Må jeg være her? Det er spørgsmålet.
Hanne Kiel,
Jeg voksede op i et land med en berettiget stolthed over, at vi hjalp vores jødiske medborgere til at flygte fra nazisterne, og en lige så sikker overbevisning om, at FN´s flygtningekonvention afspejlede den eneste rimelige måde at behandle verdens flygtninge på – for flygtning var man kun af nød. Det valgte ingen frivilligt.
Nu lever jeg i det samme land, men de folkevalgte politikere forhandler med Kroatien om at oprette et fængsel for mennesker udvist af Danmark og med Rwanda om oprettelse af modtagecenter for asylansøgere. Udviklingsministeren udtaler sågar, at Rwanda og Danmark har fælles værdier!
Alle vores bestræbelser går på at holde flygtninge og fremmede ude og udenfor. Vi udtrykker et klart ønske om, at dem, vi er nødt til at finde os i, skal integrere sig, og med det mener vi, at de skal blive lige som os.
De skal blive lige som os.
Vi mangler arbejdskraft, og det vil blive værre i de kommende år, for gennemsnitsalderen stiger, men selv velfungerende flygtninge med fast arbejde, børn under uddannelse og eget hus udviser vi med den begrundelse, at Syrien er sikkert. Det mener resten af EU og FN så ikke, og vi tør da heller ikke sende danske diplomater dertil, men det betyder, at syrere, der har evnet at etablere en tilværelse i Danmark, må sælge deres hus og sige deres arbejde op, for vi forlanger, at de skal bo på et udrejsecenter, hvor de er en konstant byrde for samfundet.
Hvad blev der af vores respekt for det andet menneske – vores næste? Hvad er der sket med vores evne til at sætte os i de nødlidendes sted?
URL: https://baptist.dk/giv-mig-mit-danmark-tilbage/