Den rige erfaring af et stærkt fællesskab med andre kristne gør, at vi kan nå endnu længere i at pege på Kristus.
URL: https://baptist.dk/hvordan-ser-baptistkirken-ud-anno-2039/