Bekæmp madspild

TORSDAGSTANKE

Bekæmp madspild

Lise Willer,  

Man har længe i butikkerne kunnet finde et gult logo: ”Bekæmp madspild”.

Når jeg ser logoet, tænker jeg på det privilegium, vi har i Danmark – at kunne spise os mætte hver dag – i modsætning til millioner af mennesker, der hver dag overlever lige på sultegrænsen.

Vi har en forpligtigelse til at hjælpe vores næste. ”Bekæmp madspild” hjælper mig til at åbne øjnene for min egen overflod og række ud til den lidende. Vi har set Guds grænseløse kærlighed gennem Jesus, og det forpligter til at se nøden og handle derpå.

Verdensmål 2 siger, at ingen mennesker skal sulte, men i stedet have mulighed for næringsrig og bæredygtig mad. Det er en menneskeret at få mad nok til at leve et godt liv, men mange mennesker i verden sulter. Efter årtier med tilbagegang i antallet af sultende, stiger det nu igen.

Der er mad nok i verden til, at alle kan spise sig mætte, men vi er nødt til at fordele og udnytte ressourcerne, producere mere bæredygtigt og undgå madspild. Hvis den nuværende udvikling fortsætter, vil antallet af mennesker, der sulter, nå 840 millioner inden 2030.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

URL: https://baptist.dk/bekaemp-madspild/