Accepteret

TORSDAGSTANKE

Accepteret

Michael Jensen,  

Mennesker bruger meget af deres liv på at blive accepteret. Valg af tøj, bil eller venner, hvad du spiser eller skriver på internettet, handler ofte om accept.

Du skal vide, at du allerede er accepteret af ham, der skabte dig. Du fortjener ikke Guds accept. Gud gav den kvit og frit til dig.

Gud er perfekt. Hvordan kan han invitere ufuldkomne mennesker ind i fællesskabet med ham?
Det gjorde Gud, da han kom til jorden som menneske i skikkelse af Jesus Kristus. Han døde for alt det, som skiller os fra fællesskabet med Gud. Alt det, der giver os følelsen af ikke at være accepteret.

Mange mennesker har oplevet, at andre siger: ”Du er ikke god nok.” Eller ”der er det og det i vejen med dig.” Det er ikke godt for selvværdet. Derfor er det befriende at vide, at du ikke har brug for andre menneskers godkendelse.

Du kan vælge at lade Guds accept af dig fylde dig med glæde og tryghed. Du er præcis, som du skal være. Lad ingen fortælle dig noget andet, hverken fra din fortid eller nutid. Ikke engang dig selv.

Træd ind i hver en ny dag med den vished, at du kan gøre en forskel, fordi du er en gave, perfekt skabt og fuldt ud accepteret.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

URL: https://baptist.dk/accepteret/