Arjun Ghatani
Det er et privilegium at få lov til at arbejde i menigheder med flere forskellige nationaliteter!
Bente Højris,
Bente Højris:
Jeg har været en del af to forskellige menigheder, der bestod af mennesker fra forskellige kulturer. Jeg husker tydeligt den søndag i 2006 i Sæby Baptistkirke, hvor der fra den ene dag til den anden sad 86 sorthårede gudstjenestedeltagere i den ene side af kirken og noget færre gråhårede i den anden side.
Vi havde nogle måneder tidligere fået kontakt til fire flygtninge fra Myanmar, og de havde fortalt os, at der ville flytte flere til. En stor gruppe af deres landsmænd var blevet tilbudt arbejde på Sæby Slagteri efter nedlukning af Grindsted Slagteri. Omkring 85 mennesker – enlige og familier – tog imod tilbuddet og flyttede på én gang til Sæby. Jeg besøgte dem om fredagen, og søndag formiddag kom de så gående: En lang strøm af mennesker i de flotte røde og sorte chin-nationaldragter, på vej til deres nye kirke. Hvilken glæde og hvilken udfordring!
Ti år senere flyttede jeg fra Sæby til Brovst. Her er også en stor gruppe af flygtninge, men denne gang nepalesere fra Bhutan. De fleste kom til Danmark i 2009, og af dem, Jammerbugt Kommune havde fået ansvar for, kom en del ret hurtigt til at bo i Brovst. De var en del af menigheden her, da jeg flyttede hertil. Flere af dem var blevet kristne i flygtningelejren, og andre var blevet døbt i Brovst.
I begge tilfælde har det vendt op og ned på menighedens normale liv. Det har været så godt, at menighederne har fået den fornyelse: Aldersgennemsnittet er faldet væsentligt, og vi er blevet rykket ud af vores sædvanlige rytme. Vi måtte genoverveje, hvordan vi ville bruge de kræfter, som menigheden har. Det var livsbekræftende, at der igen var børn og unge med til gudstjenesterne.
Aldersgennemsnittet er faldet væsentligt, og vi er blevet rykket ud af vores sædvanlige rytme.
Håbet flammede op og med det uanede kræfter til at komme vores nye venner i møde. Der blev knyttet bånd mellem kontaktfamilier og de nytilflyttede familier til gensidig glæde og håb.
Selvfølgelig var der også nogle danskere, der mente, at de nye fyldte for meget og fik for megen opmærksomhed. Der skete for mange ændringer til, at alle kunne føle sig trygge. Men mange danskere involverede sig med liv og sjæl, og der blev skaffet kontaktfamilier til de nye.
Vi lærte snart, at der også var store udfordringer i den nye situation. Blandt andet at det i mange kulturer er uhøfligt at sige: ’Nej tak’ til en invitation. Derfor siger man ’Ja tak’ – selv om man godt ved, at man ikke kan komme. Det gav skuffelser hos danske kontaktfamilier, der inviterede og lavede mad – og så dukkede ingen op.
Demokratiets spilleregler kan være svære at håndtere for vores nye venner, og magtstrukturen kan være så anderledes.
En anden forskel, som har været svær for de fleste danskere, er, at demokratiets spilleregler kan være svære at håndtere for vores nye venner, og at magtstrukturen kan være så anderledes. Når man fx vil have de unge til at synge til en gudstjeneste, skal man ikke spørge dem selv, men spørge deres præst om han vil spørge dem! Sproglige problemer er en anden helt naturlig udfordring, men heldigvis er de yngre familier og børnene superhurtige til at lære dansk.
Efterhånden har situationen i de to menigheder udviklet sig forskelligt. I Sæby kom der så mange fra Myanmar, at der ret hurtigt opstod et ønske om at danne egen menighed. Det var en skuffelse for mange danskere, der havde set en lysere fremtid i møde med alle de nye mennesker.
I Brovst er der ikke så mange af anden kultur, så her er flygtningene fra Bhutan fortsat en del af menigheden, men sproglige og kulturelle forskelle giver stadig mange misforståelser. En af de store udfordringer p.t. er at få nogle af de nye til at indgå i menighedsledelsen. Måske er det, der er på dagsordenen, simpelthen ikke relevant for vores nye venner?
Vi føler os accepteret og har aldrig følt os udenfor.
Jeg har spurgt ét af vores nydanske medlemmer, hvad han har oplevet af glæder og udfordringer ved at blive en del af Brovst Baptistkirke. Arjun Ghatani nævner: ”Det har været en stor glæde for os at få lov til at komme i Guds hus og blive en del af fællesskabet her. Vi føler os accepteret og har aldrig følt os udenfor. At være en del af en dansk menighed har også været en naturlig måde at lære dansk sprog og kultur, ligesom det har været en stor fordel, at der var et naturligt sted at få hjælp, når der var problemer.
Det har også været en glæde, når præsten og andre af vores danske venner er kommet og har besøgt os i vores hjem. Forskellene, som vi især har lagt mærke til, er, at kvinder ikke beder med tørklæde på hovedet, at der bliver brugt alkohol ved nadveren (sammen med juice), og at der ikke er så megen lovsang, som vi har været vant til. Efterhånden, som vi har været her i flere og flere år, er alting blevet nemmere!”
Arjun Ghatani
Personligt er jeg dybt taknemmelig for indsatsen både fra mine gammeldanske og mine nydanske venner. Når der kommer nye til vores menighedsfællesskaber, kræver det vilje og åbenhed fra begge parter, men det kan også blive til stor gensidig velsignelse.
URL: https://baptist.dk/en-menighed-to-kulturer/