Ukraine: Aktive baptister giver hurtig hjælp

Ukraine: Aktive baptister giver hurtig hjælp

Mission Øst fandt hurtigt en god samarbejdspartner ved den ukrainsk-ungarske grænse. Hungarian Baptist Aid var fra dag ét i fuld gang med at uddele nødhjælp til ukrainske flygtninge.

Lone Møller-Hansen og Svend Løbner,  

Ruslands invasion af Ukraine tog de fleste på sengen – men ikke baptisterne i Ungarn. De havde allerede et finmasket netværk gennem deres nødhjælpsorganisation Hungarian Baptist Aid (HBAid) og kunne derfor reagere hurtigt, da ukrainske flygtninge strømmede ind over grænsen. Generalsekretær i Mission Øst, Betina Gollander-Jensen, er dybt imponeret over ungarerne.

– Det er fantastisk, at vi har så godt et netværk af alliancepartnere, at vi hurtigt kan gå ind og levere varen på jorden, fortæller Betina Gollander-Jensen. Mission Øst har foreløbig sendt over to mio. kr. til HBAid. Blandt andet midler fra det danske udenrigsministerium.

Imponeret over frivilliges indsats

Betina Gollander-Jensen besøgte baptisterne ved grænsen til Ukraine i sidste uge og er dybt imponeret over de frivilliges indsats:

– HBAid havde allerede for 10 dage siden sendt 14 lastbiler med fødevareforsyninger ind over grænsen til Ukraine. Det viser, hvor dygtige de er til at levere. Den dag, jeg var der, sendte de yderligere syv lastbiler ind i Ukraine. I alt er der nu leveret 30 tons nødhjælp. Det har få andre kunnet præstere, fortæller hun og fortsætter:

– Jeg er rørt over Baptistkirkens frivillige netværk. De er ansvarlige for 40 folkeskoler og gymnasier i Ungarn, idet myndighederne har uddelegeret ansvar for landets skoler til de seks største trossamfund i landet. Så da krigen brød ud, skrev Baptistkirkens ledelse til alle skoleledere og fik svar, inden der var gået 15 minutter. Alle var klar til at hjælpe. Skolerne har tilsammen 1.600 medarbejdere, heraf 1.300 lærere. Sikke en frivillig stab, der pludselig kunne stables på benene!

Lokal folkeskole blev modtagecenter

De ungarske myndigheder har også uddelegeret ansvaret for nødhjælpsuddelinger ved de fem grænseovergange mellem Ukraine og Ungarn til trossamfundene, fortæller Betina Gollander-Jensen.

En folkeskole, som de ungarske baptister i forvejen havde ansvar for, er blevet et modtagecenter med plads til 3.000 flygtninge ad gangen.

– Baptistkirken har fået ansvar for en af de mest travle overgange ved Tiszabecs, hvor der dengang kom ca. 300 flygtninge over hver dag. De bruger en lokal folkeskole en kilometer fra grænsen som modtagecenter med uddeling af mad og hygiejneartikler samt tilbud om et sted at sove. Her kan være 3.000 mennesker ad gangen. Herfra hjælper de folk videre, både praktisk og økonomisk, hvis det er nødvendigt.

På en busstation i hovedstaden Budapest står ligeledes frivillige baptister 18 timer i døgnet og hjælper folk med internetadgang, mad og vand.

Takket være lokale partnere som HBAid kan indsamlede midler i Mission Øst hurtigt gøre gavn og blive omsat til mad, hygiejneartikler, sundhedstjek, madrasser, tæpper og overnatning.

Arbejder 20 timer i døgnet

De frivillige på modtagecentret arbejder 20 timer i døgnet fire dage om ugen for at hjælpe de mange flygtninge, som også har brug for råd og vejledning og psykisk førstehjælp i form af psykosocial støtte.

De ungarske baptister har også folk inde i Ukraine, hvor de har en nødhjælpsstation i samarbejde med de ukrainske baptister. I Ungarns hovedstad Budapest har HBAid tillige i hast indrettet 16 kollegiepladser ved et ungarsk gymnasium. Her kan ukrainske flygtninge-studerende hurtigt få noget, der ligner en hverdag, for studierne foregår også på russisk, som mange ukrainerne behersker.

Betina Gollander-Jensen fortæller, at flere andre organisationer også gerne vil hjælpe igennem HBAid, men at de lader deres midler gå igennem Mission Øst. På den måde skal ungarerne ikke bruge tid på at lave samarbejdsaftaler med flere, men kan koncentrere kræfterne om den praktiske hjælp.

Hun kan også fortælle om, at de ikke har set nogle uledsagede børn. Til gengæld har de set adskillige biler fra rundt om i Europa med mistænkelige personer, der har været på udkig efter kvinder og børn angiveligt til menneskesmugling, hvilket HBAid har rapporteret til politiet.

Hjælper stadig Myanmar

Mission Øst har dog ikke glemt de andre brændpunkter i verden, heriblandt borgerkrigen i Myanmar. Generalsekretæren siger:

”Det er en meget stor og ulykkelig krise, der er i Myanmar. Vi forsøger fortrinsvis at hjælpe i det vestlige område (red. Chin-regionen). Men det er et af de områder, hvor vi har rigtig svært ved at komme til. Vi arbejder sammen med en lokal sundhedsorganisation, men på grund af sikkerhedssituationen i landet kan vi ikke rejse til landet og det er svært at få hjælpen frem.”

URL: https://baptist.dk/ukraine-aktive-baptister-giver-hurtig-hjaelp/